|
||||
|
|
|
|||
|
|
4. Drømmen om endemålet
Hvis man betragter EU udefra er det slående at store projekter lykkes mod alle odds - ØMUen, Østudvidelsen. Man kan diskutere hvor meget kød der var på forsvarsaftalen, som man nåede i December men ikke desto mindre: der sker fremskridt på mange meget følsomme områder. Omvendt er der er hel masse - ikke mindst institutionelle - spørgsmål hvor der sker meget lidt - og dertil: landenes 'red lines', jf. fx den britiske insisteren på ikke at overlade EU ret til skatteudskrivning. Så i de her år ser vi en fortsat og tilsyneladende uendelig diskussion om beslutningsprocedurerne i EU - og du taler selv om at der er opstået en slags 'permanent regeringskonference'.
Men er sagen den, at dét europæiske 'demokrati' eller 'regering' vi faktisk har reelt ER denne her diskussion? At der med et par års mellemrum vil køre nye forhandlingsforløb - om forfatningen, ØMUen osv. - i en proces, der konstant vil have sådan en projekt-karakter? Topmøder, overskrifter - hvor enkeltlande fx gennem formandskabet flytter samarbejdet frem i én retning, men ikke på nogen særlig symmetrisk, pæn og veltilrettelagt manér?
LF: Jeg tror aldrig det bliver særligt pænt - og heller ikke særligt tilrettelagt. Det bliver trial and error. Vi står lidt i en paradoksal situation - fordi jeg tror egentlig dybest set at du har ret i dit synspunkt. Det lyder besnærende og rigtigt --- måske også inspireret af den danske EU-debat's 'Unionen er stendød!" og "Hertil og ikke længere!" og den måde vi har diskuteret EU på Det lyder jo logisk: at når dansk politik går ud fra altid at udvikle sig, så vil europæisk politik også gøre det! Hvorfor skulle man være i stand til, fra den ene dag til den anden, at blive enige om en forfatningstraktat, som så vil vare de næste 50 år som Giscard d'Estaing - vores ven, var jeg lige ved at kalde ham! - var ude at sige? Det lyder umiddelbart rigtigt.
Men vi har jo så altså også haft denne her diskussion, som bl.a. også den danske statsminister lancerede, om at vi nu skulle have en reformpause. Fordi man jo også har en eller anden form for fornemmelse af, at vi kan ikke blive ved med at have alle de her regeringskonferencer. Joschka Fischer, den tyske udenrigsminister, har jo sagt det bedre end nogen anden: Kan man virkelig forvente at europæiske borgere kan udvikle en eller anden form for tilhørsforhold til EU-samarbejdet, når det konsekvent og konstant ligner en byggeplads, hvor man ikke kan se hvad man skal bo i? Ønsker den enkelte borger ikke at se hvor vedkommende skal bo henne?
Så vi står lidt i en modsatrettet situation: et krydspres. På den ene side bliver der ved med at ske et eller andet, som gør at man bliver nødt til at afholde en konference - som fx: 11. september. Ting der gør, at man ikke fra den ene dag til den næste kan blive enige om spillereglerne - det ER en løbende proces. Det er også det, vi kommer til at se - og også derfor folk trods alt ikke sidder og siger: 'Gud, det var så det! Nu lukker vi butikken!' Man finder jo nok en løsning - hen ad vejen: Nu har vi fået udvidelsen; så kommer der et pres - så skal man nok finde en løsning.
Det var vel også derfor Forfatningstraktaten og Giscard d'Estaings præsentation af den - hvis man tog det hele på ordet - skurrede imod hvad EU er. At idéen om at rense ud og rydde underskoven og derefter bygge noget nyt netop er usandsynligt vanskelig at realisere.
LF: Det var jo så ikke ham, der lancerede den diskussion, men faktisk Joschka Fischer helt tilbage i sin berømte Humboldt-tale i maj 2000, hvor han var ude at starte den såkaldte Finalitäts-debat, hvor man skulle diskutere EU's endemål. 'Nu skulle vi en gang for alle blive enige om endemålet for EU-samarbejdet'. Det udløste er ramaskrig - 'det kunne man ikke!'
Men man kan godt forstå det krydspres, man er i fra politisk hold. Fordi der er jo nok også noget om snakken - at det med hele tiden at have regeringskonferencer heller ikke just er befordrende. Statsministeren var jo også fornylig ude at sige at det ville svare til at man hele tiden ændrede Grundloven. Det er måske ikke den bedste sammenligning - for idet man hele tiden har haft traktatændringer, så har vi også vænnet os til at det IKKE fuldstændig dræner opmærksomheden fra det politiske spil, som jeg går ud fra at en grundlovsændring ville gøre.
Der skal man vel finde en balance. Det kan godt være det ikke er på decideret regeringskonference-plan, men vi kommer til at se det med projekter - at man diskuterer beslutningsevne; forsvarsdimension osv. Dér hvor man dog så trods alt forsøger at gå ind og få lidt styring på processen, det er ved så at prøve på – at gøre den forfatningstraktat, man så FÅR vedtaget – så langtidsholdbar som muligt. Man prøver på at finde nogle håndtag, som gør at man ikke nødvendigvis behøver indkalde til en helt ny regeringskonference, hvis man ønsker at gå over til kvalificeret flertal på et bestemt område. Den berømte passerelle - som det hedder, smukt og folkeligt: At man skulle være i stand til at spørge rundt i lokalet: 'Er vi alle enige om at vi skal gå over til kvalificeret flertal? Det er vi - så gør vi det!' - uden at man skal have en ny regeringskonference. Det er et forsøg på at få balancen - men den bliver godt nok svær at finde.
 |
Illustrationsfoto:
EU