|
|
Hvor er våbenindustrien i det her? I analyser af USA er der altid referencer til det våbenindustrielle kompleks - hvad med de højteknologiske virksomheder i Europa? Hvorfor har de ikke for længst sørget for at det militære samarbejde var oppe at køre? For det må være i deres interesse at der bliver kanaliseret nogle milliarder den vej?
SR: De er jo gidsler til samme politiske træghed akkurat som de militære etablissementer og øvrige aktører. At regeringerne ikke kan finde ud af at poste penge i det - og at de penge, der bruges går til værnepligtige og ikke til research and development (nye våbensystemer etc.) Derfor er det positivt at der trods alt sker nogle langsomme fremskridt: at man simpelthen får flyttet penge fra værnepligtige og kommandobunkere, som ikke kan flyttes, over i mobilt udstyr og ny teknologi. Der skal ske noget mere - men der sker fremskridt. Det er især vigtigt, at de store lande er begyndt at samarbejde om det her, og det ser ud til at der kommer et fornuftigt samarbejde, men man skal ikke gøre sig illusioner: det kan ikke rivalisere USA.
Ang. den danske holdning. Selv når vi får den situation her i foråret hvor vi faktisk er i krig, så er det stadig så begrænset, at ingen kommer noget til og debatten derfor forbliver mærkeligt ufokuseret. Hvor dybliggende er den dér pacifisme og anti-militarisme i nationer, der enten har en helt formel neutralistisk tradition eller, som Danmark, en mere uformel neutralistisk tradition i deres historie? Hvordan vil de reagere i det øjeblik, der skal afsættes ressourcer og menneskeliv til en - i gåseøjne - "rigtig" militær politik?
SR: Jeg tror faktisk at problemet ift. at bruge magt politisk set bliver mindre og mindre. Det politiske problem ligger i at få koordineret det og blive enige i de specifikke operationer, men der er sket et skred, hvor man ser at et land som Danmark over de sidste 10-12 år er gået meget langt i sin magtanvendelse - og nu er gået ind i en decideret krigsindsats, som ikke havde FN-mandat, i Irak. Det er et meget langt skridt, man har taget over 12 år.
Man ser også et land som Sverige, som havde en stærk neutralitetspolitik og kun skulle fokusere på det svenske territorialforsvar, de er nu meget aktive i den europæiske forsvarsdimension. Derfor sker der en tilnærmelse mellem de her lande og lande som Frankrig og Storbritannien, der traditionelt har brugt militære midler, og har været vant til at tænke, at "det er noget man bruger, det er ikke noget man bare har." Så på den led sker der en tilnærmelse, og det ser jeg egentlig optimistisk på.
Men hvad nu hvis Statsministeren har ret? Han har jo været ude med et argument, der jo lyder sådan - ihvertfald hvis man hører det i farten - at vi altså helst vil have USA til at garantere vores sikkerhed. Europa - det er baconeksporten, og hver gang der skal fyres nogle kugler af, så er det amerikanerne, vi skal have fat på.
SR: Jamen, det er forkert. Det er simpelthen forkert. Man kan ikke få et seriøst, amerikansk engagement i Europa, hvis Europa ikke organiserer sig - og dertil kommer også, at amerikanerne vil ikke tage sig af det hele i Europa: der er nogle ting, som er særegne europæiske synspunkter og der er nogle konflikter, som vil være europæiske i den forstand at amerikanerne vil sige: "Det er ikke os, det her".
Hvis man står meget svagt dér, så står man også meget svagt overfor USA. For amerikanerne vil selvfølgelig sige: "hvis vi skal ind at rydde op, hver gang der kommer et Kosovo, så er det os, der støber kuglerne - og så har I bare værsgo at høre her." Og det er ikke et godt ægteskab - hvor den ene skal tage opvasken hele tiden.
Billeder:
Portrætfoto: Syddansk Universitet
Illustrationsfoto: NATO Photos
|
|
|
|
|
|
|
|
