|
||||
|
|
|
|||
|
|
5. Thatcher går igen
Det er som om der er to sideløbende spil i EU. På den ene side et spil, der handler om "HVORDAN vi skal beslutte os" - om stemmevægte, dagsordensætning, Europa-Parlamentets rolle osv. På den anden side: den ”rigtige” politik - hvor dagsordenen sættes af de ting man ikke kan ignorere, fx 11. september som du nævnte. Det kunne godt se ud som om de to spil er blevet helt afkoblet. Hvis der kommer et formandskab, der siger: 'Nu vil vi gøre noget for beskæftigelsen!' Eller 'for forskningen i Europa!' Så er det jo ikke umuligt - selvom der er uenighed om traktater, kompetencer, magtfordeling osv. - at et formandskab ville kunne gå ind og sætte den dagsorden i en halvårig periode?
LF: Det er rigtigt, men på den anden side må man dog trods alt sige at det her er ved at blive lidt principielt for EU. Fordi at man godt alligevel kan tage 'krise'-ordet frem. Årsagen til at man godt kan trække det frem og sige, det ER en krise det her --- selvom der er gået inflation i begrebet --- det er, at det er den tredje problematiske begivenhed, vi har indenfor et år. Jeg tror man skal se det som et samlet hele. Vi starter med Irak, som jo virkelig altså er et primært eksempel på hvordan man har vanskeligt ved at finde kompromisserne i det nye, store EU - også med stridighederne mellem nye og gamle medlemslande, der jo også gik på kryds og tværs. Den anden begivenhed var jo bruddet med stabilitetspagten - som jeg ikke tror man kan overvurdere. Situationen var som om der var EM i fodbold - men uden at off-side-reglen gjaldt for Frankrig og Tyskland. Det er ihvertfald dét indtryk der har bredt sig: Hvad ER det for noget?
Det har så koblet sig til den store kamp om husreglerne - hvor vi ikke er i stand til at blive enige: Hvem skal have hvor meget magt? Hvem skal bo hvor?
Når man tager det samlet, så må man sige at så begynder det at se principielt ud - og det er jo så også derfor, man kan læse i tysk og fransk presse at 'Hov-hov-hov! Nu tænder vi de store advarselslamper! For nu begynder vi at nærme os noget, hvor vi må sige: Kan vi ikke få det, som vi vil ha' det - så er vi daffet!'
Jeg tror man skal se det som et samlet hele. Og præcis fordi man har de stridigheder på kryds og tværs, så vil jeg ikke afvise at vi godt kan komme ind i en periode, hvor det begynder at smitte af - også på et formandskabs ambitioner om at sætte gang i beskæftigelsen eller kigge på miljøet eller hvad det nu kunne være. Vi så det ikke i forbindelse med Irak - der var der en klar fornemmelse af, at selvom man rev hovederne af hinanden hvad dét spørgsmål angik, kunne man alligevel se at det daglige dag-til-dag arbejde fungerede.
Men der er en årsag til at du nu godt kan forestille dig det virkeligt pessimistiske scenarie [eller optimistiske[!], afhængig af hvordan man ser på det] - at 'nu går EU i sort' . Man kunne godt forestille sig det - ihvertfald i en periode - fordi man vil stå i den situation at man skændes om husholdningsreglerne; man skændes om husholdningsbudgettet - og derudover så skal vi jo have skiftet ud på nogle meget afgørende poster. Vi skal have skiftet hele Kommissionen ud; hele parlamentet ud.
Det gør jo altså, at man godt kan forestille sig en periode, hvor der ikke sker det store. Og dét har vi jo ihvertfald noget i historiebøgerne vi kan sammenligne med: good old Margaret Thatcher - der var der jo netop et negativt spill-over fra hele budgetkonflikten, som gjorde at der ikke skete noget på nogen andre områder.
I begyndelsen af 80erne talte man ligefrem om 'Euro-sclerose'.
LF: Ja - det er det ene scenarie.
Det andet scenarie er, at når landene sidder og tænker igennem dét, jeg lige har sagt (ikke fordi jeg siger det - det er ikke en dybt original analyse, som man behøver have den store eksamen i EU for at hitte ud af!) og lægger de her ting sammen, så kan det godt være at det så samlet er med til at skabe den der afgrundsstemning, som skal til for at man går på kompromis. Det, der skal til før man kommer ned fra det berømte træ - fordi man siger: 'Nej, det går ikke! NU bliver vi nødt til at gå på kompromis’ - fx i september måned' for nu at give et bud på hvornår! 'For gør vi ikke det, så begynder de her ting at blive voldsomt koblet sammen - så skal vi diskutere husregler samtidig med at vi diskuterer husholdningsbudget. Og det kan man traditionelt ikke i EU'.
Ole Wæver har jo tesen om at et bagvedliggende motiv for EU fortsat er frygten for krig - ikke at det driver samarbejdet i alle detaljer---
LF: Ikke i fiskeripolitikken, nej!
---og dog: der var torskekrigen jo, mellem Island og Storbritannien? Nå, det er en anden historie! Men pointen er, at når man skal ud at begrunde EU så er det med frygten for at vende tilbage til fortiden - en meget eksistentiel motivation i virkeligheden. Ligger der i det du siger nu, at man næsten i Europa har vænnet sig til et element af undergangsstemning som en motiverende faktor? Det er som om debatten meget hurtigt reduceres til: "Der er intet alternativ til Europa!" Man skal ikke så langt ned i argumentationen før vi er nede på de der meget fundamentale idéer?
LF: Det må man sige. Det tror jeg sådan set holder et godt stykke hen ad vejen. At når landene sætter sig ned og analyserer det her igennem, så opstår der altså en angst. En angst - ikke nødvendigvis for krig, længere, men angst for at det begynder at ramle og hvad så? Se fx på et land som Tyskland: det er da meget godt med snakken om 'et Europa i flere hastigheder', 'Kern-Europa' og alle de ord, de selv er kommet på. Men alligevel: at forestille sig at Tyskland skal indgå i sådan en lille super-union, uden Polen - nabolandet! Altså: dét holder vist ikke rigtigt, når det kommer til stykket - det er vist ikke så behageligt, når man tænker det igennem. Tilsvarende Frankrig: det ser jo besnærende ud - "storpolitik? Det kræver at man er en stormagt - det er jo dejligt vi så kan komme ned i sådan en lille gruppe”. Men: når man kun er en lille gruppe, så får man også virkelig øje på det land, der er størst - og det er jo så Tyskland. Måske kan Frankrig så alligevel ikke sætte dagsordenen indenfor den del af samarbejdet.
Derfor opstår der så en fornemmelse af, at det er nok bedre at gå på kompromis - også på grund af det store pres, der kommer udefra: Der kan ikke være en konflikt, der kan ikke være en flodbølge et eller andet sted - uden at forventningspresset dukker op: 'Nu skal EU gøre noget - nu skal EU levere varen!'' Presset gør, at landene godt ved at uden EU så går det trods alt ikke - det er den eneste chance for at man kan være i stand til at løfte nogle af de problemer.
|
|
Illustrationsfoto:
EU
