|
|
1945: "Politikerne havde en interesse. at løbe fra det, de havde gjort"
Lad os prøve at slå tilbage og så tage det kronologisk frem. Nu har Statsministeren jo 29. august givet os en anledning til at gøre dét. Hvor stor var muligheden for at modstandsbevægelsen var blevet, om ikke et politisk parti så en bevægelse, der havde krævet et opgør med samarbejdspolitikken i 1945? Hvor realistisk var muligheden af, at det opgør var kommet?
SK: Nu kommer det an på hvad slags opgør man taler om. Det er jo klart at i spørgsmålet om besættelsestiden der er det jo selvfølgelig mine forældres erfaringer, især min fars holdning, jeg bygger på og går ud fra. Min far kom med i modstandsbevægelsen der omkring '43-44, i forbindelse med Frode Jakobsen, som han kendte fra studietiden. Blev tilknyttet ringen af organiserede modstandsbevægelser på Djursland og måtte så, da arbejdet blev opdaget af tyskerne, gå under jorden i efteråret 1944. Han var tilknyttet Tholstrups modstandssamarbejde i Jylland - og det var jo nok lidt anderledes end så meget andet dels fordi det blev ved med at være civilt; det lykkedes jo en lille stab at stort set likvidere det civile modstandsarbejde andre steder. Tholstrup blev ved med at være lederen - og dér var der altså en ganske anden problemstilling end der var så mange andre steder, fordi det udpræget var et nationalt, folkeligt anliggende: sådan at det opgør, som min far talte meget om. Han udgav i sommeren '45 en lille bog sammen med Løgstrup og Harald Løvskov-Nielsen, to andre Tidehverv-teologer på det tidspunkt: "Opgørets Nødvendighed", hvor han netop understreger at det ikke er et politisk opgør, der er tale om - det er et åndeligt opgør. Et opgør forsåvidt med kulturradikalismen, selvom han ikke bruger det ord. Troen på at menneskelivet er et - hvad kan man sige? - et objektivt, naturbestemt anliggende, hvor der ikke er noget, der hedder ansvar og skyld. Hvis jeg skulle sætte det ind i en mere åndshistorisk sammenhæng, så ligger der i den tale også reminiscenser fra det, der var Tidehvervs udgangspunkt: den, man kan sige, Kierkegaardske forkyndelse af evangeliet, i modsætning til en humanistisk tale om mennesket som et socialt eller biologisk fænomen. Det lyder indviklet, men det er egentlig utroligt enkelt: fordi opgøret med samarbejdspolitikken det var jo til syvende og sidst den enkelte danskers protest mod at hans tilværelse skulle ligegyldiggøres.
Altså, det danske folk var jo ydmyget og beskæmmet af 9. april. For første gang i vores historie var Danmark besat af en fremmed magt. Det er første gang i vores historie det sker: den almindelige dansker var dybt beskæmmet og samarbejdsregeringen optrådte som om det overhovedet ingenting betød. Og det, der jo sker 29. august, det er jo at befolkningens skam over det, der er sket, vokser til et opgør som skyller regeringen i rendestenen. Det opgør, som min far dér talte for, det var et opgør hvor man netop gjorde op med hele denne kulturradikale forståelse af menneskelivet, som et biologisk-socialt fænomen hvor der ikke var noget, der hed menneskeligt ansvar og menneskelig skyld. Hvor man derfor ikke skulle tro man kunne løbe fra de problemer, som følger af dét at være menneske. "Opgørets Nødvendighed" - det var et krav om opgør med en holdning til tilværelsen, en politik for så vidt, der havde set stort på at man ikke kan hæve sig over sin egen eksistens - man kan ikke hæve sig over sin egen skam, sin egen skyld, sit eget ansvar. Det var det, samarbejdsregeringen havde gjort - og det var det, Modstandsbevægelsen havde gjort oprør ud fra - og det var den forståelse af tilværelsen, som min far ønskede videreført. Og hvis jeg skal sige det lidt højtideligt, så er det den, vi sidder på Christiansborg for at hævde idag.
Du siger at 29. august var befolkningens skam: man følte ikke at samarbejdspolitkken var legitim. Men efter befrielsen er der vel i Modstandsbevægelsens egne kredse uenighed om hvordan man skulle stille sig til samarbejdspolitikerne, de gamle partier - og befolkningen reagerer jo ikke ud fra ønsket om et systemskifte. Det er som om man i 1945 blot 'ønsker at komme videre'.
SK: Men det er så igen ordene, det afhænger af. Man skal lige gøre så klart: systemskifte? Der var jo ikke, nok bortset fra hos kommunisterne, i Modstandsbevægelsen noget ønske om et systemskifte i den forstand. Det system, som min Far ønskede skiftet ud, det var det, hvor befolkningen var reduceret til stemmekvæg, til genstande for politikernes bedreviden, men hvor befolkningen egentlig var sat ud af spillet. Det, han talte for, det var altså et Danmark - et demokratisk Danmark - hvor folket virkelig blev hørt og respekteret, som, til syvende og sidst: det danske folk, hvis vilje skulle herske i Danmark. Det, der jo var sket 29. august, det var jo altså at det danske folks vilje havde væltet de professionelle politikere, som aldrig nogensinde ville vide sig bestemt af det helt elementære: dét at være et dansk menneske i Danmark. Men som i stedet havde det, de kaldte real-politiske hensyn at tage - og som derfor ikke ville vide af at et folk ikke kan leve, når det bliver ydmyget og beskæmmet i den grad som danskerne var blevet det.
Men hvorfor udeblev opgøret? Jf. Statsministeren 29. august: Samarbejdspolitikken var forkert. Hvis man havde det som et ønske i '45 at bringe det for en dag, hvor den danske regering havde fejlet; hvis befolkningen havde den opfattelse, hvorfor blev det så ikke en realitet?
SK: Fordi befolkningens protest mod politikerne jo selvfølgelig var fuldstændig uorganiseret, spontan og kaotisk. Det er klart: politikerne havde én interesse: at løbe fra det, de havde gjort, fortie det, der var sket, mørklægge det, der var sket, og: hænge dem, de så kunne bruge, som de gavnlige tyve i den anledning. Det er det, der sker i retsopgøret. Retsopgøret, der, synes jeg, i virkeligheden er det mest beskæmmende kapitel i Danmarks historie. Fordi det handler om politikere, der simpelthen ofrer deres egne hjælpere for selv at slippe fri. Ved en taktik bestående af bedrag, fortielse og dyb forløjethed lykkedes det politikerne at bjerge sig selv igennem årene efter 1945 - og det er jo klart at sådan et velorganiseret politisk liv, hvor de forskellige partier mere eller mindre var enige om her skulle man have lukket munden på dem, der ville protestere - det kan jo altid ombringe en folkelig protest, der er ganske desorganiseret og spontan.
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
