ark og ulands

 

 

 

 

 

 

Man har mistet troen på afskrækkelse

Nu talte du før om at male med en bred pensel --- hvis vi nu tager malerrullen betragter udviklingen fra 1945 frem:

Om en småstat som Danmark plejer man at sige at vores altafgørende interesse er at opretholde den internationale retsorden fordi de første der bliver trådt på, hvis den bryder ned, er de små lande og dem, der ikke kan forsvare sig selv. Allerede i midten af 90erne - fra Somalia-aktionen kørte af sporet i 1993 - var der måske lidt mindre optimisme: det kan godt være det var for at understøtte den internationale retsorden at man gik ind og brugte vold i Jugoslavien, men det var også et signal om at den militære magtanvendelse ikke var fuldstændigt lagt på hylden. Har magtpolitikken og pessimismen slået igennem på en ny måde i det internationale system de sidste 5-10 år?

NP: Ja, det er den jo nok - vi lever jo ikke længere i de lidt euforiske dage efter murens fald og Baltikums befrielse osv. Der er kommet en større realisme ind i billedet - men jeg vil dog trods alt sige at 11. september er en større skillelinie end de ting du kan pege på i Jugoslavien osv. Selvfølgelig kan man sige at det at NATO greb ind med krigen mod Jugoslavien selvfølgelig var en slags erkendelse af, at den hidtidige ordenspolitik ikke havde ført langt nok - man var nødt til at stramme skruen, så meget at man gik ind i en luftkrig mod Jugoslavien. Men ikke desto mindre: det foregik jo stadigvæk i den kontekst, at det, det drejede sig om det var at skabe en international retsorden.

Men under Den Kolde Krig var der jo også en magtlogik indbygget i alting, men den var tæmmet?

NP: Jo, den var jo tæmmet af den gensidige afskrækkelse: der var, på grund af den strategiske balance, grænser for hvad man kunne og ikke kunne gøre. Og derfor så holdt man sig i ro - man greb ikke ind i hinandens indflydelsesfærer.

Magtlogikken er på en vis måde blevet sat løs?

NP: Ja, det kan man sige, jo. For det første eksisterer den strategiske balance ikke længere - vi har en situation, som nogle kalder en unipolær situation; hvor der er en magt, der er stærkere end alle andre - og anerkendt af alle andre som værende den stærkeste - simpelthen. Det er det ene, det andet er at man har jo mistet troen på afskrækkelse. Det er jo lidt paradoksalt, kan man sige: Under Den Kolde Krig stolede USA på at man kunne afskrække Sovjetunionen, som jo var uendeligt stærkt, havde et atomraketarsenal af den anden verden. Man stolede på at denne formidable fjende - USA har aldrig stået overfor en stærkere fjende – godt kunne afskrækkes. Idag tvivler man på at man kan afskrække et land som Nordkorea, der måske har ét eller to atomvåben. Det er en ny måde at se på verden på.

Der kommer vi så ind i den amerikanske doktrin om pre-emption, eller prevention, hvor man siger: ”De kræfter vi står overfor nu, de er måske ikke særlig stærke men vi kan ikke afskrække dem - vi må bekæmpe dem, vi må nedkæmpe dem, og det kan vi kun gøre ved at tage initiativ. Ved at få ud i verden, finde fjenderne og bekæmpe dem derude.” Det er en ny måde at tænke på - i forhold til Den kolde Krig og efter-koldkrigsperioden.

Men allerede under Den Kolde Krig var der nogle der så at Kreml og Det Hvide Hus havde en lidt pervers fælles interesse i at det her var et magtspil som gav lige præcis de her to lande med lige præcis de her to sæt af beslutningstagere en fuldstændigt privilegeret rolle. Ligger der i det at den form for Gentlemens' Agreement er røget?

NP: Nej - der var jo nok det element i det, men jeg tror egentlig ikke at det spillede den vældig store rolle.

Uanset de meget forskellige politiske systemer, ideologier osv. som prægede de to lande; uanset at man jo også fra amerikansk side talte om Ondskabens Imperium - det kaldte man i Reagan-perioden Sovjetunionen - så opfattede man det jo alligevel sådan at det var nogle, man kunne snakke med. Det var magter, som tænkte nogenlunde ens; som ihvertfald nogenlunde holdt sig indenfor de skrevne og uskrevne regler, som gjaldt for den internationale politik. Man vidste nogenlunde hvor man havde hinanden - og der er situationen blevet ændret nu her. Vi har på den ene side supermagten og alle de andre medlemmer af det, man kalder det internationale samfund - og så har man så pariaerne - slyngelstaterne, terroristerne og hvad man nu skal kalde dem, som jo udmærker sig ved at de ikke spiller spillet. At de benytter af andre rationaler, af andre strategiske midler osv. end de andre. Det skaber det, man kalder en asymmetrisk situation, hvor man tidligere havde en strategisk balance-situation.

 

Mener du det er en rigtig, en præcis opfattelse? Det er jo den amerikanske opfattelse: dem, der er indenfor og udenfor.

NP: Det jeg gjorde nu var ligesom at redegøre for den dominerende opfattelse, ikke for min egen analyse.

Hvad ville den være?

NP: Ja, den ville jo være at denne sort-hvide analyse er i hvert tilfælde overspillet: at lande som Irak, Iran og Nordkorea slet ikke skulle afskrækkes det har jeg lidt svært ved at forestille mig. Det lykkedes jo trods alt også at afskrække Irak - så vidt man kan se - fra at genoptage sine masseødelæggelsesvåbenprogrammer.

Det er det ene og det andet er, at man kan også let overvurdere truslen fra fx slyngelstaterne. Truslen fra - ja, nu er der kun to tilbage, ikke: truslen fra Nordkorea og fra Iran - imod USA og forsåvidt Europa er ihvertfald til at overse de første 10 år.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Illustrationsfoto:  US Air Force