ark og ulands

 

 

 

 

 

Den forsigtige regering

Hvis vi her til allersidst skal vende politikernes troværdighed i forhold til udenrigspolitikken. Både ifbm. Irak og ifbm. EU-visionerne  – uden sammenligning i øvrigt – vil vælgere spørge, m de kan stole helt på politikerne i de her sammenhænge. Udenrigspolitikken har jo ihvertfald traditionelt været 'kongernes sport' - et område hvor man måske i særlig grad har stolet på beslutningstagerne. Hvordan har deres troværdighed det idag, på udenrigspolitikken?

NP: Nu må man jo sige at regeringen har jo været ret forsigtig i den måde, man har argumenteret for deltagelse i Irak-krigen på. Man har ikke hængt sin deltagelse 100% op på den formodede forekomst af masseødelæggelsesvåben. Det man har gjort det er jo i meget høj grad at hænge det op på regimets karakter: her var et ondt regime, som fortjente at blive afskaffet, at blive væltet af pinden. Det er jo noget, som der har været bred sympati for, fra befolkningen side. Så har man selvfølgelig undladt at spørge om det er legitimering nok til at vælte et regime - at man ikke kan lide det, at det har begået grusomheder i fortiden osv. Men regeringen har jo været ret strategisk tænkende i den situation.

Man har ikke lagt alle æggene i en kurv.

NP: Man har ikke lagt alle æggene i en kurv - man har ikke stukket i løkken på helt samme måde som Tony Blair har gjort. Og derfor er man nok ikke så udsatte på troværdigheden.

Der ligger vel også et småstatselement dér: at alle ved godt at det er mindre betydningsfuldt hvad den danske regering siger end hvad Blair siger, ikke?

NP: Jojo - i det store perspektiv betyder det ikke så meget. Men omvendt så må man vel sige at det at sende soldater i krig det er noget, som forudsætter at man har en god case. Der har regeringen sådan set, tror jeg, valgt nogle fornuftige argumenter. Argumenter som ihvertfald er svære at blive hængt op bagefter - "I sagde det-og-det".

Og i den udstrækning man har argumenteret med FNs troværdighed - og givet udtryk for at der ihvertfald var delvis FN-opbakning, så har Socialdemokratiet og de Radikale jo også svært ved at kritisere, ikke? Det virkede i foråret som om der var dele af oppositionen og pressen, der blev taget lidt på sengen over at regeringen virkelig var klar til at gøre det her - ihvertfald så længe det så ud som om der skulle tropper i krig. Er den danske udenrigspolitiske beslutningsproces gearet til den her aktive internationalisme og den her nye verden, vi står i idag?

NP: Den er vel lige så meget gearet til det som andre landes. Men det er klart at det er jo en udvikling, som nok betyder en centrering af magten - centrering af den udenrigspolitiske beslutningskompetence i regeringen. Det er jo i hvert tilfælde helt klart at det er regeringen og måske endda regeringens leder som har truffet de afgørende beslutninger - har truffet dem på egen hånd og truffet dem sådan set uden at konsultere fx Udenrigspolitisk Nævn. Tingene har været i Udenrigspolitisk Nævn osv., men beslutningerne er jo nok truffet forinden. Men det er svært at gennemskue og det er svært på grundlag af en enkelt case at sige at det her er med til at centralisere beslutningsprocessen i udenrigspolitikken.

Men: hvis det er det, så er det jo i smuk overensstemmelse med teorien: man siger jo at når sikkerhedselementet kommer højt op på dagsordenen, så sker der en centralisering af beslutningsprocesserne. Det kan muligvis finde sted - men det er nok svært at sige på baggrund af den ene case her.

Og det afhænger af trusselsbilledet - jf. det du talte om før med direkte og indirekte sikkerhed.

NP: Ja, det gør det.

Du siger at magtelementet nu har en form for tilstedeværelse på det internationale, strukturelle plan end vi måske har troet i de sidste år. Og hvis vi indenrigspolitisk har en centrering af magten og beslutningskompetencen i udenrigspolitikken, det er jo i virkeligheden et omslag i to udviklingstendenser, vi ellers mener at have haft i efterkrigstiden. Hvor vi på det internationale plan er gået mod forhandling (snarere end krig),, og på det nationale plan er gået mod … måske ikke ligefrem en demokratisering af udenrigspolitikken men---

NP: Jo - det er nok rigtigt. I vil jeg sige: det kan være at de her tendenser er på vej, men det er svært at sige. Men den der hypotese er absolut mulig: at vi ser nogle andre typer beslutningsprocesser end vi har set hidtil.

Vil befolkningen acceptere det?

NP: Foreløbig er der jo ikke noget, der tyder på at de ikke vil acceptere det. Fredsbevægelsen eksisterer jo ikke længere - der var nok, som du var inde på tidligere, nogle demonstrationer osv., men de var jo også trods alt en svag afglans af hvordan billedet så ud for 20 år siden.

Er det fordi folk har accepteret at terrorismen er en trussel?

NP: Måske ikke, men måske accepteret det billede at der er nogle onde mennesker, onde kræfter, derude, som trænger til at blive holdt nede og bekæmpet. Og hvis Danmark kan være med i det, så er det sådan set godt nok.

Så befolkningen deler ikke kritikernes mening - at den amerikanske linie gør problemerne værre i stedet for at bidrage til løsningen?

NP: Hvis du ser på den amerikanske politik er der da givetvis en betydelig skepsis overfor den. Det der image med George Bush som cowboy'en i det Vilde Vesten spiller nok en rolle for vældigt mange mennesker, men mit indtryk er at det er ikke noget, der kommer til at skabe problemer for den danske regering. Det som kan skabe problemer for den danske regering og for den linie man har lagt, det er jo nok i højere grad hvis det kommer til omslag i den amerikanske politik. Det kunne man godt forestille sig: at man i løbet måske af et års tid finder ud af den hidtidige linie er alt for ressourcekrævende for USA og at man må sadle om og så videre. Så kan dansk politik måske blive ligesom efterladt et sted i mørket, være i en situation hvor det amerikanske tæppe måske bliver trukket væk under fødderne på os.

Hvis det isolationistiske element slår igennem i USA?

NP: Fx, ja - eller amerikanerne vender tilbage til en mere traditionel realistisk politik og siger, 'jamen, vi må holde hus med vores ressourcer - vores midler er ikke ubegrænsede. Vi må se på hvad er vores snævre amerikanske interesser - og så cutte alt det andet'. Det kunne man godt forestille sig.

Og det vil give den danske regering—

NP: Det vil da ihvertfald give den danske regering nogle omstillingsproblemer. I og med at man har koblet sig så tæt op ad den nuværende amerikanske politik - hvis den ændrer sig, så vil man jo nok kunne få nogle problemer. Men man kan også forestille sig at den amerikanske politik kører i retning af en større multilateralisme og det vil selvfølgelig være meget, meget behageligt for den danske regering - fordi så vil man sige: 'Nu er vi tilbage på FN-sporet. Nu kan vi genskabe den interne konsensus om at vi kører i FN-sporet'.

Og det vil så validere, i virkeligheden, regeringens argumentation?

NP: Ja, det vil det.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: US Air Force