|
|
||
|
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|
|
3:4 Artiklen kan på sidste side (s.4) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
||
|
|
3. Svaret på 11. september: Mere bistand – ikke mindre
Jeg har altså vanskeligt ved at se det ”store brud” og den ”nyskabelse”, man så gerne vil fremstille fra både oppositionens og regeringens side i udenrigspolitikken. Det hænger naturligvis sammen med, at der har været tradition for konsensus i dansk udenrigspolitik. Noget også Jens Hald Madsen gør sig til talsmand for, i interviewet i Ræson. Både omverdenen og de mennesker, vi sender ud, skal vide, at linien holder efter et valg. Det er der megen fornuft i.
Til gengæld er der ikke megen fornuft i, at man stort set ikke har taget konsekvensen af 11.september i dansk udenrigspolitik. Angrebet på USA var ikke noget specielt i sig selv. Der havde været terror i en lang række lande før – også i USA. Men det var nyt, at ingen er usårlige – og det afslørede, hvor velorganiserede terrorismen er. Fra at der havde været enkelte nationale terroristorganisationer, fik man nu bekræftelsen på, at der var tale om et ganske stærkt verdensomspændende netværk. Når man så World Trade Center bryde sammen for øjnene af én, fik man også et billede af den kynisme og totale mangel på respekt for menneskeliv, der ligger bag terroren.
I USA har man i årevis diskuteret, hvordan man bedst kunne bekæmpe terrorisme. Nogle har været tilhængere af præventiv krig. Tanken var, at ingen terrororganisation kan fungere uden en eller anden relation til en stat. Man kunne derfor, ved at angribe staten, svække og måske eliminere terrorismen. Angrebene på Afghanistan og Irak kan ses som resultat af denne holdning. Den anden holdning var, at man ikke kan fjerne en international organiseret fjende, ved at angribe en nationalstat. I stedet måtte man fjerne den grobund, der kan være, for at opbygge og udnytte en terrororganisation.
Dansk udenrigspolitik har siden 11.september entydigt fulgt den første teori. Ja, faktisk har man truffet beslutninger, der har cementeret de forhold i verden, der er med til at fremme terroren, samtidig med, at man har deltaget både i Irak og Afghanistan.
Generelt kan terrororganisationer rekruttere kandidater i områder, hvor fattigdom og håbløshed er dagligdag. Fanatisk religiøse holdninger er ofte svaret på et liv uden fremtid. Og had trives også bedst under de konditioner. Et af svarene på terrorisme må derfor logisk være at forbedre menneskers levevilkår – at skabe lidt mere lighed i Verden. Hvordan dette så hænger sammen med en nedskæring af u-landsbistanden er mig en gåde. Svaret på 11.september er mere udviklingslandsbistand – ikke mindre. Måske skal den målrettes mere til områder, hvor der er risiko for terrororganisationer – måske skal man for en del af bistanden se bort fra de almindelige kriterier – det er en diskussion værd. Men at nedskære størrelsen er i hvert fald den forkerte vej. Skattestoppet har åbenbart også følger for dansk udenrigspolitik.
|
|
Illustration:
Det Kongelige Bibliotek
