ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2001: "Kulturradikalismen er punkteret"

Hvordan er det at være medlem af Folketinget?

SØREN KRARUP (SK): Jamen, det er jo altså nyt - og det er spændende, men det er også i mit tilfælde meget anstrengende fordi jeg samtidig er samtidig sognepræst i Vestjylland. Det betyder at jeg skal passe to jobs samtidig, eller ihvertfald: nogenlunde samtidig, selvom jeg har en hjælpepræst derhjemme til at tage tingene når jeg ikke er der, så er det alligevel anstrengende, stressende og utilfredsstillende, fordi jeg for så vidt forsømmer begge dele - i udpræget grad mit sogn derhjemme, men til en vis grad også Christiansborg, fordi jeg ikke kan være her helt så meget som jeg faktisk burde.

Har dit syn på Christiansborg ændret sig efter at du er kommet ind?

SK: Som jeg jo har skrevet i bogen om de 60 års Danmarkshistorie, der har jeg jo tidligere været en del i Folketinget som tilhører, men det er jo selvfølgelig noget ganske andet selv at blive medlem - og jeg vil sige, som jeg har sagt allerede mange gange, at jeg er blevet slået af den venlige og urbane atmosfære, der er herinde: man omgås hinanden som voksne, høflige mennesker, selvom ingen er i tvivl om at der altid er knive i ærmet. Så jeg synes altså på mange måder jeg befinder mig udmærket, det er der ikke grund grund til at jamre over.

Men ville det være rigtigt at sige, at du i offentligheden i mange sammenhænge ihvertfald er blevet er blevet omtalt som en outsider indtil for meget nylig - vi kan jo prøve at sætte en dato på senere - og man kan jo ihvertfald ikke sige at den rolle Dansk Folkeparti - og måske i særlig grad du - i øjeblikket spiller i dansk politik er outsiderens?

SK: Du ved, jeg har jo - jeg var lige ved at sige. fra barnsben, haft forbindelse til det, der hedder Tidehverv. Og Tidehverv er jo et tidsskrift, der er stiftet i 1926 af en række unge teologer, der var i et dybgående modsætningsforhold til hele det herskende kirkeliv og teologiske liv - og, viste det sig: også til det kulturelle, eller: kulturradikale, liv. Jeg begynder om jeg så må sige min offentlige karriere med  i 1960 at udgive en bog om en outsider i dansk åndsliv, der hed Harald Nielsen (han havde i øvrigt også en svag tilknytning til Tidehverv). Og det vil sige: jeg har fra begyndelsen haft udgangspunkt i noget, der var betragtet som en outsider - fordi Tidehverv var af den kirkelige magt og også i stigende grad af den kulturradikale magt betragtet som en ting, der skulle holdes ude.

Og det har da, vil jeg sige, præget mit levnedsløb at jeg jo har fået den ene skraldespand i hovedet efter den anden. Men det, der jo så altså er det ganske morsomme for os, der har stået i slagsmålet det er jo at se hvordan vi i stigende grad har vundet gehør - og hvordan i stigende grad der er blevet sans for, hvad vi siger. Udtrykt tydeligst jo, da Jesper Langballe og jeg sagde ja til at stille op til Folketinget for Dansk Folkeparti, og vi jo altså - ikke på grund af os, men på grund af hele situationen - jo fik et forrygende valg, hvorefter der jo er vendt op og ned på tingene her på Christiansborg - og i Danmark. Sådan at det, der var udstødt - var forfulgt, var tilsvinet med skældsord - det jo faktisk er kommet til sidde i begivenhedernes centrum og til en vis grad angive tonen. Det hilser jeg selvfølgelig med glæde og også med en vis triumf, det skal jeg ikke nægte.

Nu ville enhver anden journalist jo nævne Jeppe i Baronens Seng! Kan du frygte at det er midlertidigt? Kan du tage dig selv i at tænke - ved det næste valg kommer Socialdemokratiet ind igen og den kulturradikale dominans bliver genetableret?

SK: Nej, det tror jeg egentligt ikke.  Nu vil jeg grundlæggende sige, selvom der er mange, der vil trække på smilebåndet, at jeg jo ikke er politiker; jeg har jo ikke overhovedet ambitioner om at gøre politisk karriere eller opnå politisk magt. Jeg har fra begyndelsen været optaget af at få fastholdt én ganske bestemt problemstilling som den væsentlige - og det er det, der, synes jeg, er lykkedes ganske udmærket. Derfor vil jeg sige, spørgsmålet om at der jo formodentlig efter næste eller næste valg igen kan komme en anden regering med en anden farve anfægter mig ikke så forfærdelig meget, fordi det, der er sket, det er sket - og det, der er sket, det er noget, som ikke rulles tilbage af et politisk magtskifte, fordi det er - jeg kan godt sige: åndeligt, jeg kan også sige: kulturelt systemskifte. Hvor jo altså de åndelige magthavere - kulturradikalismen - er punkteret og ihvertfald rent politisk skyllet i rendestenen. Og det er ikke noget, der ændres af at Socialdemokratiet måske kommer i regering igen.

Fordi den åndsrevolution er slået igennem også i deres rækker?

SK: Det vil jeg ikke sige den er, men den er slået igennem sådan at de bliver nødt til at indrette sig efter den. Altså, det kan man jo fx se her på Christiansborg: de begyndte jo med at fortælle os at de overhovedet ikke ville sidde i stue med os, de ville aldrig forhandle med os - og nu ser vi hvordan der er sket det, at de simpelthen snakker os efter munden. Og siger det, vi siger: I det helt afgørende punkt, der hedder udlændingepolitikken, er de jo simpelthen bare blevet ekkoer af hvad vi har sagt. Det er vidnesbyrd om, at de ting, der er sket - de bliver ikke sådan ændret som om det skifte ikke havde været der. [Interviewet er lavet inden Socialdemokratiet indgik et kompromis med regeringen og DF om udlændingepolitikken, red.]

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti

Portrætfoto: Folketinget