FØRSTE KVARTAL 2004
28. januar 2004

7:9

<  >

Artiklen kan på sidste side (s.9) downloades som Word-dokument og PDF-fil, fx til udprintning

af Clement Behrendt Kjersgaard,
RÆSONs chefredaktør

ark og ulands 

 

 

 

 

 

   

 

7. Kina gør sig umage

Man har talt om muligheden/risikoen for at Kina ville udvikle sig en supermagt - og at der ville komme en supermagtsrivalisering mellem Kina og USA, der ville bringe tankerne tilbage til Den Kolde Krig. De anledninger, hvor man har haft de idéer fremme i 2003 - Taiwan; det kinesiske rumprogram - det betragter du som nogle overfladefænomener? Noget, som er mindre betydningsfuldt?

NH: Min analyse af hvad der foregår i Kina, er faktisk at kineserne - i hvert fald på dette stade af deres udvikling - er meget bevidste om at de jo stadigvæk er et uland. Og at det stadigvæk er sådan, at 6-800 millioner kinesere lever i et udviklingsland - 2/3 af den kinesiske befolkning, som bor inde i det vestlige Kina i landbrugsområderne, er jo bundfattige. Det er jo alene bræmmen ud mod østkysten, der virkelig har gang i sig. Så de har store, store problemer - jeg tror ikke at man skal vente sig kinesisk eventyrpolitik i udenrigspolitikken. Det er min vurdering - fordi de har alt for travlt med at udvikle sig.

Hvad der sker på længere sigt - i løbet af 20-30-40 år - det er så noget andet. Men hvis man skal se det her og nu - eller bare på det mellemlange sigt: 5-10 år - så ser jeg ikke tegn på kinesisk ekspansionisme i militær forstand.

Men det er en diktaturstat - med overtrædelser af menneskerettighederne. Og der er konflikten med Taiwan, som er blevet et demokrati over de sidste årtier. Har vi en tendens til at tage på Kina med fløjlshandsker, fordi det er så stort et land og fordi vi frygter hvor galt det kunne gå?

NH: Ikke fordi det er stort, men nok fordi vi jo ser en række også meget positive træk internt i det kinesiske samfund. Jeg så lige en notits i min avis her til morgen, om at der er fremlagt et stort program i Kina, der voldsomt vil reducere deres anvendelse af dødsstraf. Den type tiltag - kineserne har undertegnet flere FN-konventioner på menneskerettighedsområdet; masser af lande har konstruktivt samarbejde med Kina på menneskerettighedsområdet. Mine egne overvejelser bygger på en forståelse af, at Kina jo aldrig har været et retssamfund - som eksempelvis vores, hvor vi jo siden tidlig middelalder har sagt: Med lov skal land bygges. Det har været sådan her at loven var borgernes beskyttelse - i Kina havde man mandarinstyret, hvor magthaverne på én gang var feltherrer, skatteopkrævere og dommere: en selvfølgelig helt uheldig sammenblanding. Det bevæger de sig væk fra - så jeg tror at når man tager blidt på kineserne, så er det fordi det er tydeligt at Kina gør sig umage med at komme en anden vej. Også i egen interesse: de ved jo godt, at de kan ikke udvikle en markedsøkonomi, hvis ikke de også udvikler domstole og et retssystem, så udenlandske investorer ved, hvad de har at rette sig efter. Dét er en forudsætning for, at hele det kinesiske eksperiment kan lykkes.

Jeg erkender, at Taiwanproblemet er jo et ustyrligt stort problem. Men de andre grænsestridigheder, som Kina har haft - der er faktisk ro. Der er ro i forhold til Rusland; nu overfor Pakistan; de har gode forhold til Kazakhstan helt inde ved den russiske grænse: har olieaftaler med dem osv. Så der er ikke nogen særlige kriser sådan umiddelbart omkring Kinas grænser.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 

 

 

           

                    

 

 

Illustration: U.S. Air Force