|
||||
|
|
|
|||
|
|
7. januar | ”Vi skal godt nok mange år tilbage i EU-samarbejdet for at se et fortilfælde - jeg kan ikke engang komme på ét - hvor man lader det hele brage på den måde. […] Dét var overraskende: at sammenbruddet blev så voldsomt, at man siger: nu må der altså gå nogle måneder før vi kan kigge hinanden dybt i øjnene igen!”
Med topmødesammenbruddet i Bruxelles blev den europæiske forfatning smidt på bunken med store opgaver, der venter EU i det nye år - hvor budgettet skal diskuteres, kommissionen udskiftes og parlamentet på valg. I RÆSON vurderer Dansk Industris Europapolitiske chef Lykke Friis i dag årsagerne til sammenbruddet - og de kort- og langsigtede konsekvenser for 2004, som ligner et afgørende år for EU.
1. Den hårde landing
2. Frankrig i den uhellige
alliance
3. 25 riddere om et firkantet
bord
4. Drømmen om endemålet
5. Thatcher går igen
6. Fra fransk-tysk akse til
trilaterale topmøder?
7. Et afgørende år
8. Den forprogrammerede krise
1. Den hårde landing
De sidste uger er EU jo tilsyneladende blevet terrormål - senest med brevbomberne i dag [6. januar]. Vil disse hændelser, trods det at alle endnu er sluppet uskadt, få en umiddelbar indflydelse på klimaet i Bruxelles?
LYKKE FRIIS [LF]: Det nye år starter i hvert fald med usikkerhed og utryghed. Og det var mildest talt ikke det EU havde brug for efter et særdeles tumultagtigt år, som jo sluttede med, at forfatningen røg på gulvet. Frem for en frisk start - hvor EU klør på - skal kommissærer, Europa-Parlamenterikere etc. nu være bange for at åbne posten. Men hvor store konsekvenser det får for klimaet, er svært at spå om. Det afhænger jo bl.a. af, hvor længe usikkerheden varer ved.
Siden man nedsatte forfatningskonventet i slutningen af 2001 har der jo været lagt op til at vedtagelsen af Forfatningen skulle være den store konklusion - 'anden halveg' for nu at anvende dit sprogbrug[!] - på Østudvidelsen. Det var her, regningen for udvidelsen skulle betales - og man skulle med forfatningen også få ryddet bordet inden budgetforhandlingerne, der venter om hjørnet. Hvor overrasket var du over sammenbruddet?
LF: Jeg var meget overrasket. Man skal jo lægge sine kort ærligt frem på bordet og sige: "jamen, jeg troede det ville være gået på en anden måde" - ikke lave en efterrationalisering og påstå man ikke er overrasket! Hvis man ser på det helt overordnet, så er det nok vanskeligt at finde nogen, der var i stand til at forudse det, der kom til at ske. Fordi det var faktisk imod - ja, imod den overordnede logik i EU-samarbejdet. For logikken om topmøderne er den, at erkender man - op til et topmøde - at man ikke kan finde et kompromis, så lægger man an til den bløde landing. Og det gør man vel at mærke i ugerne op til topmødet - ifbm. alle de her rundrejser, man foretager. Man har altså ikke set --- vi skal godt nok mange år tilbage i EU-samarbejdet for at se et fortilfælde: jeg kan ikke engang komme på ét - hvor man lader det hele brage på den måde. Lader flyet styrte ned, for nu at blive i det billede.
Men det er jo præcis det, der skete: og det er det, der var det overraskende. Det overraskende var ikke at man ikke var i stand til at blive enige - det scenarie måtte alle have med i deres analyser, som gik på: enten lykkes det - eller også kunne det selvfølgelig godt være, man ikke kunne blive enige om det hele, og man så måtte have endnu et topmøde i foråret. I så fald: So What? var jeg lige ved at sige. Dét var jo ikke noget, der kunne få brænde til at falde ned.
Det overraskende var at man lod det brage - og fordi man lod det brage ikke engang kunne blive enige om at tage et topmøde her til foråret. Det, man er blevet enige om, det er at man skal gøre status. Dét var overraskende: at sammenbruddet blev så voldsomt, at man siger: nu må der altså gå nogle måneder før vi kan kigge hinanden dybt i øjnene igen. Det er et husspektakel ligesom i familien, når folk virkelig har været oppe at toppes, smadret spejlet og porcelænet - så bliver man nødt til at vente i nogle måneder før man kan kigge hinanden i øjnene igen. Det var ikke overraskende at man ikke blev færdige, dét kunne man godt forudsige og det havde de fleste også haft med i kalkulen. Men at det blev så voldsomt et sammenbrud - det var overraskende, ja.
Der er jo blevet talt en del om Silvio Berlusconis ledelsesstil. Allerede om lørdagen d.13. december blev mødet opgivet - man ellers talt om at det kunne vare ud på de små timer, trods Tony Blair's udtrykte ønske om at undgå maratonforhandlingerne: 'aldrig mere Nice' -
LF: De havde forberedt et fem-skjorters topmøde - de slæbte alle de her skjorter med og skulle kun bruge to!
