ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indenfor i de villiges koalition

Var det et brud i dansk udenrigspolitik, da vi i foråret gik ind på USA's side?

Nikolaj Petersen [NP]: Det var et brud, men der er også et element af kontinuitet i det. Kontinuiteten ligger i at Danmark i hvert fald siden Den Kolde Krigs afslutning i ret mange politiske spørgsmål har lagt sig ret tæt op af USA. Det gjaldt både Uffe Ellemann i hans tid – og det gjaldt i Nyrup-Rasmussens periode, hvor folk som Hans Hækkerup og Jan Trøjborg lå på en meget pro-atlantisk politik. Så i den forstand er der en kontinuitet.

Omvendt er der også et brud i politikken i og med at samarbejdet - det tætte forhold til USA - i 90erne foregik i en multilateral ramme. Det var samarbejde i NATO, på Balkan om skabelse af orden dernede - det var også en politik, som var koordineret med EU-politikken. Der var ikke nogen skillelinier på den måde mellem den atlantiske og den europæiske linie. Nu kan man sige at samarbejdet med USA jo ikke længere foregår i en egentlig multilateral ramme. Det foregår ikke i NATO, som det gjorde i Kosovo. Det foregår indenfor en koalition, som er rimelig snæver - den er meget mindre end de koalitioner vi tidligere har været med i, fx under den første Irakkrig eller (hvis vi opfatter Kosovokrigen som en koalitionskrig) så Kosovo. Så det er en af forskellene: der har været en tendens til at søge et tæt forhold til USA, men vi er blevet mere alene i verden på den linie.

Nogle mener, Danmark har en særlig mulighed for at påvirke USA fordi vi var med i krigen. Hvad ved vi - historisk, teoretisk - om magtforholdene i sådan en ad-hoc koalition? Der er ikke noget sikkerhedsråd, noget plenum, nogen møder. Hvordan er beslutningsprocessen i en Koalition af de Villige?

NP: Ja, det ved vi sådan set ikke noget om. I princippet må man vel sige at alle villige er lige - men der er nogle, der er mere lige end andre. Hvilke eksempler har vi på koalitioner af ligesindede? Vi har den første Golfkrig, hvor USA jo spillede en stor rolle, men hvor koalitionen arbejdede indenfor nogle FN-mandater. Især det FN-mandat, som gav grønt lys for selve krigsførelsen. Så dér foregik det indenfor en multilateral ramme, som selvfølgelig satte grænser for hvor meget en enkelt magt kunne dominere - selvom det jo helt klart var USA, der dominerede.

Når vi tænker på den første Golfkoalition må vi også tage i betragtning at der var andre store - eller halvstore - aktører. Briterne var med, men franskmændene var jo også med, og det satte visse grænser for hvor dominerende USA kunne være.

Der var også forståelsen med det daværende Sovjet.

NP: Selvfølgelig - og Kina var jo også med til at legitimere disse aktioner. Ser vi på den næste koalition - det er den i Kosovo, ja, der foregik det jo også i en multilateral ramme - i og med at det var NATO, der formelt var den agerende alliance eller part. Men hvor USA selvfølgelig, i kraft af sin meget meget store militære overlegenhed, jo bar langt hovedbyrden af byrden ig dermed også var helt klart den dominerende. Den koalition, vi ser nu, er jo den snævreste vi har set hidtil - og vel også derfor den, hvor USA stort set ikke har nogen modspiller. Briterne, som selvfølgelig engang imellem søger at køre i eller fremhæve FN-sporet mere end man gør i Washington; Australien, som jo ikke siger vældig meget; polakkerne, som ikke har meget at sige - og danskerne, som jo også har meget lidt at sige. Så det som vel er det korte af det lange: i koalitioner af de villige, der er det den stærkeste magt, der anslår melodien - og især er det udtalt i Irakkrigen.

Men i en vis forstand kunne man jo sige, at amerikanerne burde måske tænke på den måde, at jo færre allierede de har, jo mere værdifulde er de - det har jo været værdifuldt retorisk for USA at kunne gå ud og sige: ”Vi er ikke alene”.

NP: Jo. Helt bestemt - men her bestemmer vel den militære logik ganske meget. Og der er jo klart størrelsesordenen til forskel i den indsats som USA på den ene side og de andre allierede - måske med undtagelse af Storbritannien - yder. Det er det ene. Det andet er selvfølgelig, at man har en administration i USA som ikke er meget for at dele magt med andre: det er jo den unilateralistiske linie, som er den dominerende - og som også mentalt er med til at understrege at det er USA, der skal spille melodien.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

BAGHDAD INTERNATIONAL: En amerikansk 'faldskærmsredder' firer sig ned fra kontroltårnet i Bagdads Internationale Lufthavn under en øvelse. Der er tale om en af amerikanernes "pararescuemen" -  tilknyttet luftvåbnets 304. "Rescue Squadron", som har base i Portland, Oregon. Foto: US Air Force (Master Sgt. James M. Bowman)

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: US Air Force

 

Portrætfoto: IFS, Aarhus U