ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

28. januar 2004 | ”Hvorfor i alverden skal vi ikke have en ambassade i Ukraine? De blev sparet væk sidste år - som et led i budgetforhandlingerne. Der er et land på 52 millioner mennesker. Snart grænseland til EU - og vi er ikke engang repræsenteret! Jeg synes det er skandaløst.”

RÆSON fortsætter sin interviewserie om 2003, hvor Niels Helveg i dag vælger de 5 væsentligste internationale begivenheder i året der gik. Han mener, at Danmark trods sin medvirken i 'de villiges koalition' kun har en marginal indflydelse på USA's Irakpolitik – og forudser at: "Superhøgene kommer til at lide nederlag på Irak - også i den amerikanske befolknings øjne." Han angriber ligeledes USA’s økonomiske politik og ’gigantiske budgetunderskud’: "Det kan risikere at skabe nogle rystelser i verdensøkonomien, således at vi måske på et tidspunkt må erkende, at de værste følger af Irakkrisen var den efterfølgende økonomiske krise.”

 

1. Irak: Superhøgenes forestående nederlag
2. VK-regeringen: Den primitive satsning på den tvivlsomme linje
3. USA's økonomi: Det hæmningsløse offentlige forbrug
4. EU: Politikken halter efter virkeligheden
5. VK-regeringens selvforskyldte EU-problem
6. Indien, Kina, Pakistan: En meget lykkelig udvikling
7. Kina gør sig umage
8. Anna Lindh: det åbne demokratis sårbarhed
9. VK’s udsultning af diplomatiet: En kilde til stadig forundring

 

Helvegs 2003:

 

1. Irak: Superhøgenes forestående nederlag

Er du overrasket over karakteren af de udtalelser som er faldet fra David Kay ang. Iraks masseødelæggelsesvåben?

Niels Helveg Petersen [NH]: Ja, jeg er ret overrasket over at han er så klar i mælet - USA finder ingen masseødelæggelsesvåben. Udtalelserne er nærmest en garanti for at spørgsmålet om grundlaget for Irak-krigen vil holde sig højt oppe på den politiske dagsorden, både i USA og Storbritannien, men også herhjemme.

Irakkonflikten er det første punkt på din liste. Er der tanker, du gør dig nu om det forløb vi var igennem i foråret? Ting, som du mener står klart nu - på nogle måneders afstand?

NH: Det står temmelig klart at den amerikanske beslutningsproces jo havde ét bestemt facit: det tegner mere og mere sådan, at amerikanerne havde besluttet sig for en militær aktion på et ret tidligt tidspunkt. Man kan også sige, som James Rubin har gjort det: det var den militære logik, der trak vognen - man spændte vognen for hesten. [James P. Rubin var Assistant Secretary of State for Public Affairs 1997-2000 og er gæsteprofessor i International Relations ved LSE i London. I september-oktobernummeret af Foreign Affairs analyserede han Irakkrigen i en artikel med titlen ”Stumbling into war” [”At snuble ind i en krig”]. Red.] I det øjeblik amerikanerne besluttede sig for at sende meget store troppestyrker af sted til Mellemøsten, så var den militære logik at så måtte disse stridskræfter også tages i anvendelse - og så var der i og for sig intet spillerum for den politiske beslutning.

Det tror jeg er en rigtig vurdering, og derfor er det også klart at FN-systemet blev så belastet af dette her. Det var en væsentlig del af årsagen til at fx Frankrig, Tyskland, Rusland var så kritiske: de følte ikke, at der var en reel forhandling. Beslutningerne var truffet, da de nåede til FN's sikkerhedsråd. Så den lære man kan drage af det her, det var at i første omgang blev FN-systemet stærkt belastet og i virkeligheden sat ud af spillet - i anden omgang, det vi oplever nu: det er, at amerikanerne vender tilbage til FN-sporet. FN trak sig ud af Irak efter at FN-hovedkvarteret var blevet bombet og de Mello og andre FN-udsendinge var blevet dræbt eller såret - men nu er det jo nærmest sådan, at amerikanerne trygler FN om at komme tilbage. Kofi Annan er tydeligvis betænkelig - af to meget væsentlige grunde. Den ene er vel forståelig på baggrund af attentaterne: han mistede FNs hovedkvarter, led store tab - herunder lederen, de Mello, som var meget respekteret. Men nok så væsentligt er det vel, for Kofi Annan, at han fornemmer at hvis han bevæger sig ind nu, så risikerer han at FN kommer til at stå som en del af besættelsesmagten.

