ark og ulands

 

 

 

 

 

Forandringen hos Socialdemokraterne

Ville det være rigtigt at sige at så længe vi havde Den Kolde Krig, hvor Danmark var en frontliniestat, at der var vores udenrigspolitik bundet - så vi nu har en ny frihed i udenrigspolitikken, og det er det, vi ser regeringen benytte sig af? Regeringen kan friere forfølge et sæt af idéer og værdier: vi har fået en større grad af handlefrihed end under Den Kolde Krig.

NP: Det er helt klart: der er en større handlefrihed end under Den Kolde Krig. Jeg ved ikke om den er større end i efter-koldkrigsperioden, fordi der havde vi også en relativt stor handlefrihed: vi kunnet have ladet være. Vi kunne have gjort som visse andre mindre lande, der ikke førte sig frem på samme måde som man gjorde fra dansk side - Norge fx. Der valgte vi bevidst at spille den der meget aktive, aktivistiske rolle - den aktive internationalisme. Det har vel ikke ændret sig væsentligt efter 11.september: vi har en større handlefrihed end vi havde tidligere, men jeg vil ikke sige den er blevet større eller mindre i forhold til 90erne.

I dette efterår står vi jo i en situation hvor den udenrigspolitiske dagsorden ser ud til at skifte fuldstændig karakter: ihvertfald lægger politikerne op til at vi går fra at tale Irak og sikkerhedspolitik til at tale EU. Men Statsministeren kom jo i foråret tæt på at koble de to ting, da han sagde at Frankrig og Tyskland ikke var vores sikkerhedsgaranter; at dér måtte vi stole på USA. Ville det være rigtigt at sige at den opdeling - både på grund af hvad der sket i forhold til USA på fx handels- og miljøspørgsmål, andre ting som vi er uenige med amerikanerne om; men også på grund af planerne om en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik i EU, at det er slut med den gamle skillelinie mellem at sikkerhed, NATO og det atlantiske var i én kasse, og der var vandtætte skodder mellem dét og Fællesmarkedet: at man er nødt til at tale om det i samme sætning.

NP: Opdelingen holder selvfølgelig ikke længere. Vi talte jo under Den Kolde Krig om at dansk udenrigspolitik foregik i 4 forskellige afdelinger eller søjler: det nordiske, det europæiske, det atlantiske og det globale. Der er det nordiske forsvundet ud - det er blevet opslugt af det europæiske. En anden ting var at man funktionsopdelte søjlerne: det atlantiske var stort set udelukkende sikkerhed, det europæiske var økonomi, velfærd, samarbejde osv. Det er helt, helt klart at de ting kan ikke på adskilles på samme måde som tidligere.

Det ser man jo også regeringen sige i sit nye oplæg - "En verden i forandring", som kom i juni måned: At de to ting skal samarbejde, sammentænkes. Men ikke desto mindre så har vi jo i dansk politik nogle reminiscenser af den opdeling: fx forsvarsforbeholdet, som jo betyder at Danmark næsten nødvendigvis må sige at 'sikkerhed er NATO, beror på forholdet til USA - det er ikke Europa, fordi der kan vi ikke være med'. Og det kommer vel også til at betyde at vi i relation til Europa må betone de mere civile aspekter af samarbejdet. Vi er ikke rigtigt med på den seneste udvikling i Europa, som går i retning af at gøre EU ikke blot til en civil stormagt men også en militær mellemmagt, bliver det vel.

Nu har vi jo senest Robert Kagans analyse, i Danmark har man jo talt hvis ikke om en neutralistisk tradition så ihvertfald en neutralistisk inklination. Man har jo sagt op igennem 90erne at det nu var ændret, men omvendt så vi jo i foråret meget bastante krigsdemonstrationer - ville du se dem som et udtryk for mistro til det militære redskab, eller magtanvendelsen som sådan?

NP: En ting er selvfølgelig opinionens rolle: der kan man sige, der er jo formodentlig en større skepsis i opinionen end på det politiske niveau overfor den der militarisering af udenrigspolitikken som vi var været vidner til. Den slags forskelle mellem opinion og det politiske miljø ser vi jo på mange andre felter også - mest tydeligt i EU-politikken.

Så er den anti-militaristiske eller pacifistiske tradition helt forsvundet?

NP: Det der skete i 90erne var vel at flere strømninger løb sammen i en ny konsensus om dansk udenrigspolitik: den mere idealistiske, mere fredsorienterede linie smeltede sammen med den mere militært-orienterede, ordens-orienterede linie, sådan at vi fik en bred konsensus om en ny, mere aktiv udenrigspolitik - også en udenrigspolitik, som i højere grad end tidligere benyttede sig af militære midler. Den konsensus som blev skabt i 90erne er måske udfordret af den nye udvikling, hvor vi tydeligt ser at der ligesom er to strømninger: den ene er den som regeringen anfører, som går ud på et nært samarbejde med USA i bekæmpelsen af terror og slyngelstater. Mens den anden, som repræsenteres af Socialdemokratiet og de Radikale, går mere i retning af at vi skal fortsætte denne ordens-orienterede politik, der drejer sig om fredsbevarelse og fredsskabelse, nationbuilding og den slags ting.

De begreber, som kendetegner EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

NP: Det kan man sige, ja. Der ser man jo også det interessante at netop Socialdemokratiet nærmest omfavner den nye europæiske sikkerhedspolitik.

Nu er det jo tilfældigt at Irakkrigen kommer lige et halvt år før vi skal have forfatningsdiskussionen, men tror du det er rigtigt at der i Europa, måske i særlig grad i Danmark, måske i særlig grad på venstrefløjen vil være en ny beredvillighed til at acceptere EU-udviklingen i lyset af det, man opfatter som en meget bastant amerikansk magtposition?

NP: Både og. Når du taler om venstrefløjen, så er jeg ikke sikker på at SF rokker sig så vældig meget - der er i hvert tilfælde tegn på at det vil være svært. Men der er jo kommet meget, meget klare udmeldinger fra Socialdemokratisk side om accept af en stærkere europæisk rolle i den internationale sikkerhedspolitik, og man ser jo også det lidt paradoksale at Socialdemokratiet, som jo hidtil har opfattet sig selv lidt som vogter af de nationale forbehold, nu kommer meget, meget klart frem og siger: dem skal vi altså afskaffe den dag imorgen! Mens, omvendt, regeringspartierne - som jo i 90erne gik meget, meget kraftigt ind for afskaffelsen af forbeholdene - er blevet mere forsigtige med den linie. Så der er sket nogle frontforskydninger i Europadebatten hjemme.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto: EU

Portrætfoto: Dansk Industri