ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A

 

 

Syv europæiske nationer presser stadig på for at få Gud med i EUs forfatningstraktat og få gjort kristendommen til en ubrydelig del af EU. Kristendommen er blevet et vigtigt led i bestræbelserne på at skabe en fælleseuropæisk identitet. Men dermed bliver islam og muslimer også let til fjendebilleder. Og dén udvikling strider mod EU's mest fundamentale princip om ligebehandling og tolerance overfor andre religioner og kulturer som garanten for stabilitet og fred.

Af Nynne Bjerre Christensen

1. Var Jesus europæer?
2. Det næste fjendebillede
3. Politik uden fjendtligheder
4. Tyrkiet afslører EU’s paradokser
5. Katastrofestemning i kirken
6. Kristendommen og individets frihed
7. Et religiøst Fort Europa bliver udfordret

 

1. Var Jesus europæer?

Er det et tilfælde, at den venteliste, der er etableret til EU, kan ordnes efter religiøsitet? Først de katolske og protestantiske lande, som Polen, Baltikum og Ungarn. Derefter slaviske ortodokse lande som Rumænien og Bulgarien og sidst muslimske lande som Tyrkiet og Bosnien. Der er naturligvis en lang række andre årsager til ventelistens udformning – primært at landene ikke opfylder Københavner-kriterierne og ikke lever op til de økonomiske krav, som EU stiller – men slående er det alligevel.

Og med dén religionsdebat, som har udspundet sig under diskussionerne i det europæiske konvent, kan man i hvert fald have sine tvivl om, hvorvidt EU er så religions-blind, som det fremgår af det i Nice vedtagne Charter for fundamentale rettigheder. Syv nuværende og kommende medlemslande insisterer stadig på, at få en henvisning til Europas kristne arv med i EUs nye konstitution, og dermed få skabt et ubrydeligt bånd mellem EU og kristendommen. I princippet vil landene – anført af stærkt katolske Polen – blot henvise til, at Europa traditionelt har været kristen og har en kristen arv. Men når forslaget alligevel har skabt gevaldig debat er det fordi, at henvisningen i praksis vil komme til at virke ekskluderende på andre religioner. Og derfor er ønsket ikke helt så uskyldigt, som det lyder.

Religionsdiskussionen i konventet er kulminationen på en sammenkædning af religion og EU, der startede ved murens fald, og som i stigende grad har vundet indpas. Tendensen er farlig, fordi betoningen af kristne værdier i bedste fald marginaliserer muslimer – og i værste fald gør dem til det primære fjendebillede.

*

I Bruxelles har det igennem mange år stået klart, at der måtte skabes en fælleseuropæisk identitet, hvis ikke EU skulle forvitre fuldstændig i kedsommelige forordninger og regulativer. Der skulle skabes positive værdier, som borgerne kunne samles om. Daværende Kommissions-formand Jacques Delors syslede allerede i slutningen af 1980erne med en fælleseuropæisk identitet, der kunne løfte EU ud af forordningssuppen. Indtil videre havde man ikke hittet på andet end et stjernet flag, et brudstykke af Beethovens 9. symfoni og et brandmandsorkester, der serverede messingsuppe i afgørende situationer. Og ingen af delene gjorde stort indtryk på europæerne.

Delors kunne i begyndelsen af 1990erne godt se, at hans tiltag ikke havde nogen særligt samlende effekt. Derfor etablerede den dedikerede katolik Delors projektet ”A Soul For Europe” – der består i, at en lang række religiøse organisationer får EU-støtte til at arrangere møder, seminarer og forskellige sociale arrangementer, hvor EU og religion mødes. Ifølge fundatsen skal projektet få borgerne til at forstå den etiske og åndelige dimension i europæisk politik og europæisk enhed. I 1994 sagde Delors under et møde med præster, rabbinere og imamer: ”Hvis ikke det om ti år er lykkedes os at skabe en europæisk ånd, inspiration og sjæl, så har vi fejlet.” Det handler om at give EU værdier og skabe et tilhørsforhold mellem unionen og borgerne.

Dét projekt, mener historieprofessor Uffe Østergård, leder af Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier i DIIS, kan nemt blive vigtigere for identitetsdannelsen end Delors’ flag og hymne. ”Projektet, at den europæiske identitet er identisk med kristenheden, blev jo fremført med stor seriøsitet i konventarbejdet, og omkring en tredjedel af medlemmerne var indstillet på det. Et stort mindretal var altså med på, at Europa er kristent. Men det er så upræcist, at det er forkert. Kristendom er jo ikke bare kristendom: Der er en enorm forskel på de tre kirker,” siger Uffe Østergård om den katolske, protestantiske og ortodokse kirke.

”Når man alligevel finder sammen er det først og fremmest udtryk for en mangel på omtanke. Man refererer til samme hellige skrifter, men praksis er meget forskellig. Men det, de siger i konventet er, at man da i det mindste har meget mere til fælles end med islam. Det er en tankegang, der er meget udbredt i de kristelige demokratier i Tyskland, Holland, og, i mindre grad: Belgien og Frankrig. Hér er der en vældig tradition for at finde sammen; de kristelige partier blev jo stærke efter Anden Verdenskrig, fordi man fik katolikker og protestanter til at samarbejde. Så de er tværkonfessionelle. Derfor er det i disse kredse, at man finder denne argumentation – at Europa skal huske på sine kristne værdier,” forklarer Uffe Østergård.

Et andet tegn på, at religionen har fået en større rolle at spille i europæisk politik er, at Vatikanet og den katolske kirke i stigende grad bliver citeret i ikke-katolske medier. Vatikanet har udført et heftigt lobbyarbejde overfor konventets formand, franske Valéry Giscard d’Estaing, for at få inkluderet den kristne arv i konstitutionen. Og da det ikke lykkedes kaldte Vatikanets ærkebiskop Jean-Louis Tauran konstitutionsudkastet for ”en katastrofe. Det er et imperialistisk forsøg på at omskrive historien,” rasede han. En udtalelse, der næppe ville være blevet taget notits af i ikke-katolske lande for bare ti år siden, men som ikke desto mindre er nået frem til Danmark.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto: Vibeke Toft

Illustration: Gustave Doré,
reproduceret af:
professor Felix Just, S.J.