ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

9. Det falske alternativ

“Empire” synes at tage som sit udgangspunkt, at vi er gået fra en verden af nationalstater til en anden type international orden.  I 90erne syntes mange, at FN havde en genopvågnen - eller: en opvågnen! - og at den globale solidaritet voksede, mens nationalstaten og nationalismen var på tilbagetog. Men nogle vil emne, at vi i de sidste 5 år har set en nationalstatens renæssance - i Mellemøsten, USA og Europa. At alle de ting, som skulle have undermineret den, har styrket den i stedet. Så globaliseringen har slået bak. Som folk bliver mere usikre, påskønner de i højere grad den kultur og arv de har. Så vi faktisk ikke er på vej fra en verden af nationalstater til en verden med én fælles referenceramme, men snarere: på vej ind i en æra, hvor nationer er mere relevante og levende end de længe har været.

MH: Dette peger i retning af, hvad der forekommer mig at være en “falsk modstilling” i globaliseringsdiskussionerne. Hvor den ene siger, “Globaliseringen findes – derfor er nationalstaten ikke længere vigtig”. Og den anden svarer, “Well – nationalstater ER stadig vigtige, derfor findes der ingen globalisering!” Det er hverken-eller. Vi bliver nødt til anerkende den måde hvorpå forhold - og magtforhold - bliver globaliserede og hvordan nationalstaterne fungerer indenfor den proces. Globaliseringsprocesser - eller endog idéen om en “global suverænitet”, som Toni og jeg foreslår - betyder ikke at nationalstaterne ikke længere er vigtige. De forbliver betydningsfulde - nogle selvfølgelig mere end andre - og dét er det altid vigtigt at anerkende. Mange nationalstater har i øvrigt aldrig været suveræne, men det er en anden historie.

Jeg ville være uenig i påstanden om, at nationalstaterne er ved at visne og snart vil være irrelevante - og jeg ville argumentere mod idéen om at nationalstaterne igen har gjort sig gældende, så de er lige så eller mere suveræne end de har været før. Ingen af de to vurderinger er korrekte. Det forekommer mig, og dette er forsøget med “Empire”-begrebet, at anerkende et globalt framework indenfor hvilket nationalstater - på en ulige måde - sammen med forskellige andre kræfter (på globalt, lokalt og nationalt niveau) fungerer i et netværk af forhold, der konstruerer global orden. Dét er vores forsøg - det kan sagtens være vi tager fejl; jeg siger ikke at vi nødvendigvis har ret, men et eller andet forsøg i den retning - som anerkender hvordan natonalstater fungerer indenfor en større struktur - forekommer mig, at være den eneste måde, hvorpå vi kan begribe hvordan vores globale situation tager sig ud nu.

Hvis folk skal sige at den forudsigelse om en stor forestående forandring er rigtig, skal en fornemmlse af international solidaritet være stigende, ikke? Men om mange af de ting du beskriver - folk der emigrerer og nægter at leve i fattigdom - vil en kapitalist eller en liberalist sige: “Det er individualisme! Der er ingen fornemmelse af solidaritet; af ensartethed; af fællesskab. Ingen af disse immigranter tænker på hinanden - de tænker på sig selv!” For at kunne sige: “Når I har klaret jer skal I tænke på dem, I har ladet bagude - eller de andre, i det samfund hvor du nu bor, eller i det, hvor du vil bo imorgen!” skal du appellere til en global eller ihvertfald: tværnational solidaritet, som bare ikke findes.

MH: Jeg tror vi er på en meget dyb filosofisk pointe her.

Det tager jeg som et kompliment!

MH: [ler] Okay! Jeg ser ikke noget behov for selvfornægtelse og altruisme. Behovet, jeg ser, er for at anerkende, hvad vi kunne alde “kollektivt ønske” [collective desire]. Så når jeg, fra det perspektiv man har i USA, siger at jeg er imod folk der arbejder i usle fabrikker [sweat-shops] i Asien, er det fordi at afskaffelsen af dét fænomen også vil gøre MIN verden bedre. Det er ikke ud fra en asketisk altruisme; så snarere end at vende mig til migranterne i dette tilfælde - omend jeg tør vædde på man også kunne give en god beskrivelse af det - ville jeg vende mig mod disse forskellige bevægelser, der er vokset op omkring globalisations-emner og nu også omkring krig.

Når de demonstrerer foran IMF eller Verdensbanken eller G8 er det ikke bare et abstrakt udtryk for solidaritet forstået som selvfornægtelse. Fundamentalt argumenterer de faktisk for en mere demokratisk verden. Og en mere demokratisk verden ikke for at nægte sig selv noget men faktisk: for at gøre sig rigere. Det er den måde, jeg ville argumentere på. For eksempel: jeg ville ikke ønske at skabe en bevægelse på venstrefløjen baseret på fattigdom - jeg ønsker ikke at vi allesammen sal være fattige. Nej, faktisk vil jeg ha' vi allesammen skal være rige - jeg mener det er i min interesse, det er mit ønske, og jeg tror det er vores ønske mere overordnet, at vi får en mere demokratisk og lige verden.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: NASA og Duke