ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

21. januar 2004 | Fra Murdoch til Mubarak og fra Cancun til Kvægtorvet. RÆSON indleder i dag en lille interviewserie, hvor de medvirkende vælger de 5 mest betydningsfulde internationale brændpunkter i 2003. Den første gæst er Mogens Lykketoft, der har valgt at tale om:

 

1. EU-udviklingen - 'fordi der ikke har været nogen'
2. USA - 'så afgørende for os alle sammen'
3. Demokratiets barduner
4. WTO's sammenbrud - 'svært at sige om det var godt eller skidt'
5. Irak, Palæstina - og den dybe mistro
6. Den virkelige terrorkrig
7. Topmødesammenbruddet - og den danske skepsis

 

1. EU-udviklingen - 'fordi der ikke har været nogen'

 Hvad er den første begivenhed, du har valgt?

MOGENS LYKKETOFT [ML]: EU-udviklingen. Ikke fordi der har været nogen, men fordi der ikke har været nogen, og fordi det er et meget stort problem, hvis den lammelse, som indtrådte ved topmødet i Bruxelles i december får lov til at fortsætte hen over det tidspunkt hvor vi skal have udvidet EU fra 15 til 25 lande. Det er klart at den nuværende traktat ikke giver tilstrækkeligt hensigtsmæssige rammer for at få EU-samarbejdet til at fungere med så mange lande - vi er nødt til at få stærkere rammer: flere flertalsbeslutninger. Og vi er også nødt til at prøve fra dansk side at komme af med så mange af vores forbehold - både mentale og juridiske forbehold, som muligt, i forhold til et europæisk samarbejde, som for os ER det bedste bud på at få noget indflydelse på vores egen fremtid.

Mange har sagt: "Der er ikke noget NYT i det her - europæerne kan bare ikke blive enige, som sædvanlig!" Men du brugte udtrykket "lammelse" - betyder det, at der er en særlig risiko for at problemet her kan vokse sig større og blive værre?

ML: Med de beslutningsprocedurer der er i den gamle traktat så er der al for stor risiko for at man går i stå og ikke kan konkludere på alle de områder, hvor man nu skal være helt enige 25 lande imellem. I virkeligheden har det arbejde, som konventet gjorde, og som foreløbig er sat på stand-by, været et helt nødvendigt arbejde i forhold til at se for sig at en europæisk samarbejdsproces overhovedet kan fungere med så mange lande. Det er jo ikke noget, vi har set før i historien: at man gennem en demokratisk beslutningsprocedure i virkeligheden kan træffe fælles beslutninger, så mange nationalstater imellem.

I begyndelsen af 80erne talte man om 'euro-sclerose': som om dynamikken, gejsten eller gnisten var gået ud af det europæiske samarbejde. Er den risiko du ser, at man kan komme til et tidspunkt hvor både vælgere og stater mister tilliden til EU som en aktør - som det sted, man kan løse problemerne? Er det den risiko, der er malet på væggen på nu?

ML: Man kommer til at vælge mellem et samarbejde, som bliver mere løsagtigt, mindre forpligtende – og måske nok kan håndtere noget med det indre marked og fastholde at vi ikke har told imellem os etc.; men ikke vil kunne give svarene på alle de fælles udfordringer, som vi alligevel ikke kan møde hver for sig (hvad enten vi snakker miljø eller om ikke at konkurrere med hinanden på forringet arbejdsmiljø, eller om at vi ikke skal konkurrere hinanden ned i grundlaget for finansieringen af vores velfærdssamfund for at kunne tiltrække investeringer). Der vil være en hel masse samarbejdsområder, som skal styrkes, hvis samarbejdet skal have den gode mening at løse problemer, som hvert enkelt lille eller stort europæisk land ikke kan løse alene.

Hvem har skylden for sammenbruddet i December?

ML: Den umiddelbare anledning var jo Spaniens og - især - Polens reaktion imod at stemmevægtene skulle være anderledes og landene i videre omfang skulle stemme ift. indbyggertal. Et synspunkt, som jeg synes var helt legitimt og i orden: der ER flere tyskere end der er polakker og danskere, og det VAR en rimelig model man havde fået stillet op: med denne dobbelthed at der er 25 store og små nationalstater, der for den ene halvdels vedkommende skal tælle lige meget og for den anden halvdels vedkommende skal tælle ift. hvor store deres befolkninger er. Lidt den samme balance som man har prøvet at indbygge i den amerikanske forfatning - uden sammenligning i øvrigt - hvor alle stater jo er lige stærkt repræsenteret i Senatet, uanset hvor mange mennesker der bor i dem. Det har man prøvet at lave et kompromis om - og det kompromis kunne altså ikke passere. Det var den umiddelbare anledning til at det her ikke lykkedes. Men det var også et dårligt varsel om, at hvis ikke vi får spillereglerne på plads og gjort dem mere operative, INDEN vi for alvor går i gang med 25 lande omkring bordet, så er risikoen overvældende for ikke at EU træffer for mange beslutninger, som mange danskere er bange for, men for få og for sene beslutninger, der hvor vi har brug for EU.

Så sammenbruddet er et glimt ind i fremtiden?

ML: Ja.

Man har forudsagt at der bliver flere trilaterale topmøder mellem Tyskland, Frankrig og England; det var tilsyneladende også det vi så i December: at de store nationer ikke ønsker at være helt så fleksible overfor de små som før. Du siger, at der skal være to niveauer i beslutningsprocessen, så man tager hensyn til dem. Men: hvis det bliver tydeligere for de europæiske befolkninger - herunder den danske - at de 3 store stater nu sætter dagsordenen og har mindre tålmodighed, tror du så at EU kan miste tilslutning? Hvis man går ind og ændrer institutionerne, så de giver mere plads til de store?

ML: Ikke i den form, som der var lagt op til fra konventet - det tror jeg ikke. Men det er klart der er en risiko ved nogle EU-institutioner, der ikke kan træffe beslutninger, der hvor det egentlig er EU's kompetence (hvad enten det så i dag kræver enstemmighed eller i fremtiden kan ske med flertalsbeslutninger i samarbejde med parlamentet). Risikoen, hvis det maskineri - hvor alle er med - ikke fungerer, det er jo at de store lande i et eller andet omfang genoptager deres historiske rolle: nemlig at træffe beslutninger på vegne af os andre - henover hovedet på os, og SÅ har vi i virkeligheden kun bagefter ét at foretage: passiv tilpasning til de beslutninger, de har truffet. Dét har jo været vores historiske skæbne. Mange danskere går rundt og tror vi har afgivet suverænitet til EU - det har vi, i en vis juridisk forstand, også, på områder vi var enige om var bedre tjent med det. MEN: hvis man sammenligner med de sidste par hundrede års historie, så må man sige: Danmark har jo været langt mere afhængig af Tyskland eller Storbritannien, eller for den sags skyld Sverige, uden at have en demokratisk medbestemmelse over dem, som vi har i EU. Hvis ikke EU-maskineriet kommer til at fungere bedre, SÅ risikerer du en stormagtsdominans af mere traditionel karakter, som du har set så meget af i historien.

Så risikoen er ikke at man giver stormagterne mere plads - kommer dem i møde ved at ændre stemmereglerne - men at man ikke gør det?

ML: Ja.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: U.S. Air Force