|
|
Hvorfor hedder bogen så Det Amerikanske Imperium? Er det bare fordi de har mere succes med det?
REL: Man kan sige, det er jo fordi det er dem, der tegner hele dagsordenen, ikke? Det er en enestående situation: der er jo ikke nogen konkurrent --- bare for 100 år siden var der jo masser af magtpoler og for så vidt større og mindre imperier i verden, for 10-15 år siden var der som sagt naturligvis Sovjetunionens imperium. Idag er der altså kun USA. Der er ingen andre. Det har man også vidst og det vidste de også selv og de har ageret dybest set i mange henseender på samme måde under Clinton, som de gør under Bush - Bush tager måske konsekvensen en del mere eksplicit og mere hårdhændet, og proklamerer direkte: 'Vi vil ikke finde os i at der skal opstå andre imperier end vores' - han bruger så et andet ord end imperium: supermagt. Men det er en fuldstændig enestående situation i verdenshistorien. Amerikanerne sidder altså på halvdelen af hele verdens militærapparat. Og der er ingen, der --- der findes ikke nogen koalition, der findes ikke engang nogen hypotetisk koalition af USA's nuværende venner, der kan true dem bare den mindste smule.
Hvis det var at de havde ret, amerikanerne, at de rent faktisk brugte den her frygtelige overmagt til at gennemføre en international retsorden, til at kæmpe for frihed, som de påstår, hvad der jo står i skærende kontrast til det, der foregår i USA, i skærende kontrast til den demokratiske farce, i skærende kontrast til det amerikanske retssystem som Vagn Greve kalder 'Vestens mest barbariske retssystem'. Selvom det i Bush-doktrinen står at en af de vigtigste værdier for deres internationale ageren det er: retssikkerhed, er dét absolut en af de ting, som USA har i så minimal grad. Og de bevæger sig nationalt og internationalt absolut i den modsatte retning af traditionelle retssikkerhedsgarantier.
Så, selvom de gerne vil have det til at se sådan ud, så bruger amerikanerne ikke den voldsomme overmagt til at agere de ædle riddere, der redder skønjomfruerne og de undertrykte folkeslag - tværtimod. De blokerer jo den internationale straffedomstol - kalder den et monster, en fjende, den er på linie med fjendebillederne i Rumsfelds retorik - på linje med fjendebilleder som Ondskabens Akse. Det undrer mig egentlig at der ikke er nogen borgerlige politikere, der med rette havde travlt med at fordømme Sovjet, der også siger: 'Kære venner, det her går altså i den forkerte retning'. Det betyder ikke at vi lige pludselig skal sidestille USA og Sovjetunionen, men det betyder at det her er for uhyggeligt: den internationale orden, der er på vej til at udvikle sig, har intet med nogen international retsorden at gøre. Og dét er en meget væsentlig pointe at få frem.
Du har fortalt mig at du oprindelig slet ikke havde forestillet dig at nævne 11. september eller ihverfald ikke bygge det ind i bogen?
REL: Det var i hvert fald ikke en særlig væsentlig ting. Jeg ville nok have nævnt det - naturligvis - i en bog, der handler om verdensordenen og det amerikanske imperium, men problemet var jo at sagen er, at den begivenhed har fået en skelsættende historisk betydning - med rette. Men den har ikke rigtig nogen betydning i forhold til det, man gør den til: altså den globale terrortrussel, hvor man erstatter kommunisme med terrorisme som den store globale trussel. Så bogen er egentlig primært en karakteristik af den verdensorden og den amerikanske globale dominans, igennem analyser af fire for mig at se væsentlige konfliktscenarier og problemfelter siden Den Kolde Krig:
Det er første det er Israel og Palæstina. En historisk gennemgang og analyse af hvordan hele konflikten er opstået og hvordan den naturligvis helt frem til The Roadmap for Peace og spiller ind i den amerikanske selvforståelse og det amerikanske imperium. Over forsøget på at installere NATO som en slags international ordensmagt under Kosovo-krigen, til en gennemgang af Irakkrigen 2003; forspil og efterspil; hvordan krigen er blevet iscenesat og den for mange ret uventede splittelse, den førte til både i NATO og i EU og i Europa i det hele taget.
Det fjerde er så en gennemgang af det forsøg, man har gjort i ly af den internationale verdensorden, og i ly især af Fukuyama og Huntington fra nogles side at iscenesætte verdensordenen som 'vesten-vs.-islam'. Hvor jeg altså prøver på at gennemgå de to bøger - Clash of Civilizations og The End of History - og ender ud i en kritik af, at de begår den samme fejl som mange andre, som vi var inde på indledningsvist, hvadenten det er Pittelkow eller det er marxister; at man leder dramatisk efter éen nøgle, som er ondets rod, hele verdens omdrejningspunkt: 'Der kan I bare se! Hvis Islam havde haft en oplysningstid, så havde alting været meget bedre!' Eller: 'Der kan I bare se! Hvis ikke det var for klassemodsætninger --- det er dem, der er skyld i det hele'. Den der manglende forståelse for, at talrige motiver har en indflydelse – på alle lige fra gadedrenge til filosoffer, politikere, ideologer, store lobby-virksomheder, politiske partier. Selvfølgelig spiller religioner og kulturer og alt muligt andet også en meget stor rolle i et intrikat puslespil, som kun kan afdækkes, afhjælpes og løses, i de konflikter, der opstår, hvis man anerkender de komplicerede spil.
Portrætfoto: Humanisme.dk Illustrationsfoto: US Dept. of Defense
|
|
|
|
|
|
|
|
