|
|
Bogens undertitel er: Det Amerikanske Imperium. Hvad er det for en dagsorden, du mener det skal legitimere?
REL: Det skal legitimere to ting. Dagsordener går hånd i hånd her: Osama Bin Laden er glad for Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød. Den amerikanske våbenindustri er indlysende glad for den tese om civilisationernes sammenstød! Mange mennesker er glade for den tese - mange bruger den, og det gavner Osama Bin Ladens selvforståelse, det gavner Al-Qaidas gennemslagskraft på det retoriske felt, i hvert fald, globalt set, at den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld stiller sig frem og siger: 'Hvad nu hvis der ikke havde været 3000 døde 11.september, men det havde været et kemisk eller bakteriologisk angreb, så døde der måske 3 millioner'. Det er fuldstændigt urealistisk - det er totalt utænkeligt. Men ikke desto mindre så er det jo sådan nogle skræmmescenarier, som er rigtig gode grunde for folk til at gå totalt i baglås og tænke: 'Jamen, så er det i orden at vi bruger $400 milliarder om året’- lige så meget som de tyve næststørste forsvarsbudgetter i hele verden - på det amerikanske imperium.
Så den dagsorden, der skal fremmes af det her, det er den dagsorden, som er blevet sat af amerikanske interesseorganisationer især siden begyndelsen af 90erne. Særligt den, der hedder Project for a New American Century, hvor man altså - længe inden d.11. september - har udgivet store skrifter og dokumenter og rapporter, hvor man opfordrede til at USA skulle gå ind i Irak; håbede og ventede på at der kom en såkaldt katalyserende begivenhed, i stil med Pearl Harbor-angrebet, for for alvor at kunne gennemføre den nye amerikanske doktrin, den såkaldte Bush-doktrin, om at man altså har ret til at gå ind og angribe lande selvom de ikke har angrebet først.
Hele den meget meget mere offensive udenrigspolitik, end vi længe har set i USA, har man legitimeret af den vej. Den kobling til energipolitikken - det er jo lagt åbent frem, af mange af de her organisationer forlængst, at selvfølgelig er der en grund til at man går ind i Irak og ikke i Nordkorea: Irak svømmer på et hav af olie. Det har den amerikanske viceforsvarsminister udtalt. Så alle de her faktorer og motiver er selvfølgelig langt, langt væsentligere end terrortruslen.
Nogle vil mene at Bush-administrationen, selvom det virker underligt, er en regering der grundlæggende er uinteresseret i verden. Politikken er motiveret primært af hvad der sker i USA og af hvad der gavner amerikanerne - Missilskjoldet er en investering i amerikansk research and development, og de her $400 milliarder, der udgør halvdelen af verdens militærbudget, er i virkeligheden: statsstøtte til den amerikanske højteknologi. Hvis du er republikansk præsident kan du kun køre et buldrende budgetunderskud i en økonomisk recession ved at du har en sikkerhedstrussel at kaste det på, fordi du kan ikke - som Demokraterne - sige det er nødvendigt for samfundsøkonomien. Nu har man haft Irakkrigen, kan køre en retorisk stil der hedder: "Næste gang går vi ind med det" - men det gør man ikke, det er overstået, og det var ikke nogen tilfældighed at det blev Hussein, det var på grund af Golfkrigen. Altså: at hele den dagsorden er rettet til de amerikanske vælgere og medier vil høre, og det slet ikke er et spørgsmål om international politik.
REL: Præcis. Det tror jeg du har fuldstændig ret i. 20% af verdens olie forbruges i USA, selvom der kun bor 5% af verdens befolkning. Det står også i de her rapporter - fra PNAC, denne her organisation der jo har båret Bush frem til at blive valgt og som i dag sidder på nøgleposterne i hans regering og som Bush har rost ved adskillige lejligheder. Det er ikke noget odiøst - der er ikke en eller anden konspiration eller sådan noget: det er helt almindeligt og det er jo fuldstændig i sin orden at der en interesseorganisation, som har stor politisk indflydelse, som støtter en amerikansk præsidentkandidat, der bliver valgt, og som derfor får en stor indflydelse. Det er i orden - det er så bare frygtelig uhyggeligt hvad det er for en interesseorganisation.
