|
|
1945: "'Nu gælder det om at se fremad' - og det vil sige: 'Lad os glemme fortiden"
Men modstandsbevægelsen var i 1945 delt på hvordan man skulle stille sig, ikke? Hvilke kompromisser man skulle indgå? Fordi i det øjeblik modstandsfolkene går med ind, og ikke bliver ved med at holde politikerne fast på hvad der er foregået, så kan man jo sige at Modstandsbevægelsen så også accepterer det kompromis, der ligger i tiden: det handler om at komme videre, snarere end om at få opgøret.
SK: Det er jo altid den faste politiske tese i en sådan situation: 'Nu gælder det om at se fremad' - og det vil sige: 'Lad os glemme fortiden'. For det her selvfølgelig havde været helt afgørende at nu holder vi fast ved hvad der er sket i fortiden - sådan at vi får gjort op med det, der er sket - og kan komme videre som dem, der nu har, om man så må sige, fået orden på vores historie. Og det lykkedes jo politikerne fuldstændig at få kvalt enhver interesse i at forstå hvad der var sket i fortiden - og det kunne de gøre, også fordi modstandsbevægelsen jo bestod af mange forskellige dele. Den var, vil jeg sige, samlet i en spontan, folkelig vilje til at opnå Danmarks frihed på ny - og også udsprunget af en dyb skam ved det, der var sket fra d. 9.april 1940 til d. 29 august 1943. Men den var jo ikke noget politisk parti - det er fuldstændig rigtigt: den bestod jo på den ene side af kommunisterne; en stor række danske almindelige danskere... Jeg vil sige, Tholstrups modstandsbevægelse, hvis man endelig vil sige dét, kunne ligge i den anden politiske borg: Tholstrup havde en vis forbindelse til Dansk Samling, som jo absolut ikke var kommunistisk, men var mere folkelig-national.
Så modstandsbevægelsen var ikke nogen samlet størrelse, men den - hvis jeg skal sige det med et fint ord, eksistentielle erfaring, som var modstandskampens, modstandsbevægelsens, at livet er ikke, som de professionelle politikere eller kulturradikalismen sagde, et spørgsmål om fornuft og fremskridt osv., men i sidste ende et spørgsmål om ansvar og skyld. Det er klart, den erfaring, den forståelse, som min far gav udtryk for i "Opgørets Nødvendighed" og som havde, mener jeg, båret en stor del af modstandsbevægelsen, den havde selvfølgelig svært ved at komme til orde og til udtryk i et politisk liv præget af de gamle politiske partier, som nu, med alle midler, søgte at løbe fra deres fortid.
Men sandheden er vel også den at befolkningen var delt? Det var selvfølgelig, som du siger, en dybt traumatiserende oplevelse at blive besat, men det var ikke hele befolkningen der deltog i Modstandsbevægelsen...
SK: Nej, bestemt ikke. Men når Modstandsbevægelsen overhovedet kunne være til i et så lille land som Danmark, så var det fordi hele befolkningen støttede den - var villige til at gemme dem, skjule dem, hjælpe dem. Og du ved, det er egentlig så karakteristisk: da Danmark bliver besat 9. april 1940 er befolkningen dybt beskæmmet. De stakkels danske soldater, som skulle opleve den ydmygelse det var, at sidde dér med deres geværer og ikke måtte bruge dem, de fortæller om hvordan der blev spyttet på dem da de kom hjem. Af det samme folk, som fra valg til valg havde valgt en radikal-socialdemokratisk regering, som overhovedet ikke ville forsvare landet.
Det siger jo lidt om virkeligheden: at selvfølgelig var det for det danske folk en dyb skam, man havde været igennem, og man havde derfor en instinktiv vilje til modstand - som man samtidig havde lukket øjnene for ved at stemme de radikale og socialdemokraterne ind. Det svarer lidt til Erik Seidenfadens første kone, som i sine erindringer fortæller om hvordan de af ideologiske grunde er fortvivlede over besættelsen, og tror at alt er tabt, og så hører hun almindelige danskere nede på gaden begynde at bande og skælde ud over de 'satans tyskere, der tror de skal komme og bestemme i vores land'. Der har man igen den helt elementære, jeg vil sige: nationale, folkelige holdning, som siger: selvfølgelig vil vi være herrer i vores eget land. Vi kan ikke hæve os over, at der er sket noget som regeringen hæver sig over ved at sige: 'vi tager det til efterretning...'
Det er den åndelige redelighed, den eksistentielle ægthed, som lå i modstandsbevægelsen og som opgøret efter befrielsen havde drejet sig om at udtrykke på en eller anden måde. Så spontant, så upræcist, så uorganiseret som det var, så kunne man ikke forvente at det skulle kunne hamle op med et - til det yderste - velorganiseret, magtbevidst politisk liv.
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
