|
|
4. 1945: "Jeg mener egentlig han er konservativ!"
Det mindset, der får folk til at gå ind i Modstandsbevægelsen er jo ikke ét man har i 30 eller 20 eller 10 procent af befolkningen - det er en lille minoritet, som har modet til det. Men det er jo en dansk modstandsbevægelse - forstået sådan, at hvis vi ved 'danskhed' forstår 'vi skal finde en balance, indgå et kompromis, være gode venner, det skal være hyggeligt' - så er der måske nogle, der vil sige: Det var også det, der karakteriserede modstandsbevægelsen. Man ønskede ikke at modstandsbevægelsen fx skulle danne en regering med en lidt militær smag - nu skulle vi 'normaliseres'. At der også internt i Modstandsbevægelsen var det ønske om at genetablere salontonen.
SK: Det kan man jo diskutere, men det er fuldstændig rigtigt mht. kommunisternes forsøg på at bruge det til rent partipolitiske formål. Der er ingen grund til at nære illusioner mht. kommunisternes interesse: det havde været et dansk folkedemokrati à la Østeuropa - og havde da været forfærdeligt. Derfor var den øvrige del af Modstandsbevægelsen da meget skeptisk overfor kommunisterne - Frode Jakobsen i udpræget grad, men det var også den jyske modstandsbevægelse selvom de havde en anderledes solidaritet med kommunisterne end fx socialdemokraterne havde, fordi de havde oplevet dem som gode kammerater og mistænkte dem ikke for de ting, som der måske var grund til at mistænke dem for.
På den måde var Modstandsbevægelsen ikke nogen samlet organisation med en sluttet front, og derfor kunne man selvfølgelig heller ikke forvente at det, de havde stået for skulle kunne sejre. Men 'opgørets nødvendighed' - den erkendelse, den virkelighedsforståelse, der havde sejret i besættelsestiden, ønskede man jo at få ført videre til efterkrigstiden. Jeg ved ikke hvor meget du kender Dagbladet Informatíons første årgange, for der er det jo helt tydeligt: det er præcis det samme, der også ligger i en mand som Børge Outzes journalistik. Han var et meget overfladisk menneske, men giver meget klart udtryk for det ønske om et opgør med det Danmark, der havde samarbejdet med tyskerne. Det er kaotisk, uorganiseret men en inspiration som det virkelig er sørgeligt for Danmark at man ikke havde lejlighed til at formidle videre ind i efterkrigstiden.
Mht. den kulturhistorieskrivning, der så er foregået de sidste 60 år: i 50-året for befrielsen havde man jo fx en række af overvejelser, men må man alligevel stadigvæk sige at det er en debat, vi ikke har fået taget til bunds?
SK: Det vil jeg da sige. Det eneste sted, det jo virkelig er taget, det er i Tidehverv og i Tidehvervs omkreds. Men der har da været en lang række lig, der er gravet ned i jorden - det plejer man jo også at gøre med lig, men altså: Man har ikke fået dem rigtigt identificeret forinden. Så det er stadigvæk et på mange måder uafklaret, eksplosivt område. Du kan bare se, nu her, Anders Fogh Rasmussens tale, som jo er fuldstændig rigtig, hvilken ophidselse den vækker hos folk. Selvom, vil jeg lige tilføje i en parentes: det har slået mig og det har ærgret mig at den meget hæderlige Fogh Rasmussen, når han - som den første danske statsminister - siger at Modstandsbevægelsen havde fuldstændig ret i besættelsestidens sammenhæng, at han så tilføjer 'fordi den kæmpede for demokrati og menneskerettigheder'. Og dermed lukker han øjnene igen for det helt elementære: Nej, modstandsbevægelsen kæmpede for Danmarks frihed.
Det er jo egentlig karakteristisk at selv en så folkeligt forankret mand som Fogh-Rasmussen også ender i disse her slagsords-prægede, humanistiske begreber, som jo virkelig går fuldstændig fejl af modstandskampen.
Men det er vel fordi han er liberal og ikke konservativ?
SK: Jeg mener egentlig han er konservativ! Men altså: jeg har meget sympati for ham, også fordi han netop er forankret i en folkelighed, der egentlig slet ikke er ideologisk men er: god, gammel, dansk folkelighed.
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
