ark og ulands

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6. Clinton ”tænkte som en europæer”

         På begge sider af Atlanten spiller ens politiske ståsted en vigtig rolle for, hvor kritisk man er overfor modparten. Mens USA-kritiske holdninger i Europa som regel er mest udbredte på den politiske venstrefløj, så er de anti-europæiske holdninger i USA klart mest udtalte på den politiske højrefløj. Det er vigtigt at holde sig for øje, at de motiver og egenskaber, som amerikanske konservative tillægger europæerne, stort set er identiske med dem, de tillægger den hjemlige liberale opposition. Således var det (endnu) et anklagepunkt mod den tidligere præsident Bill Clinton, at han ”tænkte som en europæer”.

         Særligt i Europa spiller geografisk placering også en stor rolle for holdningen til USA. I maj 2002 blev George Bush modtaget af vrede demonstranter i Berlin, hvorimod han i november fik varme modtagelser i Bukarest og Vilnius. Det, som Rumfeld kaldte ”det gamle Europa” (med Danmark som en markant undtagelse) var betydelig mere kritisk end ”det nye Europa” – måske fordi den sikkerhed, USA repræsenterer, er vigtigere, jo længere man kommer mod øst i Europa.

         Holdningen til USA og amerikansk politik er ofte en uhyre effektiv katalysator, ikke blot for udenrigspolitiske diskussioner, men også for interne kulturelle stridigheder i de europæiske lande. Oftest behøver de ikke næring fra konkrete amerikanske tiltag. Her er det ”Amerika” som begreb, eller måske snarere fiktion, der ansporer. ”Anti-amerikanismen” begrundes med vidt forskellige – nogle gange uforenelige – træk, som hævdes at karakterisere USA. For nogle er landet arnestedet for religiøs fanatisme. For andre er det selve symbolet på Vestens ugudelige materialisme. Nogle ser amerikansk kultur som gennemsyret af individualisme, mens andre ser den som et orgie af konformitet. USA er så stort og forskelligartet, at man uden større besvær kan gøre det til eksponent for næsten hvad som helst og finde empirisk belæg for det.

         Den samme situation gør sig til dels gældende for ”Europa”. Også det er i politisk forstand en bøjelig størrelse, som efter behag kan tillægges vidt forskellige egenskaber. Derfor kunne tre konservative amerikanske klummeskrivere sidste år postulere, at anti-semitisme var en gammel dårlig vane, som europæerne åbenbart var ude af stand til at skille sig af med. Det empiriske belæg fandt de alle i den samme italienske bladtegning. Der er dog især en omstændighed, som gør, at ”anti-amerikanisme” og ”anti-europæisme” aldrig har den samme intensitet: forskellen i reel politisk og militær magt.

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

ARTIKLENS FORSIDE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationsfoto:
U.S. Dept. of Defense