ark og ulands

 

 

 

 

 

 

EU: Frontlinier i forandring

Hvad betyder Sveriges Euro-nej for Danmark?

NP: Det har ikke nogen afgørende betydning, tror jeg. Det er jo i hvert tilfælde med til at øge forsigtigheden hos regeringen med hensyn til at aktualisere forbeholdene – men det ser ud til nu at regeringen har besluttet sig til at sende forbeholdene til afstemning, enten sammen med forfatningstraktaten eller senere, så det vil nok ikke påvirke beslutningen men øge nervøsiteten om hvorvidt man kan komme igennem med afstemningen. Og det vil formodentlig også øge incitamentet til at redde dele af det retlige forbehold igennem.

Mht. partiernes holdninger til EU-forbeholdene: Er det endnu for tidligt at sige at der er tale om et virkeligt brud der med de gamle frontlinier?

NP: Til en vis grad er positionerne jo vendt om: tidligere var det jo især Venstre, der pressede på for en snarlig afvikling af alle forbehold – sådan en Big Bang-løsning. I dag, der er det Socialdemokratiet, der gør det. Mens den nuværende regering har overtaget den tidligere regerings forsigtighed omkring forbeholdene – frygten for at lide endnu et nederlag ved en folkeafstemning. Så på den måde kan man godt sige at der er sket en forandring. Men på den anden side: de seneste udmeldinger fra regeringen peger jo alligevel i retning af en lidt større beslutsomhed – mht. at sende forbeholdene til afstemning. Det er ikke helt klart om man vil gøre det i forbindelse med forfatningstraktaten, men Fogh har da i hvert tilfælde nævnt den mulighed – at man kunne udsætte befolkningen for sådan en slags tipskupon, hvor man kunne vælge og vrage imellem forbeholdene i forbindelse med forfatningstraktat-afstemningen.

Men hvordan vurderer du det regeringen har gjort? Enten er det udtryk for at den prøver at udskille en form for særposition her for Danmark, eller også er det mere en psykologisk ting: at Anders Fogh først og fremmest vil sende et signal til befolkningen fordi han måske er bange for at befolkningen skulle have fået det indtryk over de sidste 10 år at politikerne ikke har respekteret forbeholdene. At det er med velberådet hu at han sender en rodet udmelding.

NP: Nej, når udmeldingen er rodet, så tror jeg det er fordi regeringen ikke er afklaret. Den er ikke sikker på hvad der er den rette strategi - den sikreste strategi. Det som regeringen satser på er at komme af med de flest mulige af forbeholdene, men på en sikker måde, så man ikke render sig staver i livet som Nyrup Rasmussen gjorde i 2000. Så det gælder om at finde en sikker måde – og jeg tror ikke regeringen og Statsministeren helt er klar over, hvilken der vil være den sikreste.

Det her med at finde en sikker løsning ligger jo også bag det forslag som er kommet frem om det retlige forbehold. Hvor man bevarer det, men begrænser det i forhold til i dag, således at det primært bliver udlændingepolitikken, der bliver det indholdsmæssige i forbeholdet. Der spiller regeringen jo også på det sikre: for det første ved de godt at hvis de ikke får bevaret forbeholdet på udlændingepolitikkens område, ja, så må den se sin stramme udlændingepolitik blive revideret som følge af deltagelsen i europæisk udlændingepolitik (fordi dansk udlændingepolitik ligger jo på et noget strammere plan, end det, som der er lagt op til i EU). Desuden kalkulerer han jo nok med at risikoen for at sætte hele det retslige forbehold til folkeafstemning er meget stor – at Dansk Folkeparti vil være i stand til at mobilisere tilstrækkelig tilslutning til at forkaste en sådan ophævelse.

Nogle har talt om at vi nærmede os en ’normalisering’ af EU-debatten – at vi, fordi det i de andre lande er de borgerlige, der er mest mod EU – så var på vej til at få det samme herhjemme. At man så det i Dansk Folkeparti men måske også blandt Konservative-  og Venstre-vælgere.

NP: Jo, der er også et element af det. Herhjemme kan man sige at partierne til venstre er blevet mere og mere glade for det europæiske samarbejde, mens partierne til højre for midten er blevet mere betænkelige. Det er helt klart med den ekstreme EU-fjendtlighed som vi nu ser fra Dansk Folkeparti. Men også Venstre og De Konservative er jo blevet mere forsigtige – Anders Fogh Rasmussen er jo betydeligt mere forsigtig overfor det europæiske samarbejde end hans forgænger, Uffe Ellemann-Jensen, var. Så der er et element af dét i det, men først og fremmest drejer det sig vel om: playing it safe.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: US Air Force