ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5. Ikke ”anti-amerikanisme” alt sammen

         Nogle meningsforskelle kan bedst forklares med parternes forskellige geopolitiske placering og muligheder, men betydningen af, hvem de politiske beslutningstagere på hver side af Atlanten er, og hvilke politiske prioriteter de har, spiller uden tvivl også en stor rolle. Enkeltpersoner synes særligt at have stor indflydelse på, hvorledes USA opfattes i Europa. Margaret Drabbles citat peger da også herpå. Er det egentlig USA eller George Bush og Donald Rumsfeld, hun hader? Måske eksisterer der en underliggende skepsis overfor amerikansk kultur, som kan udløses af specielle personligheder. Rumsfeld og Bush fuldender den håndfuld af amerikanere, der har vakt særlig modvilje i Europa – andre eksempler er Senator Joseph McCarthy, og præsidenterne Richard Nixon og Ronald Reagan.

         Som det fremgår ovenfor, er der en række økonomiske og ideologiske faktorer, som har bidraget – og for nogles vedkommende stadig bidrager – til spændinger mellem USA og Europa. USA's enestående militære styrke og europæernes ønske om afgørende indflydelse på, hvordan den skal anvendes, er også væsentlige kilder til sådanne spændinger. USA bruger flere penge på sit militær end de næste 12-15 lande på listen over militærmagter tilsammen. Der er dog stadigvæk et godt stykke vej fra spændinger og gensidig kritik til ”anti-amerikanisme” og ”anti-europæisme”. Hvad ligger der overhovedet i disse begreber, og hvilke formål tjener brugen af dem?

         Det har været hævdet, at det er USA's udenrigspolitik, der fremprovokerer anti-amerikanismen. Den amerikanske regering ville ikke underskrive Kyoto-aftalen, og den ikke alene afviste, men modarbejdede direkte etableringen af Den Internationale Krigsforbryderdomstol. Aktionerne i Afghanistan og Irak sendte millioner af europæere på gaden i anti-krigsdemonstrationer.

         Disse protester handlede ikke om USA som sådan, men var rettet mod den politik, som den siddende administration i USA står for. Det kan ikke være anti-amerikanisme alt sammen. På den anden side er det tankevækkende, at der ikke har været nævneværdige demonstrationer imod Talibanstyret i Afghanistan, Milosevic’ hærgen på Balkan eller Saddam Husseins ditto i Irak. Problemerne i disse områder blev først genstand for offentlige demonstrationer, da USA involverede sig i konflikterne. Det bestyrker til dels opfattelsen af, at der udover den konkrete kritik af amerikansk udenrigspolitik også findes en latent anti-amerikanisme i nogle politiske kredse i Europa. Beskyldninger om ”anti-amerikanisme” er dog også blevet en bekvem måde, hvorpå man i nogle politiske kredse affejer kritik uden at forholde sig til konkrete argumenter. Det gælder både i den europæiske debat og i den interne debat i USA.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
U.S. Dept. of Defense