|
|
Men er der netop en risiko for det? At man får et bureaukrati i Bruxelles, der kører nogle ting som der er meget lidt adgang til, mens man måske ser nogle regionale dynamikker, vi ikke har set tidligere (man kunne forestille sig en nordisk orientering, det samme med Østeuropa) - sådan at man ALDRIG får den der fælles europæiske offentlighed? Det er vel det store spørgsmål: om den kommer eller ej?
ML: Der er bestemt risici for at dynamikken går ud af det – og at det bliver sådan et løsere samarbejde. Den risiko vil jo ikke blive mindre hvis man med tiden fortsætter med geografisk at ekspandere med endnu mere fremmedartede lande, man skal integrere. Så i virkeligheden er der jo et eller andet sted en afvejning mellem: hvor geografisk udstrakt og kulturelt forskelligt det her samarbejde kan blive sammensat – og: hvor integreret det overhovedet kan blive i retning af at træffe fælles beslutninger. Og det er jo så diskussionen om Tyrkiet, som i virkeligheden raser nedenunder overfladen i de fleste europæiske lande.
Her til allersidst. Ser vi overordnet på den sidste 5 års periode; på den regering vi har fået og på den diskurs vi har fået: ville det være rigtigt at sige at man i 90erne havde en fornemmelse af, at internationalismen var på vej FREM, at verden blev mere global, at internationalismen var løsningen og ikke problemet - men at der de sidste 5 år er kommet hvad tilhængerne af den udvikling måske ville kalde en besindelse på at det nationale i grunden overlever meget godt? Både indenrigs- og udenrigspolitisk - fx ift. flygtninge og EU?
ML: Ja, det er jo i hvert fald én udviklingslinie. Så kan man sige at det, der er sket efter 11. september har jo også ændret dagsordenen på en svært uhåndterlig måde. Men samtidig som en understregning af at vi har brug for en virkelig global alliance, hvis vi skal håndtere de her problemer. De er ikke håndtérbare alene med militære løsninger, fra Afghanistan til Irak. De er kun håndterlige hvis vi har en meget langstrakt stærkt internationalt samarbejde på politiområdet, i forebyggelsen af spredning af masseødelæggelsesvåben (apropos eksemplet jeg nævnte med Rusland og de svagt bevogtede lagre derovre), i indsatsen for at udrydde ikke bare terrorismen men også terrorismens grobund i under-udvikling og dertil knyttet fundamentalistisk tænkning hos en stor del af befolkningen. Der er nogle meget langtrækkende udfordringer - som skal mødes, hvis man skal have en chance for at undgå at det, vi idag definerer som terrorisme bliver en massebevægelse, en generation fremme.
Ville du gå så langt som til at sige at Irakkrigen har gjort verden til et mindre sikkert sted? Kan den have øget de problemer, som man burde forsøge at modarbejde?
ML: Nej, det ville jeg ikke turde sige. Men: min usikkerhed om hvad det her fører til er meget stor. Og jeg tror at den amerikaner, der sidder som besættelsesmagt eller administrator nede i Irak, føler nøjagtig den samme usikkerhed.
Udgivet 20.08.03 kl.11.50 CET
|
|
Kommentarer/spørgsmål til RÆSON? Send os en mail |
|
|
Portrætfoto: Folketinget. Illustrationsfoto: The White House
|
|
|
|
|
|
|
|
