|
|
5. 1960erne: "Den største katastrofe i det tyvende århundredes Danmarkshistorie"
Der er jo en tommelfingerregel, der daterer velfærdsstaten til 1958. Hvis du skal prøve, gerne lidt kulturhistorisk, at beskrive det der sker op gennem 60erne - hvor vi går fra at have et samfund, der om ikke ER et landbrugssamfund så dog i sin SELVFORSTÅELSE er et landbrugssamfund - til et samfund, der har massemedier, masseuniversitet, ligeberettigelse...
SK: Nu taler du sådan i mere sociologiske begreber, jeg ville måske tale i mere kulturhistoriske begreber. Jeg vil sige at årene efter 1945 og 50erne, de er stadigvæk udpræget af besættelsestiden. Det er også det jeg beskriver i "60 års Danmarkshistorie" hvordan det er karakteristisk at det herskende tidsskrift det var Heretica, der jo absolut ikke var kulturradikalt, tværtimod. Og det er et forfatterskab som Martin A. Hansens, som også er udpræget anti-kulturradikalt, og det er det, der egentlig præger 40erne og 50erne - jeg husker det jo selv, fordi det er den tid hvor jeg selv går i skole og bliver student og begynder at læse. Det var absolut en tid, hvor erfaringen fra besættelsestiden var meget udpræget.
Så kommer 60erne, og 60erne er efter min mening den største katastrofe i det tyvende århundredes Danmarkshistorie. Der er det jo at hele den ny-marxistiske, den rent-ideologiske opfattelse af tilværelsen slår igennem. Det betyder, at man bevidst satser på at slå det ihjel, som havde vundet en vis hævd også i kraft af modstandskampen. Kulturradikalismens eller nymarxismens grundlæggende tese det er det, man kalder emancipationen - man skal frigøre sig, man skal realisere sig selv, man skal udfolde sig. Det vil sige: man skal bryde alle de bånd af historisk, folkelig, national, kulturel, traditionsbestemt art, som fastholder et menneske i en ganske bestemt tilværelse.
Dèt bliver slået ihjel i 60erne og man hengiver sig til et fuldstændigt emancipatorisk hysteri, som jo fører til at alt, hvad det almindelige, menige danske folk troede på og levede i, det blev lagt for had og kaldt for ligusterfascistisk og meget andet. Det er altså i den sammenhæng jeg ser det - det er fuldstændigt rigtigt, som du siger, at det kommer i takt med en velfærdsbølgen, som måske gør at det skyller med så meget større kraft igennem samfundet, fordi alle bliver rigere - alle får mulighed for mange helt nye ting. Men det grundlæggende katastrofale efter min mening, det er en menneskelig tilværelse i ansvar og skyld, i det, der på luthersk hedder: i kald og stand, at man er sat i en bestemt tilværelse med ét bestemt konkret ansvar - det ophæves til fordel for en rent abstrakt udfoldelsesideologi, der for så vidt gør alt i egentlig forstand: lige gyldigt.
"Lige gældende".
SK: Det kunne man også sige - eller "lige lidt gældende".
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
