|
|
||
|
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|
|
2:4 Artiklen kan på sidste side (s.4) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning |
||
|
|
2. Læren fra Kosovo
De to mest omtalte udenrigspolitiske områder det sidste år er Irak og den israelsk-palæstinensiske konflikt. I forbindelse med Irak ønsker regeringen at fremstå som ”handlekraftig” og dermed i modsætning til den tidligere regering: Nu står man ved sine værdier om demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi og nøjes ikke med at holde fine taler. Omvendt fremstiller SR situationen som ødelæggende for en verdensomspændende retsorden. At en koalition ledet af USA vil gå udenom FN, mener de er en skræmmende nyskabelse.
Begge argumenters holdbarhed bliver sat på en hård prøve, når man nævner navnet: Kosovo. Danske militære styrker deltog i Kosovo-krigen. Formålet var at stoppe en borgerkrig, der havde ført til store flygtningestrømme og etnisk udrensning. Men angrebet skete indenfor et suverænt lands grænser. Og det skete uden en FN-beslutning. Man må sige at SR-regeringens aktivitet på det tidspunkt viste udenrigspolitisk handlekraft. Så den nuværende regerings påstand om at have startet en ”aktiv udenrigs og sikkerhedspolitik” er noget tyndbenet. Omvendt er SR-partiernes påstand om, at støtten til Irak krigen skulle være noget nyt og ødelæggende for FN, ren sniksnak. Den socialdemokratiske forsvarsordfører, Ingrid Rasmussen, havde allerede under Kosovo-debatten i Folketinget i 1998, store problemer med at forklare, hvordan man i den sag kunne gå udenom FN. Til sidst indrømmede hun, at det gjorde man, men at Kosovo-sagen var så slem, at det i det tilfælde var OK. Princippet, nemlig at gribe ind uden en FN resolution, var altså knæsat allerede under den gamle regering.
Det andet fokus-område har været den israelsk-palæstinensiske konflikt. Også her er det vanskeligt at se en egentlig nyorientering i den udenrigspolitiske linie efter regeringsskiftet. Begge regeringer har satset på en 2-stats løsning, har krævet fjernelse af en række israelske bosættelser og står fast på Israels ret til at eksistere. Der har nok været en ændret tone i forholdet. Mogens Lykketoft lagde sig som udenrigsminister voldsomt ud med den israelske regering - det har den nuværende regering undgået. Men indholdsmæssigt er der ikke den store forskel.
|
|
Illustration:
Det Kongelige Bibliotek
