ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. USA under Bush: Begrænsende for den globale kapitalisme
2.  Undtagelsestilstand
3. Ville Europa kunne tilbyde et alternativ?
4. Nomadernes lektie
5. Filosofien som luksus
6. Kapitalisme og frembringelsen af forskelle
7. Nye former for udnyttelse
8. Frihed og stabilitet
9. Det falske alternativ
10. Den boblende gryde

 

1. USA under Bush: Begrænsende for den globale kapitalisme

I din artikel med titlen “Folly of our masters of the universe” [The Guardian, December 18^th 2002] synes du at sige, at de vestlige eliter – eller de globale eliter? – misforstår, hvad der er i deres egen interesse, idet de bøjer sig for USA. Ville det være en korrekt fremstilling af dit argument?

   MICHAEL HARDT [MH]: Well, jeg ville sige, at der er to åbenbare problemer med USA’s politk, forsøget på dét man nu kalder unilateralisme. Det ene er det, du peger på: at det ikke tager med i betragtning, hvad vi kunne kalde det globale aristokratis interesser. Man kunne måske tænke på dette nye unilateralistiske eventyr, udført af Bush’s søn, som en slags forsøg på at håndhæve monarkisk kontrol over verden – og tilrane sig magt fra forskellige globale aristokratier. Med “de globale aristokratier” mener jeg både de dominerende nationalstater og også de større kapitalistiske firmaer og andre kræfter. Hvad der i en vis forstand havde været et ret fintdelt magtnetværk [a rather distributive network of power] bliver nu koncentreret i hænderne på USA. Så det første problem med politikken er i grunden - lad os kalde det: at udfoldelsen af monarkisk kontrol fra USA’s side ikke afspejler de forskellige aristokratiske magters interesser. Man kunne forkorte det, ved at se på de store muligheder for profit i 1990ernes kapitalistiske globalisering som USA’s aktiviteter har gjort meget for at reducere [curb] i den nuværende periode. Det er ét problem: at de andre globale magter - nationalstater og andre - ikke får deres interesser repræsenteret af USA.

Men det andet problem er, at USA faktisk ikke - modsat opfattelsen hos nogle af dens ledere - er i stand til at opretholde en global orden på unilateral manér. At det faktisk idag er umuligt for en enkelt magt med succes at kontrollere den globale orden. Det er altså ikke blot, at de andre globale eliter, som jeg kalder dem, måske er utilfredse med USA, fordi landet ikke repræsenterer deres interesse i den nuværende orden - men at de faktisk er nødvendige. USA har brug for dem - for at sikre, at man kan udføre operationerne i dét, man enten kan kalde global pacificering eller opretholdelse af det nuværende globale hierarki.

Den artikel, fra omkring et år siden, foreslår at vi nu er på vej ind i en stridsperiode - og ud af den vil vi se en global revolution - jeg ved ikke om du ville bruge det udtryk? - men så: en global forandring, folk, der rejser sig. En nøglepointe i bogen er, at du ikke kan se USA - ihvertfald på lang sigt - som noget, der overhovedet kan kaldes centrum for det nuværende globale imperium, fordi der ikke kan være noget centrum. Ikke?

MH: Jo. Og det forekommer Toni og mig en simpel faktuel betragtning - ikke et spørgsmål om ønskværdighed. Det er selvfølgelig noget der, ihvertfald idag - omend tingene vedbliver med at forandre sig – synes at være ganske åbenlyst i Irak og i Afghanistan: at USA i mange henseender viser sig ude af stand til at holde orden unilateralt. End ikke i en ren økonomisk forstand. Så igen bliver den gamle analogi med monarken og aristokratiet interessant: Monarken har ikke råd! USA har ikke råd til at udføre disse eventyr på egen hånd - landet har brug for aristokratiernes midler. Og det kan selvfølgelig heller ikke lykkes i en mere praktisk forstand heller.

Og når du mener vi siger, at vi er kommet ind i en stridsperiode--- måske forekommer det bare virkelig åbenlyst i mine øjne: jeg ville mene at alle ville sige, at vi er kommet ind i en stridsperiode! De forskellige mulige slutninger - det er dér, uenigheden står, og dem ville jeg selvfølgelig tøve med at forudsige. Men vi kan bestemt se de forskellige alternativer, som nu bliver lagt frem.

Implicit i analysen ligger idéen om, at de eliter, der støtter USA og landets nuværende ledelse, i en eller anden forstand misforstår deres egen interesse. I Europa har den debat, der begyndte for over et år siden, jo handlet om det spørgsmål - når vi har diskuteret hvem, der vil gå mod og med USA. Ville det være et tegn på din tese - hvis halvdelen af Europa har “set lyset” og besluttet, at Washington ikke handler i verdens interesse?

MH: Jeg ville have svært ved at tro på, at nogen af de andre magter kunne tro at USA handlede i deres interesse. Måske er spørgsmålet snarere at forstå, hvordan man skal gå imod. Ofte er vejene til at gå imod USA’s unilaterale kontrol meget risikable og uklare.

Jeg bør dog understrege, at i hele denne analyse ville jeg ikke sige, at Negri og jeg knytter vores forhåbningerne til disse globale aristokratier: vi ønsker ikke at håbe på “Chirac mod Bush”. Man bliver nødt til at analysere, hvad det er, der er sat på spil her - og hvordan spillet bliver spillet. Om eliternes interesser: det må være åbenlyst for enhver - og her mener jeg også eliterne i Brasilien som i Danmark, og selv de store kapitalistiske interesser i USA: kun meget få af dem får direkte udbytte af disse krige. Så spørgsmålet - hvis man nu sad og lagde strategier på deres vegne: hvordan kan det lykkes een at udfordre USA’s kontrol? Ræsonnementet fra vores perspektiv ville være noget anderledes - men det er en lidt anden historie.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 * eller det, der ligner lidt.

Foto: NASA

Michael Hardt er Associate Professor and Director of Graduate Studies ved Duke University i North Carolina. Han er uddannet MA (1986) og PhD (1990) i Sammenlignende Litteratur fra University of Washington.Blandt hans bøger: "Gilles Deleuze: An Apprenticeship in Philosophy"
(Minneapolis: University of Minnesota Press, 1993) - og, med Antonio Negri: "Labor of Dionysus: A Critique of the State-form" (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1994) samt "Empire" (Cambridge: Harvard University Press, Feb. 2000).