|
||||
|
|
|
|||
|
|
6. Fra fransk-tysk akse til trilaterale topmøder?
Da vi talte sammen sidst var du inde på at den tysk-franske akse har sværere ved at fungere så let som hidtil. Hvad ved vi om det efter topmødet?
LF: Der ved vi jo sådan set, at det på papiret egentlig går godt.
Der lå næsten i din fremstilling før, at det var dem, der gik til Berlusconi og sagde 'stop'?
LF: Ja. Pointen her er bare at Frankrig og Tyskland skal lære én ting - som jeg tror de har meget vanskeligt ved at forstå: at et fransk-tysk kompromis ikke længere er udtryk for et europæisk kompromis. Det er et chok - det er vitterligt et chok, især i Paris. Det er derfor vi ser hele den der diskussion omkring 'et Europa i flere forskellige hastigheder' - fordi man pludselig vågner op en morgen og erkender: 'Det er ikke længere vores klub. Vi franskmænd har ikke længere mulighed for at bestemme hvilken vej det skal gå’. Tidligere kunne de gå på kompromis med tyskerne - de fik det aldrig sådan helt som de ville have det, men dog sådan at dét var kompromisset. Nu har de så tre gange indenfor det her år måttet opleve hvordan - på trods af at de finder et kompromis med tyskerne, så bliver den løsning ikke det europæiske kompromis, som de andre lande accepterer. Irak, stabilitetspagten - og så nu også: forfatningstraktaten.
Det gør, at så forsøger de at se om de kan lave trekanter - hvor briterne kommer ind i billedet, hvad de er noget flatterede over. Det har man kunnet se i aviserne - at nu skal der åbenbart være endnu et trilateralt topmøde. Det kan også godt være vi lander dér, og det tror jeg nok man må erkende: det er sådan, jeg ser et Europa i flere forskellige hastigheder. Med de her uformelle møder er vi tilbage ved det, jeg var inde at sige indledningsvist: at man KAN altså ikke forhandle inde i lokalet - derfor siger det vist næsten sig selv, at så bliver der tale om nogle ting, der foregår udenfor lokalet. Det afgørende vil så bare være, at det ikke altid er de samme lande - ikke altid de store lande. At man trods alt godt kunne forestille sig, at - HVIS man havde nogle stemmeregler, der fungerede; hvis man også stadig havde en stærk kommission og et stærkt formandskab - så kunne det nogle gange også være andre, der påtog sig at være drivkraften i dag-til-dag-politikken eller endda når det gjaldt de mere slagkraftige, sexede emner.
Nogle siger vi allerede har et Europa i flere hastigheder eller rum ---
LF: Ja, det har vi jo allerede.
---efter Østudvidelsen er det et flertal af EU-landene, der IKKE er med i ØMUen. Så der kan være mange forskellige betydninger af et 'Europa i flere hastigheder'. Man kan forestille sig mange ting: det Kerne-Europa, der diskuteres kunne være de originale 6 - måske minus Holland og Italien - hvor udgangspunktet er geografisk eller historisk. Alternativt kunne man tænke sig emne-samarbejder - det er det, man har foreslået med at åbne mulighed for at nogle lande kan indgå et såkaldt 'forstærket samarbejde' på et givent sagsområde. Eller, for det tredje - et Europa der magtpolitisk kører i flere hastigheder hvor de 3 store lande (undskyld, Italien!) mødes sammen, som du beskriver.
Mener du, at ALLE de logikker i lige høj grad skurrer mod 'den store europæiske logik', hvor essensen er, at 'vi mødes allesammen - sammen'? At der er en særlig dynamik og en legimitet i den fælles proces og bordet med de 25 lande?
LF: Det vil der, per definition, være. Det kan man jo også se på den forargelse, der kommer lige så snart Chirac bare har sagt "pionergruppe"! 'Uha - det skal vi ikke have!' 'En kile ned imellem landene!' Det er næsten som om man har sagt et eller andet man ikke måtte sige. Så der vil altid være den legimitetet omkring det store, ikke runde men firkantede bord.