De har flere gange pointeret muligheden for at koble amerikansk udenrigs- og energipolitik, koble sikkerheds- og energipolitik. Hvis der er noget, amerikanske vælgere ikke kan klare, så er det at de ikke kan få deres benzin billigt.
Angående den kobling: er det ikke det samme, vi gør andre steder? I den europæiske opfattelse er der den samme kobling af politikområder; vi kalder det noget andet og sætter et modsat fortegn - fx når vi går ind og laver udviklingsarbejde i Afrika, så gør vi det ikke som amerikanerne med geværet i den ene hånd og med checkhæftet i den anden, men selve koblingen af politikområderne er et resultat af globaliseringen og den gensidige afhængighed landene imellem. Så forskellen på EU og USA blot er at USA 'drives a harder bargain' [’får en bedre handel hjem’]?
REL: Præcis. Det er jo en af de ubehagelige kendsgerninger, som af samme grund er utrolig vanskelig at gøre noget som helst ved, fordi at det er showbusiness - sådan er det, sådan fungerer det. Men én ting er så desværre ikke at kunne gøre særlig meget ved det, men en anden ting er at fortie det og forsøge på at dreje det et andet sted hen. Så det vi i det mindste må insistere på det er at sige: vi må afdække og vi må dokumentere al det løgn og gejl, der foregår. En ting var hvis amerikanerne sagde: "Ved I hvad, vi går ned og nakker Saddam, fordi vi skal bruge olien og fordi Saudi-Arabien er blevet lidt for problematisk for os at være i. Og hvis vi i øvrigt ved samme lejlighed kan lave en demokratisk mønsterstat, ja, så fint nok - det er altså sekundært. Og det er det, vi gør".
Så kunne man sige: Det er jo klare linier, straight enough. Og det er jo det, der foregår, det er jo det, det handler om. Men løgnen og latinen som også den danske regering gennemgår - og som Per Stig Møller, der jo engang var en meget intelligent herre og sikkert er det stadigvæk, jo totalt har viklet sig ind i - er jo dybt forstemmende og pinligt. At han det ene øjeblik stiller sig ud i pressen og siger at Irakkrigen naturligvis kun kan være på tale hvis FN aktivt beslutter det i sikkerhedsrådet og så altså, når USA siger 'Kære lille Per Stig, nu går vi igang', hov, så siger: 'Jamen, det er altså allerede nok at vi har den resolution, der allerede forelå'.
Jeg mener man må have et minimum af anstændighed og sige: 'Okay, jeg har skiftet holdning' eller 'okay, jeg udtalte mig forkert' eller sådan noget, eller 'ok, jeg retter mig ind efter USA' --- bare et minimum af anstændighed, så vi ved hvor folk er. I stedet for det her nonsens, hvor vi hele tiden får at vide at det her det handler skam om denne her frygtelige diktator, som jo bliver sammenlignet med Hitler, men jo var meget mere ligesom Hitler i 80erne, da amerikanerne støttede ham - og Europa støttede ham.
Problemet er jo, som jeg netop påpeger og som måske ligger implicit i det, du siger, at dobbeltmoralen og den kobling af politiske områder går jo igen overalt: den går jo også igen på krigsmodstandernes side. Der er jo ikke noget ædelt i Frankrigs og Tysklands krigsmodstand: lige så meget som amerikanerne gerne ville gå i krig for bl.a at få fat i olien, lige så meget var Frankrig og Tyskland modstandere af krigen bl.a af frygt for at gå glip af olien, eftersom de jo havde et bedre forhold til Irak end amerikanerne og derfor bedre kunne profitere af irakisk olie før USA's krig. Amerikanernes arrogance overfor det, de kalder det gamle Europa var jo himmelråbende. Men franskmændenes arrogance overfor de nye østeuropæiske EU-stater, som støttede den amerikanske linje, var absolut også til at tage og føle på.
Portrætfoto: Humanisme.dk Illustrationsfoto: US Dept. of Defense
|
|
|
|
|
|
|
|