En blåstempling.

NH: En blåstempling af det - eller hvor det i virkeligheden så bliver FN, der i mange irakeres øjne får skylden for besættelsen. Det må han selvfølgelig på FNs vegne NØJE vurdere. Hvad tjener FN's interesser? Hvad tjener fredens interesser i det videre forløb i Irak? Hvad der begyndte for FN som en stor belastning - hvor FN blev sat ud af spillet - er jo altså foreløbig endt med, at man nu søger den legitimitet, som kun FN kan give. Det er sådan set det eneste lyspunkt, jeg kan se i den udvikling.

Hvornår mener du amerikanerne traf beslutningen om at gå i krig med Irak?

NH: Jeg tror i virkeligheden i løbet af efteråret var det noget nær en beslutning - og det er jo ikke kun en efterrationalisering, vi sidder og laver her. Jeg kan huske i masser af avisartikler, masser af kommentarer i perioden fra efteråret og frem til sidste forår, hvor mange sagde: amerikanerne HAR besluttet sig for en militær aktion. 4.29 Det var jo ikke sådan særlig opsigtsvækkende at sige eller skrive den slags ting, før det skete - det stod alle vegne, i førende aviser og blev sagt af mange kommentatorer.

Hvor reel har forhandlingsprocessen så været? Man kan forestille sig to ekstremer. I det ene billede er processen åben - stormagterne forhandler og resultatet kan blive ét eller et andet: spillet er reelt nok. I det andet, som nogle tegner nu, siger man: "Det var en fast beslutning, der ikke kunne rokkes. Vi skal måske endnu længere tilbage - til før 11. september - for at finde planen eller i hvert fald ønsket om at skille sig af med Saddam Husseins regime."

NH: Det sidste er jo meget spekulativt. Det er det, O'Neill er inde på i den bog som jeg forstår han så i øvrigt har trukket tilbage. [Bush’s tidligere finansminister, Paul O’Neill, modificerede tidligere på måneden udtalelser han ellers var fremkommet med i interviews. Se fx: CNN. Bl.a. har han fortrudt beskrivelsen af Bush som: "a blind man surrounded by deaf people." Red.] Det kan jeg ikke vide noget om - men jeg ved med sikkerhed at der var MASSER af kommentarer i månederne forud for den militære aktion, der gik i retning af at beslutningen VAR truffet.

Men i det billede du tegner har den diplomatiske proces jo nærmest været et maskespil - fra sidste efterår frem. Reducerer det også troværdigheden og ægtheden af det diplomatiske spil, når vi næste gang har en lignende forhandling? Vil man sidde med en fornemmelse af: "Det ER nok afgjort på forhånd!"?

NH: Der er aldrig to situationer, der er ens. Læren af dette her - selv for verdens suverænt største og stærkeste magt, USA, er jo altså også at man kan ikke vedvarende undvære den legitimitet, som kun FN kan give. Det er en meget vigtig lære - og vel en af grundene til at jeg også er optimist på ét punkt: jeg tror, at den der meget stærke neokonservative gruppe vil have MEGET svært ved - eller få umuligt svært ved - at præge amerikansk udenrigspolitik på ny. Superhøgene kommer til at lide nederlag - også i den amerikanske befolknings øjne - på Irak. Det er i hvert fald noget, der passer mig godt - fordi vi så vil se en mere forsigtig amerikansk udenrigspolitik, der ikke buser så meget på - og ikke stoler så meget på, at bare man sender marinesoldaterne ind så er problemerne løst. For det er jo OGSÅ et lærestykke ved det, der er sket i Irak, at den militære aktion var velplanlagt, men alt det, der skulle ske på det civile område, var rystende dårligt forberedt.

