ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Mads Fuglede og Niels Bjerre-Poulsen

1. Det moralske kompas i stormvejret
2. ”Stay detached”
3. ”Den pinlige sandhed”
4. ”To Hell with Europe”
5. Ikke ”anti-amerikanisme” alt sammen
6. Clinton ’tænkte som en europæer’
7. Den rå militære magt og de stærke følelser

 

 

1. Det moralske kompas

Optakten til krigen i Irak rystede gamle skeletter ud af skabet. På tværs af Atlanterhavet føg det med nedrigheder mellem dele af USA og dele af Europa. Således skrev den engelske forfatterinde Margaret Drabble i maj 2003 et indlæg i The Daily Telegraph:

”I loathe America, and what it has done to the rest of the world…My anti-Americanism has become almost uncontrollable…I can hardly bear to see the faces of Bush and Rumsfeld, or to watch their posturing body language, or to hear their self-satisfied platitudes…I detest Disneyfication, I detest Coca-Cola, I detest burgers, I detest sentimental and violent Hollywood movies that tell lies about history. I detest American imperialism, American infantilism, and American triumphalism about victories it didn’t even win…”  

Fra amerikansk side blæste der en strid vind fra det yderste højre, der udstillede europæerne som: ”Cheese-eating-surrender-monkeys”, ”EU-nucs” og ”Euro-whimps”. Richard Perle, en af arkitekterne bag USA's krig i Irak, hævdede, at europæerne havde mistet deres ”moralske kompas”. Også mere moderate stemmer blandede sig i koret af Europa-skeptikere. I sin bog Of Paradise & Power: America and Europe in the New World Order sammenlignede den udenrigspolitiske kommentator Robert Kagan forholdet mellem Europa og USA med et billede fra en populær bog om samlivsproblemer mellem mænd og kvinder: Amerikanerne er fra Mars og europæerne er fra Venus. Kagan argumenterede for, at amerikansk magt, særligt af den militære art, i årtier havde beskyttet europæerne så godt, at de var endt med at tro, at magtanvendelse ikke længere kunne være en nødvendighed i international politik. De havde fået den opfattelse, at den europæiske model for fred efter Anden Verdenskrig – ikke mindst nationalstaternes frivillige afgivelse af magt til en fælles union – kunne bruges universelt og håndhæves uden brug af en militær trussel.

         På baggrund af denne opfattelse havde de europæiske lande, ifølge Kagan, brugt deres penge på at udbygge den sociale velfærd i stedet for, som USA, at bruge dem på at sikre nødvendige militære magtmidler til at løse internationale konflikter. Med andre ord var europæerne under amerikansk beskyttelse blevet både forkælede og impotente, og de balancerede nu på kanten af at blive betydningsløse i international politik. USA havde mistet tålmodigheden. En smertefuld skilsmisse var under opsejling.

         Kagans bog var symptomatisk for de spændinger i forholdet mellem USA og dets allierede i Europa, som for alvor var sat ind, da George W. Bush blev amerikansk præsident og højlydt proklamerede et udenrigspolitisk kursskifte. Der er dog mildest talt ikke første gang, at sådanne spændinger præger forholdet. Europa og USA har – trods et overvejende nært og venskabeligt forhold – altid set til hinanden med en vis portion skepsis.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustration: EU