ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

7. Nye former for udbytning

Som du sagde ovenfor er det i øjeblikket let at få øje på strid, krig og grusomheder i verden. Men når du bruger udtrykket udnyttelse vil mange - også på venstrefløjen, sige: “Ganske vist er nogle mennesker rigere end andre, men udbytning i en traditionel forstand er ved at ophøre”. Så når man ser på lande så komplekse som USA, er det meget vanskeligt at udpege en lille gruppe, der har monopoliseret magten - at tingene simpelthen er for komplicerede til at man kan sige dét.

MH: Jeg er enig i - og det er den globale udfordring, jeg nævnte, som Toni og jeg mener vi står overfor: at vi skal renovere alle koncepterne, for som virkeligheden har ændret sig er vi nødt til at tænke på den på nye måder. Så i den forstand må vi forstå udbytning anderledes - og se, at det ikke kun et spørgsmål om “forskellen i tid” (som Marx ønsker at forklare det, om ikke: forstå det): forskellen på den tid, man skal tilbringe på fabrikken for at frembringe den værdi, man skal producere - hvor den ekstra tid man bruger er lig med overskuddet, profitten, udbytningen. Vi bliver nødt til at tænke på det på en anden måde i dagens samfund - både i de dominerende og de underordnede lande. Udbytningen har nye udtryk og nye mekanismer.

Når det er sagt ville jeg dog ikke sige, at vi ikke kan få øje på den enorme ulighed når det gælder kotrnollen over rigdom eller, om du vil: produktionsmidlerne el.lign. Tallene er altid slående - fx Verdensbankens angivelser hvilken procentdel af befolkningen, der kontrollerer hvilken del af klodens værdier. Selv i USA, som ikke er blandt verdens mest ulige lande, ER det en meget del af befolkningen, der kontrollerer langt størstedelen af den produktive rigdom [the productive wealth].

På den måde tror jeg ikke, der har været nogen enorm forandring fra Rockefellers og Mellons tid; vi har bare bevæget os til Gates og andre. Men dertil synes jeg at det, der er det vigtigste i den diskussion er at sige hvordan udbytnings-akten idag udføres? Hvordan opererer den - både når det gælder den immaterielle produktion (for dem, der ikke længere fabrikerer biler men immaterielle goder i de dominerende lande) og de tilsyneladende udelukkede befolkninger i resten af verden? De befolkninger, som vi ville sige ikke er udelukkede men tværtimod: nødvendige, omend desværre underordnede, på bunden af de globale hierarkier.

Modargumentet ville være det samme som altid bruges mod marxismen og måske endda postmodernismen: All right, du kan identificere nogle meget rige og nogle meget fattige mennesker - hvor de sidste, for at låne Eric Hobsbawm’s udtryk: ikke har meget indflydelse på deres “livschancer”. Men den store forskel mellem nu og verden for 150 år siden - og forskellen mellem samfund med større og mindre stabilitet - er middelklassen. Folk, der har en interesse i at bevare tingene som de er.

MH: Det betyder noget hvordan man definerer “middelklasse”! Ofte har jeg set USA’s “middelklasse” defineret som dem, der tjener mellem $20,000 og $100,000 om året - således udvidet til at inkludere en stor del af befolkningen. Hvis man ønskede at sige det samme om den globale klassedeling, med klasse alene defineret som et spørgsmål om ejerskab af produktionsmidlerne, ville det være et meget polariseret billede. Du spørger til samfundenes stabilitet - det ville ikke være sådan jeg ville stille det op: snarere som et spørgsmål om mulighederne for frihed og demokrati. Demokrati bliver sværere og sværere at forestille sig - både i den nationale kontekst og den globale ramme. Mulighederne for demokrati er ihvertfald seriøst undermineret af de enorme hierarkerier og underordninger i verden. Det er en af måderne, hvorpå vi bør tænke over den type uligheder - og på den skade, de gør os som et globalt samfund.

Det samme gælder mulighederne for frihed - som frasen fra Hobsbawm synes at pege i retning af. Verdensbankens yndlingsstatistik når det gælder fattigdom er hvor mange mennesker i verden, der lever på under $2 om dagen - og det er meget højt tal. Man kan selvfølgelig sige at $2 betyder noget helt andet i Mozambique end i København. På den anden side: selv hvis man kan leve for de $2 i Mozambique kan du ihvertfald ikke rejse andre steder hen - og ihvertfald ikke på ferie i København. Så der er mange måder hvorpå forskellene i rigdom - ikke så meget indtægt men forskellene i rigdommen og magten bliver til enorme begrænsninger i friheden for en stor del af verdens befolkning. Måske er jeg gammeldags i dette henseende, men det forekommer mig, at frihed, lighed, demokrati er pespektiver fra hvilke man skal forholde sig til disse situationer - og også: handle.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: NASA og Duke