Nu har vi lige set Libyen blive lukket halvvejs ind i det gode selskab igen - hvad der nok kommer bag på nogen, måske endda dem selv! Det er svært at konkludere på konfrontationerne med Iran og Nordkorea, men nogen negativ spiral er i hvert fald svær at spore. Ville det ikke være fair, hvis man fra amerikansk side sagde: "Det har virket. Vi har skabt et skræmmebillede - eller endda: et positivt eksempel - for Mellemøsten og for de her diktaturer. Det har kostet nu omkring 500 amerikanske liv, men hvis det er den pris, der skulle betales for at genskabe amerikansk troværdighed og en international retsorden baseret på amerikansk lederskab; igangsætte en demokratisk proces i Mellemøsten - så er det prisen værd."

NH: Det tror jeg ikke det vil vise sig at være. Men jeg erkender, at jeg tror ikke på at man på dette tidspunkt havde fået en skridt som dem, Libyen har taget, hvis ikke amerikanerne stod i Irak. Jeg tror det var kommet alligevel - og det har jo også vist sig nu, og vil vise sig ved våbeninspektion: at han ikke var så vidt, så det er i virkeligheden en forholdsvis billig gestus. Men i en politisk sammenhæng er det jo IKKE en lille gestus - fordi det demonstrerer at Libyen ikke længere agter at spille den særlige rolle, som landet har forsøgt at spille under Ghadaffi. Så den virkning ER der tydeligvis. Hvad angår de omliggende lande kan man måske også have lidt optimisme mht. forholdet til Syrien: det er klart, at der lagt et meget stort pres på Syrien med den amerikanske tilstedeværelse i Irak. Det er også indlysende, at begivenhederne i Irak spiller meget stærkt ind i hvad der sker i Iran, som er temmelig uigennemskueligt i øjeblikket. Der er jo intet, der ikke forandrer sig i Mellemøsten, når der pludselig står 120-130.000 amerikanske soldater i Irak - så sker der ting og sager i de omliggende områder. Mellemøsten bliver ikke det samme - det tror jeg man må se i øjnene. Så selvfølgelig er denne her diskussion om Irakkrigens betydning i den ene og den anden retning dømt til at fortsætte - og give anledning til mange overvejelser.

Hører du til dem, der mener at Palæstina er nøglen til Mellemøsten? Nogle mener, at kunne man bare løse dét, så ville man være kommet halvvejs - kan man IKKE løse det kan man ingen vegne komme. Er det rigtigt at der er en så intim sammenhæng mellem den konflikt og alle de andre spørgsmål?

NH: Nu bruger du udtrykket 'bare' man kunne løse den! Men det ER jo den mest indgroede, fastlåste konflikt i verden - som jo ikke bare har sine rødder tilbage til Israels dannelse, men jo altså århundreder længere tilbage. Det er ikke så nemt at løse - men jeg er sådan set modstander af at bruge udtrykket 'løse' konflikten: det tror jeg ikke kan lade sig gøre. Det man kan forestille sig, det højeste man kan nå: det er at få en eller anden proces i gang, der - med tiden - kan give fredeligere tilstande. I stedet for som nu, hvor vi har været i en ond spiral i en hel del år, hvor mere vold afløst mere vold, i en stadig ondere spiral, så er det højeste man kan nå at sætte en god spiral i gang - en type fredsproces.

Der ligger vel også i den analyse, at det spill-over - de påvirkninger - som spørgsmålet har på resten af regionen så i hvert fald ikke accelerer, hvis først forhandlingerne kører?

NH: Jo. Som det er nu, så ville fremskridt i Israel-Palæstina-konflikten være helt essentielt for bekæmpelse af terrorisme, som jo for alvor er sat på den internationale dagsorden. Jeg kan ikke rigtigt se fremskridt i bekæmpelsen af terrorisme hvis ikke man løser det her - hvis ikke man kommer nærmere og får sat en ny fredsproces i gang. Så på den måde er det selvfølgelig en central konflikt, som spiller ind i forhold til de omliggende lande.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: U.S. Air Force