|
|
11. "En sult efter på ny at blive rodfæstet"
Den der danske ungdom, som har stemt på den nuværende regering, er jo generationer, der er kendetegnet af, at de kan ikke højskolesangbogen; de går ikke i kirke; de følger ikke de ti bud (et par af dem, måske, men det er så mere held end forstand!); de kender ikke dansk historie; de kan ikke stave; de læser ikke danske bøger. De har nok et dansk udgangspunkt og referenceramme; de foretrækker nok en dansk sammenhæng over en mellemøstlig eller en islamisk-fundamentalistik een, men det er en meget u-uddannet og en meget primitiv form for national påskønnelse eller forståelse.
SK: Det er fuldstændigt rigtigt med at den sidste generation - eller de to sidste generationer - der er der sket et forfærdeligt traditionstab. En bevidst fordummelse fra den herskende klasses side - folkeskolen er jo blevet reduceret til en historieløs, fuldstændig overfladisk institution, der ikke lærer danske børn noget; heller ikke lærer dem at leve i den kultur, der er dansk. Det er fuldstændigt rigtigt at det er en katastrofe - den historieløshed, den traditionsløshed, den kulturelle opløsning der er sket. Og så alligevel viser det sig at disse stakkels forsømte børn, som af en Ritt Bjerregaard og co. er blevet sat udenfor deres eget folks fællesskab fordi de ikke har lært om det, ikke er vokset op i det, de alligevel reagerer - og dermed søger det, som man har søgt at fratage dem. Det er da det, der er det opmuntrende: at der er en - jeg vil næsten sige: en sult efter på ny at blive rodfæstet i det, som er det bærende i deres eget folks historie.
Man kunne sige at det, som denne her generation gerne vil have det er, fra 68erne: friheden. Den seksuelle frihed, den moralske frihed, internationaliseringen - fralægger sig skyld, ansvar, kald og stand --- alt det tager de fra 68erne. Og så fra dig tager de at man lukker landet på den der måde og fralægger sig ansvaret for alle verdens problemer. Så det, der er deres drivende motiv er IKKE at være danske, men det er bare sådan en basal egoisme.
SK: Nu vil jeg nok sige at din fremstilling af at jeg vil lukke landet og fralægge mig ansvaret for alt---
Så altså: den "besindelse på det nationale" ---
SK: Den selvbesindelse, der ligger i det, jeg siger: det er fuldstændigt rigtigt. Det er, siger jeg, noget helt bærende idag - Gud ske lov. Og deri ligger selvfølgelig også et opgør med 68ernes idealer. Du taler om den frihed osv. i alle henseender - det er måske den frihed, hvis tomhed man har lært at forstå. Og derfor får ordet "frihed" en lidt anden klang end det har haft før - fordi man netop sætter den lig med 'tomhed'. Det er vel noget af det, der sker idag - at danskerne er klar over at denne endeløse frihed den fører altså til en tom og opløst tilværelse, som de vil undgå.
Så vi kommer til at se det kirkeligt-kulturelt? At folk søger tilbage til den type institutioner?
SK: Der er en sult i befolkningen efter åndelig føde og det vil sige først og fremmest efter - lad mig bare sige: kristendom og danskhed. Det er jeg ganske sikker på. Og det vil også blive udpræget - jeg mener det er det, der er slået igennem ved Folketingsvalget og det er det, der er indholdet af den kulturkamp der foregår.
Men er der også en sult efter at vende tilbage til den tilværelse, som ens bedsteforældre har haft (eller som man tror de har haft), hvor de blev gift som 20-årige og blev hos ægtefællen; samt ét job hvor de arbejdede i 60 år?
SK: Nu hænger du dig i det rent ydre - de ydre former er jo ikke det afgørende. Men dét at man ved sig forpligtet på sin næste, ved sig forpligtet på sin virkelighed, ved sig bundet i en bestemt menneskelig, historisk sammenhæng - det er der ganske givet en vågnende sans for, og det er denne vågnende sans, der har ført til kulturkampen og det, der skete for et par år siden.
Nogle siger at din kristendom er en anden end deres: for dem er kerneleementet næstekærligheden og vende-den-anden-kind til. At kristendommen godt kan være politisk, men at den så er det bundløse tålmod.
SK: Det er jo det, som Luther kalder sværmeri: at man vil pille Vorherre ud af noget, man kalder kristendom og tilbage bliver der så en slags humanistisk moral. Det er det samme vrøvl som man har hørt i mange mange hundreder år i kristendommens historie, det tager jeg ikke alvorligt.
Så hvor ophører næstekærligheden?
SK: Næstekærligheden ophører aldrig. Men altså du skal bare gøre dig klart at næstekærlighed - det er den befaling, der holder dig fast på det givne, det konkrete, din næste. Og ikke på menneskeheden. Næstekærlighed er netop det, der splintrer alle de humanistiske idealer, som 68erne dyrkede. Jeg vil sige: en ret forkyndelse af kristendommen det er opgøret med hele 68-bevægelsen, fordi den flygter fra næsten, fra virkeligheden - til idéen og menneskeheden i stedet for næsten.
Illustrationsfoto:
Dansk Folkeparti
Portrætfoto: Folketinget
