|
|
7. 1970erne frem: "Mennesket er ikke et produkt af de teknologiske muligheder"
Lad os foretage et tankeeksperiment. Lad os sige at man ikke havde haft gæstearbejderne i 70erne, man havde ikke fået udlændingeloven i 1983 osv. - der havde ikke været nogen indvandring. (Enten fordi vi havde haft regler imod det, eller fordi der ikke var nogen der havde haft grund til at komme her eller fordi det havde været logistisk umuligt - bare en eller anden forklaring). Hvordan havde samfundet så set ud? I din beskrivelse er spørgsmålet om det multikulturelle det centrale problem, men en række af de her andre - sociologiske, psykologiske, religiøse, filosofiske - dilemmaer eller brydninger ville jo være opstået alligevel. Hvis man havde haft 68erne uden det der element af internationalisme eller verdensomfavnelse, hvilken form for kulturkonflikt havde man så haft i Danmark de sidste 30 år?
SK: Jamen, man havde jo haft den samme strid mellem det abstrakte og det konkrete, mellem virkelighed og virkelighedsforfalskning. Men det havde altså ikke haft den katastrofale karakter det har fået nu - fordi nu kan man virkelig se at sådan som det er kørt i 20 år så er det simpelthen det danske folks fremmedgjorthed i eget hjem der ligger for. Tidligere var det de umodne, uvorne ungers oprør - og det skal de have lov til, især hvis de bliver voksne på et eller andet tidspunkt.
Ligger der i det, du siger at det var feset ud? Nogle vil sige at det var det, vi så i 80erne - det man dengang kaldte en højredrejning: slipsedrengenes opgør med hippietiden, nu kom de borgerlige værdier ind igen.
SK: Det har jo altid været sådan, selvfølgelig, at åndslivet, kulturlivet har været præget af strid modsætning. 68erne ville have mødt den erfaringens modenhed, som havde sat dem på plads fordi deres børn havde opdaget det var løgn, ikke? Det var i vid udstrækning 68ernes børn, der gjorde opgør mod den forløjede tilværelse, de var blevet placeret i. Det ville være foregået i den sammenhæng, men der er altid strid, der er altid bevægelse - ustandselig bevægelse, som Grundtvig siger - i folks åndsliv. Og det ville der også have været, men det havde altså været om man så må sige: med fælles udgangspunkt. Det er jo det, som er så afgørende - at vi har i stedet nu skabt en indvandrerbefolkning, som overhovedet ikke deler vores forudsætninger, vores udgangspunkt, og som vi derved altså kan frygte virkelig vil skabe en konflikt i Danmark som er noget ganske andet end vi nogensinde har oplevet før.
Når du taler om det givne og det konkrete, så vil nogle sige at der ikke er tale om at det ønske om at 'kræve verden nu', kommer FØR internationalismen er slået igennem men tværtimod: samtidig. At årsagssammenhængen er sådan at i det øjeblik vi har interdependens landene imellem, man kan rejse fra den ene ende af verden til den anden på 8 timer, vi har fjernsynet der gør den øjeblikkelig kommunikation mulig - så ER det en ny virkelighed, vi må forholde os til. Og derfor kommer den internationale tankegang.
SK: Det er noget, der meget ofte siges, men det vil jeg afvise fuldstændig. Mennesket er ikke et produkt af de teknologiske muligheder. Menneskets tilværelse er ultimativt til alle tider: den samme. Vi fødes, vi lever og vi dør. Vi er hjemmehørende i en ganske bestemt tilværelse, hvis grundlæggende indhold og eksistens er den sammen til alle tider. Der er fuldstændigt rigtigt at de ydre faktorer, de ydre omstændigheder er ændret af kraft af teknologien - man kan mange ting, man ikke kunne tidligere, men stadigvæk er det kun børnene, der synes dét er det vigtigste. Hvor man er blevet voksen og har besindet sig på det ansvar og den virkelighed, man faktisk er stillet i - der er man i stand til at kalde et redskab for et redskab, i stedet for at kalde det for tilværelsens mening.
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
