ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. Prisen for indenrigspolitisk fred
2. Læren fra Kosovo
3. Svaret på 11. september: Mere bistand – ikke mindre
4. At slukke brandene på forhånd

 

Af Peter Duetoft

1. Prisen for indenrigspolitisk fred

 ”En udenrigspolitik, vi aldrig har set før!”. Således karakteriserer Venstres udenrigsordfører, Jens Hald Madsen, i Ræson VK-regeringens udenrigspolitiske linie. Regeringen har de sidste to år haft travlt med at fortælle, at dens politik på en lang række områder er helt ny. Indenrigspolitisk er der ingen tvivl om, at den har ret.  Men er der også udenrigspolitisk sket en omlægning - eller optræder ministre og folketingsmedlemmer fra regeringspartierne som Kejseren i ”Kejserens nye klæder” – der ”jo ikke har noget på!”?

Går vi ind på enkeltområder, kan der findes argumenter for både det ene og det andet. Den største udenrigspolitiske ændring er sket på u-landsområdet, hvor besparelser har ført til mindre dansk indsats. Om klogskaben i denne politik, skal jeg vende tilbage senere.

Generelt må man imidlertid konstatere, at der ikke er sket en overordnet ændring – desværre heller ikke i positiv retning. SR-regeringen fratrådte ganske kort efter terror-angrebet på USA 11.september. Den kunne således ikke nå at nyvurdere dansk udenrigspolitik. Og VK-regeringen har ikke valgt en nyorientering – snarere tvært imod. Danmark har derfor i dag en udenrigspolitik, der er i overensstemmelsen med den, man har lagt efter Murens fald – men uden svar på de nye udfordringer.

I EU-spørgsmålet er der stort set ingen ændring i forhold til de mål, som også SR-regeringen støttede med en enkelt undtagelse: Statsministerens forslag om et ”fleksibelt” retsforbehold. Det er klart indenrigspolitisk begrundet. Han ved, at EU har en mere liberal flygtninge- og indvandringspolitik end Danmark. Og det vil selvfølgelig give ham et indenrigspolitisk problem at acceptere det. Derfor har han foreslået, at Danmark skulle kunne være med i retssamarbejdet, når det gælder bekæmpelse af organiseret kriminalitet osv. - men at Danmark skal kunne holde sig udenfor samarbejdet omkring indvandring og flygtninge.

Dette krav er på lang sigt ødelæggende for EU-samarbejdet og dansk deltagelse deri. Dels cementerer regeringen med sin fleksibilitet det danske forbehold. Dels åbner Danmark for et EU ”a la carte” – det vil sige et fællesskab, hvor medlemslandene kan vælge de dele, de kan lide – men fravælge andre. Dermed bryder man med det unikke i EU, nemlig at man har skabt et bindende fællesskab for landene. Det er en høj pris at betale for en indenrigspolitisk fred i Danmark.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: EU