|
|
Man kunne læse den karakteristik du indledningsvis gav af Minoritetspartiet sådan, at I i virkeligheden er en form for midterparti. Er forskellen så ikke bare den, på din dagsorden og det, der er den traditionelle højskole-dagsorden, at I er uenige om hvor stærk den der nationalistiske-bagstræberiske reaktion er? Mange i Folketinget ville for 10 år siden have forsvoret at man ville have gennemført den udlændingelovgivning, vi har fået - de ville ikke have troet på at USA ville være hvor USA er, eller på at verden er hvor verden er, men de vil sige: 'Vi har taget til efterretning at der er et befolkningsflertal - i USA, i de Mellemøstlige lande, herhjemme - som er national-sindet. Som ikke ønsker internationalismen, som ikke ønsker tolerancen, og vi skal slå en handel af med dem. Vi kan give dem lidt mere eller lidt mindre, men vi er nødt til at indgå et kompromis'. Hvor du i virkeligheden bare ønsker at flytte det kompromis en lille bitte smule i en tolerant retning.
REL: Nej, jeg ville nok flytte det en meget lang smule. Men jeg tror i øvrigt du har fuldstændig ret i din karakteristik: jeg tror den er meget præcis i forhold til mange politikeres selvforståelse - men det er en selvforståelse, som jeg vil kalde politisk kujoneri. Det nytter ikke noget at man blot siger: "Tingenes tilstand er nu engang sådan". Jeg tilhører ikke utopisterne - jeg tror ikke på at der eksisterer noget utopisk samfundsideal man skal arbejde hen imod, hvor alle problemer er løst, slet ikke. Tværtimod tror jeg at sådan nogle har det med at udvikle sig til det modsatte, fordi man satser så hårdt på sit ideal at man bruger alle midler til bekæmpe modstanderne af idealet. Så jeg tror ikke på nogen form for utopi.
Men det betyder ikke at man bare skal sætte sig ned med hænderne i skødet og sige, 'Jamen, okay, nu er der altså Dansk Folkeparti, og nu er dét så realia. Nu bruger de den retorik, så det må vi altså også gøre - minus 10%, så det ikke bliver helt så slemt’. Den holder ikke fordi Dansk Folkeparti - eller alle bevægelser, der har betydet noget i verdenshistorien, også bare i Danmarkshistorien, starter jo altså ikke med hænderne i skødet eller ved at kopiere deres politiske modstandere ... det er jo det, den store fejl er hos Socialdemokraterne og mange andre: de tror at ved at spille med på den dagsorden; ved at sige det samme som Pia Kjærsgaard minus 10 (eller 20% - alt efter hvem man er), så siger vælgerne: 'Så behøver vi ikke gå hen til Pia Kjærsgaard, så kan vi blive hos Socialdemokraterne'. Hvor partierne tror at de 'så afdækker vi lidt den udvikling en lille smule'. Problemet er: man legitimerer Pia Kjærsgaard. Hvem vil man helst stemme på - originalen eller kopien? Originalen.
Så når socialdemokraterne siger det samme som Pia Kjærsgaard har sagt i 15 år og som Søren Krarup har sagt i 20 år - så er det klart, at selvom det er minus-10% så vil vælgerne tænke, 'Hov - okay? Det er åbenbart ikke så slemt som vi troede, fordi alle siger nu det samme. Hun har hele tiden sagt det - hun er da ærlig. Så stemmer man selvfølgelig på hende, eller på dem, der måske nærmer sig 99%. Så man må altså turde det umulige og præsentere et reelt og originalt modspil - og det lykkes kun en ud af 1000 gange, og alle odds er imod det, ikke? Sådan er det: det sker én ud af 1000 gange for en bevægelse at man altså kan påvirke dagsordenen. Det er faktisk sket for Dansk Folkeparti - de har været med til at skabe den populistiske dagsorden, der er, og skabe den nationalisme, der er blusset op. De har selvfølgelig ikke gjort det alene – internationalt har de politiske konturer jo været med den danske nationalisme og populisme - men den har fået en meget særlig karakter i Danmark, sin helt egen identitet, som afviger væsentligt fra visse andre højredrejede, indvandrerfjendske bevægelser i Europa.
Hvordan?
REL: Især jo på grund af at de her to meget markante personer - Jesper Langballe og Søren Krarup og deres Tidehvervs-kristendom, som jo har en voldsom indflydelse på den farve som nationalismen har fået i Danmark igennem Dansk Folkeparti.
Men der er det så vi vil sige: du må turde det modsatte. For 100 år siden var der heller ikke ret mange, der ville have forestillet sig at Socialdemokraterne - som var ingenting dengang - lige pludselig ville determinere et århundrede i dansk politik. De har faktisk bestemt Danmarks politik i næsten et århundrede - jeg tror så det er slut nu. Den slags sker: det sker utroligt sjældent, men der er ikke nogen grund til at sigte efter noget mindre end dét. Fordi så kan du lige så godt melde dig ind i et etableret parti og sætte dig ned på bagerste række og falde i søvn - for det er det, de andre gør. Du må altså gå ind et sted hvor du siger, 'her er der godt nok en meget lille chance, men der bliver i hvert fald sigtet højt. Det sker altså engang imellem - og vi har den væsentlige force at man kan regne med hvor vi er. Man kan stole på at vi vil toppe den ærlighed som Dansk Folkeparti rent faktisk er dem, der har mest af i øjeblikket: man ved nøjagtig hvor man har os.’
Vi begynder ikke at løbe efter nogen vind. Vi vil gerne skabe, det mener vi oprindelig var demokratiets vision og idé, og partiernes eksistensberettigelse, at man ikke går ud og aflæser hvad folk mener, men at man har en vision. Så går man ud og lægger den frem og siger: 'Kære venner, det har I måske ikke hørt så meget om før, men vi synes sådan og sådan og sådan. Vores argumenter er dem og dem og dem. Hvad synes I?' Og: 'Nej og tja og jo og måske' - og nogle stemmer og nogle gør ikke, og nogle melder sig ind, og så slås man og så kæmper man og man diskuterer og argumenterer, og hvis det nu er heldigt og det er nogle gode argumenter, så får man så påvirket tingene og ellers gør man ikke. Man har misforstået det, hvis man går ud som parti og siger: 'Vi aflæser hvad folk i forvejen mener'. Så aflæser man bare hvad dem, der har sat dagsordenen, har fået dem til at mene - og så styrker man dem, der sætter dagsordenen.
Jf. det du sagde med Dansk Folkeparti's ærlighed: at de meget længe sad langt fra diskussionens midterlinie.
REL: Præcis: de var ikke stuerene - før de blev nødvendige. Og derfor har de kunnet sige det samme om det samme igen og igen og igen. Derfor ved de danske vælgere, hvor de har dem - og man ved ikke rigtig hvor man har de andre.
UDGIVET 09.09.03, 10.58 CET
Spørgsmål/kommentarer? Skriv til RÆSON
Portrætfoto: Humanisme.dk Illustrationsfoto: US Dept. of Defense
|
|
|
|
|
|
|
|
