|
|
||
|
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|
|
4:7 Artiklen kan på sidste side (s.7) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
||
|
|
Spørgsmålet om Tyrkiets optagelse har understreget EUs paradokser. For når man skal afgøre, om Tyrkiet kan være med eller ej, skal man også afgøre, hvad Europa er. Er der en europæisk essens?
På den ene sider flager EU med at være et tolerant, åbent og omsorgsfuldt fællesskab. Specielt efter murens fald har Kommissionen haft en stor interesse i at skildre sig selv som de politisk korrekte, dem, der kunne sikre alt det, som østlandene søgte efter: Politisk og religiøs frihed, menneskerettigheder og åbenhed. Det bliver specielt tydeligt i konstitutionens kapitler om fundamentale rettigheder for borgerne i unionen (charteret), der har titlerne: Frihed, værdighed, lige rettigheder, solidaritet og retfærdighed. Officielt tager EU altså stadig arven fra Anden Verdenskrig meget alvorligt. I princippet skulle EU med glæde kunne byde muslimske stater velkommen, hvis de lever op til håndfaste økonomiske og politiske kriterier – og i processen få udraderet resterne af den gamle orientalisme.
På den anden side har de fleste europæiske ledere uhyre svært ved utvetydigt at byde Tyrkiet velkommen. Der er flere forskellige standpunkter i debatten, sikkerhedspolitiske, civilisationsmæssige, men også religiøse. Hos kristdemokraterne skyldes skepsisen således tilsyneladende idéen, om at Europa er en kristen klub. Således har Michael Glos, der er leder af CSU i det tyske parlament sagt ligeud, at partiets modstand mod Tyrkiet i unionen vil blive en af hjørnestenene i valgkampagnen til næste sommers Europaparlamentsvalg. Lederen af konventet, franske Valéry Giscard d’Estaing, har ligeledes afvist tyrkisk medlemsskab med henvisning til, at Tyrkiet ikke deler Europas ”fælleskulturelle værdier.” Et uhørt klart sprogbrug i debatten om Tyrkiet, der hidtil har været præget af halvkvædede viser og lunkne håndtryk.
”Men netop fordi medlemskab er blevet mere realistisk, er modstanden også blevet mere tydelig,” siger Uffe Østergård. Og den tyrkiske Jean Monnet-professor Mehmet Ögütcü fastslår: ”De fleste europæiske politikere ville kategorisk benægte, at de overhovedet tænker over religion, når de træffer deres politiske beslutninger. Men handlingerne... fortæller en anden historie. (…) Religiøse sympatier er ofte dybt forankret i de vestlige hoveder og hjerter, uanset om de bliver udtalt eller ej,” skriver han i magasinet Üstatlarin Kaleminden.
|
|
Portrætfoto: Vibeke Toft
Illustration:
Gustave Doré,
