ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3. ”Den pinlige sandhed”

         Amerikanernes energi og optimisme vandt genklang hos millioner af europæere, der i de følgende århundreder brød op og begyndte en ny tilværelse på den anden side af Atlanten, men deres hang til moraliseren og selvgodhed irriterede også mange iagttagere. Det gør den stadigvæk. Når europæere udviklede deres egne negative forestillinger om amerikanerne, betonede de oftest det vilde, det usofistikerede, det dobbeltmoralske, det overfladiske og det materialistiske som typiske træk. Heller ikke her har meget forandret sig. Et af de mest yndede temaer i de danske mediers dækning af det amerikanske stof er netop påvisningen af dobbeltmoral. De færreste danskere løfter et øjenbryn, når TV2 eksempelvis præsenterer den amerikanske samfundskritiker Michael Moores tv-program ”Den pinlige sandhed” som ”social satire om Amerikas dobbeltmoral”.

         Under de reelle uoverensstemmelser, som med mellemrum bryder ud i forholdet mellem amerikanerne og europæerne, ligger der et latent modsætningsforhold mellem europæernes fiktive ”Amerika” og amerikanernes fiktive ”Europa”. Begge har med mellemrum fungeret som nyttige skræmmebilleder i parternes hjemlige politiske kampe.

         Allerede i 1830’erne brugte man i England begrebet ”amerikanisering”, med hvilket man søgte at beskrive USA's opfindsomhed og teknologiske landvindinger. I starten var man imponeret af den unge nations fremskridt, men med William Steads: The Americanization of the World fra 1901 blev tonen mere kritisk, og da det under 1. Verdenskrig gik op for Europa, at USA var blevet en kulturel og industriel stormagt, blev ”amerikanisering” klart negativt ladet. Udviklingen i USA blev set som et forvarsel om det moderne massesamfund, som nok ville bringe nye materielle goder, men også ville true de europæiske nationalkulturer og måske skabe en økonomisk kolonisering. I Danmark tog vi aldrig rigtig udtrykket ”amerikanisering” til os, men talte i stedet om ”amerikanske tilstande”, hvilket næsten altid signalerede samme frastødthed.

         Siden 1920’erne har amerikansk kultur og livstil været hos europæerne i et sådant omfang, at man fra amerikansk side har kunnet drille europæerne med, at: ”den eneste kultur, 320 millioner europæere har tilfælles, er amerikansk kultur”. Europa blev lagt ned af jazz, symaskiner, telefoner, Mickey Mouse, Anders And, skrivemaskiner, elevatorer, støvsugere, tandpasta, kameraer, westerns, Charlie Chaplin, Buster Keaton, etc., og der har det ligget lige siden. Der var også en omfattende eksport den anden vej, men den var mindre synlig. Amerikanske intellektuelle drog til Paris og London på dannelsesrejser og bragte den europæiske finkultur med sig hjem, men Getrude Stein, Ezra Pound, Henry James og andre er ikke nær så synlige i amerikanernes bevidsthed, som Mickey Mouse er i europæernes.

         Amerikanernes revolutionerende brug af de nye massemedier til at sprede deres livsstil og populærkultur til resten af verden vakte op gennem det 20. århundrede stor bekymring i Europas kulturelle eliter. ”Pas på, Amerika har rabies,” sagde Jean-Paul Sartre engang. ”Vi må afskære os fra det land, ellers bliver vi også selv bidt og inficeret”.

         Som det fremmeste kapitalistiske land er ”Amerika” også blevet et mere bekvemt fjendebillede end alle de komplicerede sociale og økonomiske processer, som tilsammen udgør globaliseringen. Ironisk nok er ”Europa” (sammen med FN) for mange på den amerikanske højrefløj kommet til at symbolisere den selvsamme globalisering. I deres øjne er det især de europæiske lande, som presser på for at undergrave USA's nationale selvbestemmelse med internationale konventioner og institutioner.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
U.S. Dept. of Defense