ark og ulands 

 

 

 

 

 

  

 

2. VK-regeringen: Den primitive satsning på den tvivlsomme linje

Nu siger vi hele tiden, at det er amerikanerne, der står i Irak - og at det er deres problem. Men vi står der jo også selv. Nu blev Danmark jo placeret måske på den overraskende side i den transatlantiske konflikt: har vi i særlig grad en opgave, en mulighed for at gå ind og påvirke udviklingen i Irak - og påvirke USA?

NH: Marginalt. Det tror jeg ærlig talt ikke. Til nød tror jeg det spiller en rolle hvordan det går for Blair i Storbritannien - og det er endda usikkert, om det påvirker amerikanerne særlig meget. Bush slås jo i denne her forbindelse for sin egen overlevelse - har travlt med sit eget præsidentvalg her til efteråret. Så jeg tror det er meget marginalt hvad rolle Danmark spiller - og England.

Du forudså før superhøgenes nederlag hjemme i USA. Hvilken afsmitning ville det have på den danske regerings retorik? Hvad man har brugt af argumenter for krigsdeltagelsen og hvordan man har lagt det frem?

NH: Jeg tror ikke dette mønster kan gentage sig. Det kan ikke gentage sig i Danmark. Det ville være halsløs gerning for Danmark i vores udenrigspolitik så ensidigt at satse på en meget tvivlsom amerikansk linje - på bekostning af det europæiske ben. Det tror jeg ikke på. Danmark har brug både for det atlantiske ståsted og det europæiske - vi skal ikke, så primitivt, vælge det ene fra eller til, som vi gjorde i forbindelse med Irak-krisen.

Når du siger, det ikke vil gentage sig - hvad ligger der så i det? At regeringen - ikke bare denne her, men måske regeringer i det hele taget har lært en lektie om hvilke argumenter, de skal have på plads før de går i krig? Eller at pressen og oppositionen vil være mere på stikkerne? Hvori består lektien?

NH: Jeg håber, at almindelig omtanke sejrer. Således at man ikke bare kaster sig ud i militære eventyr UDEN at tænke igennem, hvad der skal ske bagefter! Det er det, som jo i øvrigt var argumentet i '91, da man IKKE rykkede frem til Bagdad. Efter at have besejret de irakiske tropper, så standsede Bush senior jo før han nåede til Bagdad. Hvad var det for argumenter? Netop: Hvad skal vi stille op i Bagdad? Hvad skal vi i Bagdad? Hvordan kontrollerer vi det? Det var jo i øvrigt daværende forsvarsminister Cheney, der stillede alle de spørgsmålstegn ved at gå ind i Bagdad. Den type overvejelser kan man slet ikke undgå at komme ind på i forbindelse med eventuelle fremtidige aktioner af denne karakter. Der må man tænke på: Jamen, hvad gør vi? I alle andre konflikter vil man spørge: ”Hvad skal vi - i Bagdad?” Hvad er meningen med at være der? Hvordan kan man gribe en sådan situation an med fornuft? Ved enhver militæraktion vil dét kritiske spørgsmål være meget mere nemt at stille - være meget mere overbevisende og have meget større vægt overfor beslutningstagerne.

Mange har talt om, at debatten i Danmark har været fraværende - at man ikke har haft den samme kritiske opmærksomhed som fx i England. Skyldes det, som du sagde før, at vores betydning er marginal og vi derfor ikke føler det angår os? Eller skyldes det, at vi ikke har en presse og en offentlig debat der er gearet til den type uenighed?

NH: Der er to grunde til det. Den ene årsag er, at der jo er ikke nogen fra oppositionen, der har hævdet - eller: villet hævde eller kunnet hævde - at den danske regering undertrykte informationer; at man forsøgte at vildlede. De troede på hvad de fik at vide af amerikanerne og englænderne. Dét kan man bebrejde dem. Man kan bebrejde regeringen, at de ukritisk tog alt for gode varer de fik at vide om masseødelæggelsesvåben; om at Irak repræsenterede en akut militær trussel af en eller anden art - hvad Irak tydeligvis ikke gjorde. Dét kan man bebrejde beslutningstagerne her - og den kritik er gyldig nok. MEN: der er jo ingen, der mener at det var den danske regering, der tolkede vores egne efterretningskilder i en forkert retning, fordi vi HAVDE ikke egne efterretningskilder - det havde de både i Storbritannien og især jo i USA. Debatten i USA er jo så kradsbørstig, fordi der jo hævdes fra mange sider - og der er en del, der underbygger det - at man fordrejede efterretningskilder. Senest jo Carnegie-rapporten, som jo åbenbart direkte siger at man fordrejede efterretningsrapporterne - overdrev den militære trussel osv. Se, det er den ene grund.

Den anden grund er, at der er fra vores indsats på Balkan en - på mange måder berettiget - stolthed i Danmark, over at vi kan yde et godt bidrag i international krisestyring. Der er en stor beredvillighed blandt danskere til at Danmark skal spille en rolle, når det drejer sig om international krisestyring. Selv altså hos folk, der som jeg er uhyre kritiske overfor hele beslutningsgrundlaget for Irakkrigen - jeg er jo ikke imod, at Danmark skal spille en rolle, når det i øvrigt er indiceret. Så den der forestilling om, at vi i virkeligheden gerne vil spille en konstruktiv rolle - også i sidste ende med militære midler - sidder temmelig godt fast.

Det centrale omdrejningspunkt for dig, og for det Radikale Venstre har jo været FN-mandatet - at det ikke var der, ikke? Hvis FN havde stået bag ville situationen have stillet sig meget anderledes.

NH: Det er klart. Det er helt sikkert. Det, der var så åbenbart her i denne situation, det var at det vist var 4 af de 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet, som mente at man skulle afbryde våbeninspektørernes virksomhed og starte en militær aktion. Det var VIRKELIG ikke funderet i FN - og adskiller sig derved fuldstændig fra Kosovo-krisen, hvor der jo heller ikke var et soleklart FN-mandat. Der var et FN-grundlag, men der var ikke noget klart FN-mandat. Men her var situationen i FN jo en helt anden - og fx generalsekretærens holdning til krigen i Kosovo var jo af en helt, helt anden type end her i forbindelse med Irakkrigen. Det var overfor Kosovokrisen at Kofi Annan jo sagde - da NATO begyndte sin aktion - at 'FN-pagtens bestemmelser om den territoriale integritet jo ikke var noget, der var skabt for at beskytte massemordere og folk, der bestik de grusomste overgreb overfor deres egen befolkning'. Altså: et klart signal - der gav indsatsen i forhold til Serbien en, vil jeg sige, moralsk fundering som Irakkrigen ganske savner.

 NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE