Man kan ikke bombe sig igennem

4. WTO's sammenbrud 'svært at sige om det var godt eller skidt'

Det tredje punkt du har valgt er sammenbruddet på WTO-topmødet i Cancûn. Hvor betydningsfuldt var det?

ML: Det er igen en af de ting, der sket for så nylig at det er svært at sige om det var godt eller skidt.

Kunne det være godt?

ML: Det, der kunne være det gode ved det - det, som jeg tror var drivkraften for Sydafrika og andre, som satte sig på spidsen i Cancûn, det er at vi i Vesten - hvad enten vi er europæere, amerikanere eller japanere - omsider forstår, at der skal nogle helt andre større boller på suppen i forhold til Den Tredje Verden, hvis der skal laves et fair frihandelssystem i den her verden. Det er en meget ulige verden - også set fra WTO-vinklen.

Frihandel er selvfølgelig godt, men det skal ikke være frihandel uden nogen mulighed for at tredjeverdenslandene kan bygge deres egne strukturer ordentligt op, og ikke bare blive opkøbt af alle vore multinationale koncerner i de rige lande. De skal have muligheden for at få adgang til billig medicin osv. - der er en lang række temaer, men først og fremmest selvfølgelig: adgangen til vore markeder for deres produkter på de områder, hvor de HAR noget at byde på: her og nu og idag. Hvor de kunne komme bedre i gang med deres økonomiske udvikling, hvis vi ikke - som på landbrugsområdet i særklasse - beskyttede vores egne lille bondebefolkning så ekstremt meget, som vi gør. Vi belaster vores egne offentlige budgetter: vi belaster vores eget miljø - og vi forstærker uligheden i den her verden dramatisk ved en landbrugsbeskyttelsespolitik af den tyngde som vi har, både i EU og også i USA i øvrigt. Her må altså en ny besindelse begynde at brede sig - hvis man vil have en mere stabil og mindre ulige verden. Det kan altså ikke nytte at WTO-forhandlinger kun handler om, at vi - rasende produktive; effektive vestlige industrilande - insisterer på at der er fri adgang for vores produkter til de fattige lande, samtidig med at det, de kan præstere er det, der er allermest beskyttelse imod i kraft både af vores toldbarrierer og landbrugsstøtteordninger.

Det har jo ellers været karakteristisk for jer til venstre for midten, at når I talte om frihandel skulle der være en anden side også: udbrede miljø- og arbejdsmiljøstandarder, forbrugerbeskyttelse og hvad ved jeg. Ligger der i det, du siger, at frihandlen kommer først? At man skal tvinge den igennem før det andet kan følge efter?

ML: Nej, der ligger først og fremmest at i forhold til ulandenes interesser skal frihandelstemaet spilles fair og balanceret igennem, så det ikke bare bliver et spørgsmål om, at der er fri adgang til deres markeder for det vi kan producere og sprøjte ud i massevis med rasende effektivitet, men også at noget af det, de kan producere kan komme ind hos os. De andre dagsordener er der ved siden af, selvfølgelig - om produktsikkerhed og sikkerhed for den enkelte medarbejder, hvor man skal finde nogle fornuftige balancer, når det gælder arbejdstagersikkerhed. Den internationale arbejdsorganisation og dens standarder spiller også en rolle og skal kobles til de forhandlinger.

Lad os nu forestille os en verden, hvor man fik gennemtrumfet den rene frihandel, men hvor standarderne og beskyttelsen og de politiske tiltag ikke fulgte med. Ville det alligevel være en bedre verden end den vi har nu? Eller ser du en risiko for at den løs-satte kapitalisme kunne køre tingene endnu dybere ned?

ML: Man skal have nogle minimumsstandarder samtidig med at man frigør verdenshandlen. Men man skal også gøre sig klart, at det er gradvist og behersket, hvad de fattigste lande kan leve op til - og hvis man stiller nogle meget, meget høje krav, så er det det samme som at afskære dem fra overhovedet at prøve at arbejde sig ud af deres ultra-fattigdom. Så der er nogle frygtelige balancer i det her.

Er der en ændring hos jer her? Er I mere frihandelsorienterede end for 10-15 år siden?

ML: Nej. Det tror jeg egentlig ikke - ja måske i forhold til for 10-15 år siden, men i hvert fald ikke i forhold til det, som vi lagde op af prioriteter da jeg sad som udenrigsminister.

Nu havde vi forhandlingssammenbruddet i WTO. Lykke Friis har fornylig været inde på at EU har indkasseret 3 fiaskoer i løbet af 2003: Irak-uenigheden, bruddet på stabilitetspagten og til sidst topmødesammenbruddet i December. Vi havde, hvis nogen kan huske så langt tilbage, en krise i NATO som var meget alvorlig - og som også udløste halve nekrologer over organisationen. Vi har FN på et decideret sidespor i mange sammenhænge de sidste par år. Er vi vidner til, at internationale organisationer - det formaliserede internationale samarbejde - bliver trængt decideret i defensiven, fordi landene forfølger deres egne interesser?

ML: Jeg vil jo stadigvæk vælge at tro, at vi kan genskabe en dynamik i EU-samarbejdet, som gør at det ikke bliver tilfældet dér. NATO er det lidt noget andet med - fordi NATO's oprindelige rolle er udspillet. Der er ikke nogen veldefineret - geografisk veldefineret - fjende for NATO længere. Det er ved at udvikle sig til en samarbejdsparaply også med Rusland, men det får nødvendigvis en lidt løsere karakter, det samarbejde - tror jeg. Mens man kan håbe at EU-samarbejdet kan forstærkes igen - både på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske. Ikke som et EU-samarbejde der, når det gælder militære samarbejdsstrukturer, erstatter NATO, men som et EU-samarbejde der supplerer NATO og gør det muligt for Europa at spille rollen med den bløde, globale sikkerhedspolitik - og intervenere i forhold til at forebygge og stoppe konflikter på de områder, hvor der ikke er en meget stærk amerikansk interesse i at gå ind og blande sig, men til gengæld, i nær- (eller nogenlunde nær-området) er en europæisk interesse i at stoppe konflikter - udover den rent humanitære, der selvfølgelig altid vil være der.

Hvad med FN?

ML: Den udvikling, som jo heldigvis nu ser ud til at være der omkring det europæiske forsvarssamarbejde og udrykningsstyrke til fredsbevarende operationer [efter at Tyskland, Frankrig og England har snakket sammen] kan vise sig at være den stærkeste arm - også for FN-ledede aktioner, vi hidtil har set i verden. Fordi EU-udrykningen jo sagtens kunne deltage i FN-sanktionerede og såmænd også FN-ledede aktioner.

Du siger der er et større løfte om dynamik i EU end i NATO---

ML: Det håber jeg der kommer. Man kan ikke påstå, der er det lige nu.

Men kan man forestille sig at EU-landene vælger at arbejde indenfor rammerne af EU alene - hvor de kan sætte dagsordenen - og gå udenom FN?

ML: Dén konflikt tror jeg ikke så meget på. Dét, FN har brug for, det er rige lande med tilstrækkelig kapacitet til hurtig udrykning i fredsbevarende operationer. Det, som vi vil få, når planerne om EU-forsvaret er ført ud i livet, det er den hidtil stærkeste kapacitet for den slags aktioner. Det kan meget vel være, den ofte vil blive brugt til at udføre opgaver for FN. Jeg tror ikke så meget på konflikten - og det siger jeg også fordi vi havde faktisk i foråret for 3 år siden en diskussion om det her mellem EU-udenrigsministrene og FN's generalsekretær, Kofi Annan. Hvor det selvfølgelig dengang var endnu mere på tegnebrættet end i dag. Hvor han sagde, 'Jamen, jeg betragter det her som en mulig stor styrkelse af FN’ - og ikke det modsatte.

NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

ark og ulands