ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4. ”To Hell with Europe”

         Mens populærkulturen og nye industriprodukter gjorde USA nærværende i Europa i 1920’erne og 1930’erne, var det politiske samarbejde over Atlanten på vågeblus. Konservative kræfter i USA havde held til at sabotere præsident Woodrow Wilsons ambitiøse planer om Folkeforbundet som garant for kollektiv sikkerhed. En dyb skuffelse over de øvrige stormagters rolle i efterspillet til 1. Verdenskrig var medvirkende til, at amerikanerne trak sig tilbage i frivillig isolation, fast besluttede på aldrig igen at blive trukket ind i en europæisk konflikt. Som Senator Thomas Schall fra Minnesota så rammende udtrykte det i 1935 i en debat om, hvorvidt USA skulle tilslutte sig den internationale domstol: “To Hell with Europe and the rest of those nations!”

         Isolationismen fik styrke i et af de ældste amerikanske temaer, nemlig forestillingen om det gamle Europa som et døende system. For flertallet af amerikanere var den omstændighed, at det var nazisterne, der førte kniven, ikke i sig selv grund nok til at gå i krig, så længe det nordamerikanske kontinent ikke var truet direkte. Da japanernes angreb på Pearl Harbor 7. december 1941 bragte USA ind i Anden Verdenskrig, døde isolationismen, men ikke det ambivalente forhold til ”Den gamle Verden”. Mange – særligt republikanske politikere – yndede at fremhæve, at fremtidens mest vitale alliancepartnere og attraktive markeder var i Asien, ikke i Europa. Republikanerne havde imidlertid ikke noget politisk flertal. Amerikansk udenrigspolitik var styret af liberale demokrater, som havde draget den lære af 1930’ernes politiske og økonomiske krise, at USA ikke kunne lade Europa sejle i sin egen sø. Nu, hvor de tidligere europæiske stormagter var forarmede og sønderbombede, måtte USA som verdens førende økonomiske og militære magt påtage sig en ledende rolle i opbygningen af en ny international orden. Trods nogle protester fra den hjemlige højrefløj valgte den amerikanske regering en multilateral strategi - bl.a med oprettelsen af FN – som i store træk kom til at definere nationens udenrigspolitik i de følgende årtier.

         Med udbruddet af den Kolde Krig blev båndene til de vesteuropæiske lande endnu tættere. Men med konfliktens afslutning er det atter blevet tydeligt, at amerikanerne og europæerne, trods et omfattende samarbejde i NATO og andre organisationer, ikke altid har sammenfaldende mål og interesser. Striden i Mellemøsten og holdningen til en række internationale konventioner er nogle af de områder, hvor forskellene har manifesteret sig tydeligst.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
U.S. Dept. of Defense