Men over for det står så bare erkendelsen af, at det jo ikke lykkedes i sidste omgang. Så man skal stadig have det store bord som fundamentet for EU-samarbejdet, men så må man så finde nogle pragmatiske løsninger at sætte ovenpå. Der tror jeg egentlig nok vi lander i en kombination af to af de muligheder, du var inde på.
Den første, Kern-Europa, tror jeg godt vi kan udelukke. For hvad er et Kern-Europa? Det blev lanceret fra tysk side af Wolfgang Schäuble og Karl Lamers, to CDU-politikere, i starten af 90erne. Det ligger i selve begrebet 'Kern-Europa' at det så er de samme lande, der altid er i kernen. Dvs. det er decideret sådan en slags udbrudsmodel. Det kan jo så ikke være de gamle seks, som du selv er inde på: det vil de ikke - Holland vil ihvertfald ikke være med. Og så er vi altså nede på fire, hvis Italien også siger nej, og dét giver vist ikke rigtigt den store mening.
Tre-en-kvart - den fjerde er jo Luxembourg!
LF: Måske kunne man godt så få overtalt ungarerne - de vil godt med, men de kan jo så ikke deltage når det gælder ØMUen. Så det holder simpelthen ikke. Og det holder heller ikke af den simple årsag at Tyskland og Frankrig altid har haft forskellige opfattelser af fleksibilitet. Det, som franskmændene vil have, er noget helt andet - man kan bedst bruge udtrykket olympiske cirkler. De ønskede ikke at have et Kerne-Europa, for så skulle de hele tiden være i seng med tyskerne - alene, næsten, omend der godt kunne være nogle andre, der så også deltog lidt [billedet holder vist ikke helt, her!] Det ville være med Tyskland som den altafgørende aktør. Hvis man kunne have et Europa i olympiske cirkler, kunne man hele tiden skifte partnerne ud -
Meget fransk.
LF: Det er meget fransk, ja! På nogle områder kunne man så trække briterne med ind - på andre områder, spanierne. Så ville det ikke være sådan, at Tyskland kom til at fylde så meget. Jeg tror det er det, vi under alle omstændigheder kommer til at se: der vil være forskel på hvem der deltager hvornår. Man kan sagtens forestille sig, at nogle af de central- og østeuropæiske lande ønsker at være med helt fremme når det gælder noget indenfor forsvarssamarbejdet eller det retlige samarbejde eller hvad det nu kunne være. Men de magter det ikke indenfor ØMUen, for der er de simpelthen ikke økonomisk stærke nok.
Det er altså usandsynligt at forestille sig at nogle ganske få lande vil være i stand til at gå sammen. Så det bliver det olympiske cirkel-Europa - kombineret med det, som jeg var inde på, med de trilaterale møder. Vi kommer til at se at de store lande mødes oftere for at klappe tingene af. Men vi kommer også til at se at nogle af de små lande vil gå sammen. Eller at det ikke altid er de store eller de små, der samarbejder - det kan være olivenolielandene, der går sammen, eller de lande, der går ind for at styrke konkurrenceevnen osv. Hvor de vil lave nogle uformelle koalitioner - og mødes før de egentlige møder og prøve på at klappe tingene af.
Hvad er et stort land? Lad os nu sige man sidder som regeringschef i Italien eller Spanien eller Polen, hvor meget kan man selv beslutte at det ikke skal være et trilateralt Europa, men et EU med 4 eller 5 store spillere?
LF: Ja, det kan man jo beslutte, hvis man erkender at man ikke skal sejre sig selv ihjel på regeringskonferencen. Det er alfa og omega - for vi kommer til at se de her nye tendenser i Europa, hvor 'fleksibilitet' er hovedordet og bliver den samlende betegnelse for de her forskellige integrationsformer, vi har diskuteret. Det kommer vi til at se - det er bare et spørgsmål om i hvor høj grad. Der kan man sige: hvis man på vores fundament, det store firkantede bord, trods alt får skabt nogle institutioner, med nogle stemmevægte så EU kan træffe nogle beslutninger - hvor man går over til flertalsafgørelser osv. - så minimerer man jo dermed presset for at forlade lokalet og gå igang med de trilaterale forhandlinger.
 |
Illustrationsfoto:
EU