|
|
8. "Det er det, man kalder at overtage sin virkelighed"
Men de ting I taler om - én bestemt religion (kristendommen), en bestemt retning (protestantismen), den historiske arv, det sprog og det politiske system vi har - er jo aflejringer i historien. Man kunne sige at når du afviser at der er den der udvikling eller dynamik i historien så svarer det til at fastlåse udviklingen som Amish-folket gør i USA. Så kan man vælge om man vil fastlåse det i 1790, i 1890 eller i 1950, hvor man træffer et valg ud fra nogle værdier ved at sige: "Vi SYNES at samfundet var bedre i 1950 end det er idag".
SK: Det er ikke en fastlåsning at man som menneske altid lever i en historisk tilværelse. Vi er naturligvis børn af vores historie. Vi er kun os selv, som dem, der vedkender os den historie. Men det er da klart at det er ikke nogen automatisk proces - man kan vælge at gøre oprør mod sin historie - eller man kan vælge at overtage den. Der er kun ét man ikke kan: man kan ikke gæve sig over den og sige: den eksisterer slet ikke. Og det er det, som 68erne har gjort. Der er det i øjeblikket i kulturkampen helt evident at den danske befolkning, belært af den elendighed den har været igennem, siger. "Vi vil vedkende os vores historie. Vi vil ikke acceptere at vi skal erklæres for ikke-eksisterende. Vi hører hjemme i en” --- jeg bruger udtrykket som motto for hvad striden står om: ”kristendom og danskhed.” Det er kristendommen, der har sat det danske folks virkelighed, og den er blevet dansk fordi det altså simpelthen er det, vores forældre var, og det er det, vi derfor også er. Det er ikke nogen automatisk holdning, det er fuldstændigt rigtigt: det er det, man kalder at overtage sin virkelighed. Det er at være tro mod det givne - men det er da ikke nogen naturvidenskabelig eller automatisk holdning, det er en ganske bestemt handling.
Men betyder det, at de udviklinger eller tendenser vi kender som internationalisering eller globalisering, at de ville være relevante hvis de skete mere gradvist og mere i tråd med en dansk selvforståelse, og det, der karakteriserer de sidste 30 år er at de er sket på en forceret måde?
SK: Nej, jeg ville altid sige nej til det, for jeg vil aldrig acceptere at 'kloden' eller 'globaliseringen' skulle være sandheden, fordi det altid er at hæve sig over netop det historisk givne. Du vil sige at man kan udvikle sig fra det historisk givne eller fra det danske til det globalistiske - det vil jeg ikke sige. Det er ikke en udvikling, det er et spring - hvor man hæver sig over netop det historisk givne til noget, der overhovedet ikke er historisk men rent abstrakt-ideologisk.
Altså: "Fordi nationen har den realitet, så er springet fra København til New York større end springet fra Seem til København"? Det er det, du siger, i virkeligheden.
SK: Jeg siger at springet fra Seem til København - eller, det som jeg tog i 1965: fra København til Seem - det er ikke stort, fordi det er netop 'børn af samme hjem'. Det var det, der slog mig da jeg flyttede til Seem i 1965. Jeg voksede op på Amager og boede på det tidspunkt på Nørrebro og det slog mig at det var jo simpelthen folk, jeg kendte i forvejen: fordi vi var landsmænd, talte samme sprog og havde samme forudsætninger. Jeg vil heller ikke sige at springet fra København til New York måske er så forfærdeligt stort, fordi det er dog indenfor den samme om man så må sige vestlige kulturkreds. Men alligevel er det jo meget forskelligt - og i hvert tilfælde er springet fra Danmark og til Mellemøsten, til Islam, overvældende stort og i virkeligheden: umuligt at foretage.
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