Hvor meget var Berlusconis skyld?
LF: Det er jo selvfølgelig den lette forklaring. At sige: 'Jamen, det var Belusconis skyld - og havde vi bare haft en anden mand i stolen så var det gået på en helt anden måde!’ Dét er nok lidt for let. Dér hvor han må bære en del af skylden, det er når man ser på det her med at han lod flyet styrte ned. Det er ren og skær dårlig mødeledelse: det må simpelthen ikke ske, lige meget hvilket møde man sidder og leder, at man lader det ramle på den måde. Dér burde han have lagt an til en blød landing.
At han ikke var i stand til at komme frem med kompromisforslag om den fremtidige magtfordeling - ja, der tror jeg også du kunne have haft et andet formandskab, der var kommet i den situation. Fordi vi simpelthen taler om magt - og vi taler om prestige. Og vi har talt om det her emne siden 1997. Og ja, vi skulle have haft et konvent, der sad og kiggede på det her - det gjorde de selvfølgelig også, men ikke desto mindre så var der tale om Magtpolitik med stort M. Blev der nedsat en arbejdsgruppe indenfor det her emne? Nej. Var det et emne, som landene og medlemmerne diskuterede åben under konventet? Nej. Hvad gjorde man? Fordi der var tale om Magtpolitik med stort M eller Prestigepolitik med stort P, så gjorde Giscard d'Estaing det, at 'det klarede han ligesom på tomandshånd med Frankrig og Tyskland'. Og han fremlagde så resultatet som værende konventets udspil - på trods af, at man jo allerede på det tidspunkt kunne se at dét var Spanien og Polen mildest talt ikke specielt glade for.
Det man måske kan undre sig over bagefter, det var at man ikke - trods alt - kunne forudse de helt store problemer som han ville få. Normalt er sådan et EU-topmøde en kamelhandel, hvor man skal bytte: problemet opstod bare fordi man var enige om alt andet! (Hvad vi, der analyserede det her, i starten så som værende positivt: 'De er enige om 95% - herregud, de mangler kun 5%"). Men præcis fordi der kun var 5% tilbage, så var der heller ikke noget at bytte med. Nu havde man jo givet Polen og Spanien denne her store julegave i Nice: nu skulle man jo så tage den fra det her stakkels barn igen og sige: ’Nu får du nogle mindre gaver!’ I sig selv er det jo en lidt vanskelig øvelse, da modtagerne nu var blevet så glade for den store gave! Men dertil: Hvad skulle man give dem i stedet af småtterigaver? Hvis man nu havde haft en større forhandling, så kunne de have fået noget på nogle andre områder - som man tidligere har set.
Det var jo vigtige 5%, der stod tilbage -
LF: Det må man sige.
Men der er jo i analyserne blevet nævnt en række andre emner, som også er uafklarede. Spillede de nogen rolle for sammenbruddet?
LF: Det mener jeg ikke - der var man sådan set færdige. Ser vi på forsvarsdimensionen - der var selvfølgelig noget med Storbritannien, der fortsat var uafklaret. Og der var noget med den rækkefølge, man prøvede at lukke forhandlingerne på. Der er ingen tvivl om at det forhold at Berlusconi havde hanket godt og grundigt op i Tony, og at Tony han fik lov at holde sine red lines [områder, hvor et land kræver den nationale suverænitet respekteret, red.] - dét gjorde Chirac noget nervøs. Fordi nu havde Storbritannien fået det, de skulle have - hvad så med det, Frankrig skulle have? Så der var noget i den måde, som forhandlingerne blev struktureret på.
Det, der jo så også skete, var at Frankrig dukkede op på topmødet og egentlig ikke var så synderligt interesserede i en aftale når det kom til stykket.
EUROPA KALDER MARS: Den hvide prik til venstre på fotoet ovenfor t.h. er landingsfartøjet Beagle 2, på vej væk fra moderskibet "The Mars Express" med kurs mod Den Røde Planet. Der er ca. 20 meter mellem de to fartøjer på fotoet, der er taget ved afkoblingen 19. december (kl.9.33 CET). Det europæiske rumagentur, ESA, har endnu ikke hørt fra Beagle 2 - men håber at etablere kommunikationen netop idag, 7. januar.
|
Lykke Friis har siden 1. januar 2003 været Europapolitisk chef for Dansk Industri, hvis europapolitiske funktion har medarbejdere i såvel Bruxelles som i Industriens Hus, København. Inden da var hun forskningschef på Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), hvor hun i godt seks år arbejdede med europapolitiske spørgsmål. Hun blev i 1997 ph.d. fra Københavns Universitet, hvorfra hun i 1993 blev cand.scient.pol. og har i knap 10 år skrevet en lang række artikler og bøger, bl.a. om andet EU's udvidelse med de øst- og centraleuropæiske lande. Hendes seneste bog er "EU fra fundament til konvent - den store europæiske ombygning" som i efteråret udkom på Gyldendal:
Links: |
Foto: ESA (Besøg ekspeditionens
website), EU og Italiens
EU-formandsskab
