ark og ulands 

 

 

 

 

 

   

 

8. Mordet på Anna Lindh: det åbne demokratis sårbarhed

Det sidste punkt på din liste er mordet på Anna Lindh. Hvad var din første tanke, da du hørte hvad der var sket?

NH: Det var jo, hvor sårbare de åbne demokratier er. Nu gjorde det selvfølgelig også et stort indtryk på mig, fordi jeg har kendt Anna Lindh personligt - og jeg synes det var så utroligt meningsløst og tragisk. Og når jeg har sat dét på min liste, så er det egentlig for at markere at det, vi sætter højest i vort eget samfund: åbenheden, nærheden, befolkningens og politikernes mulighed for at tale sammen og være i nærkontakt - dét er jo så nemt at sætte over styr.

Det at vi her havde to autonome idioter, der hældte maling på Statsministeren og Udenrigsministeren har betydet ganske betydelige forandringer i sikkerhedsforholdene her på vores eget Christiansborg: det er blevet besværligere at have kontakten mellem politikere og befolkning. Og det beklager jeg meget - derfor er det en udvikling vi skal tænke meget nøje igennem: Hvor langt skal vi gå i retning af at beskytte os? Beskytte politikerne? Og hvor skal vi lægge vægten, her? Jeg kan frygte at det betyder, at vi - som politiske personer - kommer længere væk fra folk. Vi mener, vi holder en fornuftig linje her - prøver at holde balancen - men det er ikke noget, der er sjovt.

Nogle af de spørgsmål om retsstatens indretning er jo på dagsordenen af andre grunde. Flygtninge-indvandrerpolitikken; terrorkrigen osv. - i alle de henseender går udviklingen tilsyneladende i én retning: mod hårdere midler. Nogle ville sige, at Danmark er vågnet op i en mere alvorlig tidsalder - og har taget de midler i brug, der svarer til udfordringerne. Ville det være rigtigt?

NH: [efter en pause] Nej, jeg tror det er rigtigt at sige noget andet om specielt Danmark. Vi er jo et meget privilegeret samfund i dette henseende - og det har jo vist sig gennem årene, at vi har været forskånet for meget alvorlige tildragelser.

Men det kommer tættere på?

NH: Det kommet tættere på - og på ét punkt er der vel, også efter 11. september og den slags begivenheder som bl.a. mordet på Anna Lindh, en fornemmelse af at efterretningsvirksomhed, det er altså ikke noget, der kun hørte Den Kolde Krig til. Det har absolut sin plads - samfundet må beskytte sig selv. Efterretningsvirksomhed er ikke bare sådan et latterligt koldkrigsfænomen - det er her for at blive.

 

Netop den ensomme, psykisk forstyrrede som slog Anna Lindh ihjel er jo den type sikkerhedsrisiko, som er sværest at gardere sig imod. For der foreligger ikke en organisering - der er ikke noget man kan lytte på, der er ikke noget man kan opdage.

Nogle vil sige det samme med 11. september: at dét nok krævede organisation, men at mange af de her trusler bare ER svære om ikke umulige at beskytte samfundet imod?

NH: Det ER nemmere at beskytte sig mod noget, der er organiseret - det efterlader altid spor. Men vi har jo med Blekingegadebanden haft et eksempel i Danmark - på at det faktisk kunne lade sig gøre at have en helt fordækt organisation, der i temmelig lang tid kunne leve under jorden og begå meget, meget alvorlige forbrydelser. Så det er jo ikke sådan at vi ikke har tænkt det her hos os - men det ER nemmere selvfølgelig, ihvertfald i teorien: at gardere sig imod noget der er organiseret, end noget, der slet ikke er det.

Men ER der en skandinavisk uskyld, der er blevet brudt eller kompromitteret?

NH: [efter en pause] Ja. Der er mere opmærksomhed omkring de risici, der er - men også en stærk vilje til at undgå at falde i den modsatte grøft; at lave et lukket samfund - det er jo ikke dét, vi har brug for.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE