ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

2. Det næste fjendebillede

Men at have noget til fælles er ikke tilstrækkeligt grundlag for en fælles identitet. Det er også identitetsopbyggende at have andre folkeslag, religioner eller identiteter, som man spejler sig selv i og som er ens modbillede. Meget nyere forskning viser, at fjendebilleder er en særdeles effektiv strategi for at samle en gruppe. Storpolitisk var Europas traditionelle modbillede Sovjetunionen og Østblokken. Men hvem skulle, da muren faldt, være den ”anden,” denne modpol, der ville være så afgørende for, at en europæisk identitet kunne udvikle sig? Hvilke værdier skulle der lægges vægt på? Hvad var Europa egentlig for en størrelse – og hvad havde de mange millioner indbyggere til fælles? Hvem er vi med – og hvem er vi imod?

                      Hollywood og forskellige krimiforfattere viste allerede tidligt i 1990erne vejen ved at udse sig muslimske terrorister til effektfulde skurkeroller. Tilstedeværelsen af muslimer i Europa –

med de problemer, der var knyttet hertil – gjorde det ikke svært at skildre muslimerne som de kristne europæeres modsætning. Den tanke har en række politikere taget til sig: Islam og muslimers tilstedeværelse i Europa er tilsyneladende blevet dét modbillede, der gør kristendommen til et politisk omdrejningspunkt.

Betoningen af de kristne værdier er et smart træk fra dem, der gerne vil have en tæt og superintegreret europæisk enhed. Det er en sofistikeret måde, hvorpå man kan definere et fællesskab, som muslimerne aldrig kan få adgang til trods mange års integration. Der ville være klart definerede grænser for fællesskabet. Og fjendebilledet ville være givet på forhånd – nemlig dem, der ikke var kristne.

Derfor skabte den kristne arv en så ophedet debat i Konventet: For andre var forbløffede over, at man overhovedet kunne overveje at blande en kristen Gud ind i en politisk konstruktion som EU, når der nu bor et sted imellem 10 og 15 mio. muslimer i Europa, og islam er Europas næststørste religion. Det ville være et brud med hidtidig EU-praksis. Det ville formelt marginalisere en religiøs minoritet, der i forvejen havde svært ved at integrere sig. Og understrege overfor ansøgerlandet Tyrkiet, at landets EU-optagelse – set fra Bruxelles – er en by i Rusland.

Uffe Østergård finder det også farligt at blande kristendommen ind i konstitutionen. ”Det er vel det, vi synes vi har lært af Europas historie. Det europæiske samarbejde er en reaktion på verdenskrigene i det 20. århundrede, men så sandelig også på religionskrigene i det 17. århundrede.”

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætfoto: Vibeke Toft

Illustration: Gustave Doré,
reproduceret af:
professor Felix Just, S.J.