|
|
1968: "Hele den tro på tilværelsen som en tilvalgsbutik"
Mange vil sige: Det er der, debatten står idag. Den virkelige opposition til dig har et to-ledet argument. Dels, at der ALTID har været mere end en realitet - at du aldrig kan identificere en ren eller pur danskhed (eller britisk-hed eller tysk-hed), det har ALTID været sammensat. Men (2) at den sammensætning eller kakofoni af seksualitet, kulturer, livsformer osv. eksploderer i det moderne samfund - ligestilling, den internationale påvirkning, i præcis den periode vi taler om nu. Hele det fokus man har haft fra dengang til idag, hvor man hylder emancipationen, er det en ren illusion? I givet fald: hvilken interesse har man haft i at sætte den i vandet? Mange af de mennesker, der står i den type opgør, mener jo selv at de er ofre, føler jo selv at de står i nogle meget store slag.
SK: Nu ved jeg ikke helt hvad du mener, men i hvert fælde er det jo klart at protesten imod det, jeg kaldte en tilværelse i kald og stand, den vil selvfølgelig altid hævde at den tilværelse er en begrænsning som er fuldstændig uacceptabel, den lukker af for en virkelighed man ikke vil vide af osv. Der må man selvfølgelig svare: ja, naturligvis er det en begrænsning. For når man lever et konkret menneskeliv, i kald og stand - lever bestemt af det nationale (og det nationale betyder: det medfødte), lever bestemt af at man er et konkret og ikke et abstrakt menneske - så er der sat grænser. Det, at jeg er mig, det er en begrænsning ift. den anden - fordi han er ham (eller hun er hende). Og det, der egentlig ligger i 60ernes ideologiske vanvid, det er jo kravet om at der må ikke overhovedet i denne verden være nogen form for begrænsethed. Alle skal kunne alt - det betyder virkelig at man slår tilværelsen i stykker.
Og det betyder især at man slår den i stykker for de ganske almindelige mennesker, som vi jo til syvende og sidst allesammen er - der lever, selvfølgelig, i et forhold til det konkrete der hedder vores familie, vores ægtefælle, vores samfund, vores omgivelser, vores land, vores folk, vores folk, vores tradition osv. Det er noget, som nu skal fejes af banen - som i virkeligheden: forfærdeligt.
Derfor ser vi at der ud af denne protest imod det konkrete der vokser hele den tro på tilværelsen som en tilvalgsbutik. Det vil jo sige at mennesket, det er ikke længere en skabning sat i ansvar og skyld, mennesket - det er et frit i luften svævende væsen, der jo altså har mulighed for - og skal have ret til: hvad som helst. På den måde ødelægger man naturligvis ethvert menneskeliv, fordi man gør menneskelivet til rent abstrakt: man gør mennesket til et frit i luften flagrende blad. Derfor er det også man oplever ensomhed og menneskelig opløsning som en virkelighed idag. Det, for nu at vende tilbage til det, der er sket herinde - det er jo at der d.20. november 2001 sker et folkeligt opgør med det.
Fordi befolkningen - og det sker især i forbindelse med udlændingepolitikken; fordi dér er det jo altså at problemet koncentreres: udlændingepolitikken er blevet kørt af den politiske korrekthed ud fra devisen om at "alt er lige meget". At være dansk - det betyder ingenting. At være et konkret folk i et konkret land med et bestemt sprog, historie og tradition - det betyder ingenting. Det er kulturberigelse at det bliver slået i stykker. Det er kulturberigelse at vi ikke længere er herrer i vores eget hus. Det er det, den almindelige danske befolkning siger et højt og rungende nej til. Det er til syvende og sidst den kulturkamp --- jeg er lige ved at sige: den kristendommens kræven respekt for det enkelte menneske som en konkret skabning, i modsætning til en kulturradikal humanisme, der vil trække mennesket ud af historien og virkeligheden for at hensætte det i den tomme luft. Det er det der ultimativt er kernen i den kulturkamp, vi står i.
Men hvis du har ret, hvad driver så den tro på eller den stræben efter det abstrakte? Hvad er motivet? Er det for at slippe for 'skyld og ansvar'?
SK: Ja, hvad er det? Det kan man i høj grad diskutere. Der er ikke tvivl om det også er for at slippe for en besværlig, forpligtende tilværelse - det er meget nemmere at sige, når man måske strander på tilværelsens vanskeligheder, at det er hele er ligegyldigt. 'Hvad rager min forpligtethed mig? Jeg skider det en hatfuld'. Det er meget nemmere at trække sig selv - eller prøve at trække sig selv - ud af virkeligheden end at være den tro. Du ved, det er jo sådan et rent psykologisk eksperiment: Hvad er det egentlig, der driver 68erne? En form for vanvid svarende til det som man oplever fx også i Den Franske Revolution. "We want the world and we want it now" - det kan jeg huske, det stod på Københavns Universitet i 1968 da jeg gik forbi en dag. Og det er jo altså kravet om at alt skal være muligt - og det er, til syvende og sidst, vel en livsflugt, som er meget almindelig og som har eksisteret til alle tider, men måske tidligere i højere grad er blevet sat på plads en en virkelighed, hvor det ikke var muligt.
Mener du der er noget umodent i den?
SK: Utroligt umodent. Det er folk, der aldrig er blevet voksne - aldrig nogensinde. Og deres 68-ideologi er simpelthen kravet om at få lov at være infantile. Det vil jeg sige.
Man har jo talt om ungdommen og ungdomskulturen bliver strakt -
SK: Ja, det kan man godt sige. Det er folk, der nægter at blive voksne. Det vil sige at de nægter at påtage sig et ansvar. De nægter at påtage sig en skyld - de nægter at se deres konkrete begrænsethed i øjnene, for det er meget nemmere at leve i en abstrakt ubegrænsethed eller grænseløshed.
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
