|
|
||
|
|
FJERDE KVARTAL 2003 |
|
|
3:7 Artiklen kan på sidste side (s.7) downloades som Word-dokument, fx til udprintning |
||
|
|
3. Politik uden fjendtligheder
Det er ikke noget nyt, at araberne og muslimerne bliver skildret af europæerne som underudviklede fjender for at stille europæerne selv i et bedre lys. Nyligt afdøde Edward Said beskrev i sin bog ”Orientalism”, hvordan Orienten har været med til at skabe Europas selvopfattelse som den civiliserede reglion mod den uciviliserede Orient. Men den form for primitiv ”os-mod-dem” selvopfattelse daterer sig formentlig helt tilbage til korstogene, i hvert fald til oplysningstiden.
Den europæiske kul- og stålunion (forløberen for EU) blev i 1951 etableret netop som et opgør med al dette. Fremover skulle man undgå at udnævne ét folk eller én religion som fjenden. Den franske udenrigsminister Robert Schuman fastslog i sin tale 9. maj 1950 (der senere er blevet kendt som Schuman-erklæringen), at fred og civilisation gik igennem europæisk solidaritet og nedbrydning af de modsætningsforhold, der havde skabt krigene. Dette skete i første omgang gennem kontrol med den fransk-tyske kul- og stålproduktion, men det blev hurtigt tydeligt, at Europa var klar til et langt mere forpligtende samarbejde.
Folk havde fået nok af den aggressive sekulære liberalisme, af socialisme og af fascismen. Derfor blev det en anden politisk kraft, de kristelige demokratier, der udviklede sig til at blive den mest dominerende politiske strømning i efterkrigstiden. Når kristdemokraterne blev populære skyldtes det blandt andet, at de holdt en meget lav religiøs profil. Fjendtligheder og had, der tog afsæt i kulturelle forskelligheder, blev totalt tabu i alle disse religiøse organisationer. Hvis religion skulle spille en rolle i politik, så skulle den tilpasse sig, være eftergivende og økumenisk.
Kristdemokraterne var altså i den pudsige situation, at de skulle få indflydelse uden at slå på deres forskellighed fra andre. Og det lykkedes. CDU/CSU i Tyskland viste sig, at have gedigne politiske løsninger og kom desuden til at rumme en stilfærdig, tolerant, kristen identitet, der var så selvudslettende, at den var svær at indvende noget overfor. Men tilstede, det var den. Og det var hengivne katolikker, som Jean Monnet, Robert Schumann, Alcide de Gaspari og Konrad Adenauer, der skabte kul- og stålunionen og kom til at præge EU.
Det europæiske fællesskab var i sin grundsubstans ikke kristent og foretrak ikke én religion fremfor andre. Der er ingen henvisninger til religion i traktaterne, for det ville jo være imod unionens grundtanke. Grundtonen var imidlertid uundgåeligt kristen, fordi EU udviklede sig med afsæt i kristdemokratierne – men det blev først tydeligt, da muslimerne begyndte at komme til Europa og da Tyrkiet søgte om medlemskab. Og så begyndte tolerancen at krakelere.
|
|
Portrætfoto: Vibeke Toft
Illustration:
Gustave Doré,
