|
||||
|
|
|
|||
|
|
3. 25 riddere om et firkantet bord
Lige en pointe om formandskabet. Formandskabet som begreb ændrer jo karakter hele tiden - EU er jo en anden institution idag end for 10-15 år siden; man diskuterer jo også dets fremtidige rolle (hvor længe skal det vare? skal man have et trojkasystem? etc.) Herhjemme havde vi lejlighed til at reflektere over hvad det betyder da vi selv havde det sidste år. Når Berlusconis personlighed - eller: mangel på samme! - ifølge nogle iagttagere i den grad kan slå igennem i det her tilfælde; hvad fortæller det os så om formandskaberne? Og om den frihed som hvert enkelt land har til at give ind og give formandskabet den farve, man ønsker - på godt og ondt?
LF: Det fortæller os en hel del. Det er også det, som den nyeste forskning indenfor området er kommet frem til. Det er faktisk lidt interessant: det er først noget, man er begyndt at forske i i løbet af de sidste 5 år. Fordi tidligere gik man bare ud fra, som en selvfølge, at 'dét der formandskab spillede ikke nogen rolle - det var bare én, der sad i stolen'. Nu er man begyndt at kigge på det forskningsmæssigt - og de analyser der er lavet af svenske og britiske forskere er kommet frem til, at det spiller da en rolle med det her formandskab. Fordi formandskabet har mulighed for at skære igennem den kolossale kompleksitet, der jo er omkring EU-samarbejdet. Prøve på at være med til at sætte dagsordenen. Og – hvad man i høj grad så under det danske formandskab – formulere en strategi for, hvordan man så kan få det dér kompromis til at gå op. Så det spiller en betydelig rolle.
Det er jo så også er blevet sådan, at man KAN ikke forhandle inde i de her lokaler - under selve topmødet. Det slår én gang på gang når TV får lov til at komme ind og vise topmødelokalet - de kan dårligt få det hele med på skærmen! Fordi det er så gigantisk et bord - også fordi man har besluttet sig for at man ikke vil sidde ved et rundt bord, man skal sidde ved et firkantet bord. Og nu sidder der 25 lande - de KAN altså ikke se hinanden ind i øjnene: de kan simpelthen dårligt se! Det er ikke et sted hvor du kan forhandle - hvor du kan have nogle principielle og voldsomme diskussioner.
Dét betyder så, at møderne i langt højere grad skal trækkes ud i korridorerne. Det lyder jo så negativt, men man bliver nødt til at få kompromiserne på plads inden selve mødet går i gang. Dér bliver det utroligt afgørende for formandskabet at være i stand til at holde formøder, finde kompromisser, finde de der berømte red lines - og også hitte ud af: hvornår er de egentlig kun lyserøde? Og få dét skruet sammen. Alt det foregår egentlig udenfor topmødet. Det var egentlig også det, som mange af os troede - inklusiv mig selv - at derfor var det ikke så slemt med Berlusconi i formandskabsstolen: Der var grænser for stor ulykke han kunne gøre. Der ville ske det, som altid sker under et formandskab: Embedsværket ville gå i gang med deres arbejde - flyve rundt og få alle de dér alliancer på plads. Og på selve topmødet? Dér skulle man sådan set bare klappe det af. Berlusconi skulle egentlig ikke spille nogen afgørende rolle. Men præcis fordi at den forberedelse åbenbart kikser ---- jeg må indrømme: det ved jeg ikke nok om italiensk indenrigspolitik og om hvordan deres set-up var til at forklare ---
Det ved italienerne sikkert dårligt nok selv!
LF: Nej - det er nok rigtigt! Så pludseligt kommer der en situation hvor det virkelig hang på om han nu havde den der berømte mirakelplan i lommen - og dét havde han af gode grunde ikke.
Og dér har vi vel så kontrasten til det danske formandskab - hvis vi nu skal tillade os et sjældent øjeblik af positivt-ladet national selvreflektion her! For dér kunne vi vel se hvordan et formandskab er en form for 'valutacentral' [clearing-house] hvis arbejde også foregår mellem topmøderne. Det er i virkeligheden det, du siger: at forberedelserne til forhandlingerne ER forhandlingerne!
LF: Ja. Og det man så vidste, før topmødet i København var at man kunne regne det ud på forhånd. Det kunne man vitterligt: det er ikke nogen efterrationalisering. Man vidste at Leszek Miller, den polske ministerpræsident, skulle have lidt flere penge - der skulle blod på gulvet; Anders Fogh skulle tilbage - til Tyskland især - og bede dem betale. Og så ville man så finde det endelige kompromis.
Man kunne 'skrive det ind i manuskriptet'.
LF: Ja - det kunne man faktisk godt på forhånd, og det var der så også mange, der gjorde. Men det kunne man ikke denne gang - og det er jo så dér man efterfølgende godt kan ærgre sig lidt over, man ikke regnede ud hvor meget det kunne ramle. For det var rigtigt nok - når man sådan blev interviewet forinden, eller man prøvede på at lave sin analyse og opstille sine forskellige scenarier - så VAR det faktisk svært at se hvilken lille gave eller serie af smågaver man kunne tilbyde Polen og Spanien. Dét, som jeg så bare havde forventet og tog nærmest som givet, det var så: 'Nå ja - men så var der jo altid det berømte hjørnespark - for det er der altid i EU-samarbejdet'. Hvor man siger: 'OK - vi lukker de 95% - og afholder en ny regeringskonference i 2006 eller 2007 om de her stemmevægte'. Og den mulighed lå lige til det berømte højreben - det havde Jack Straw allerede været ude at sige et par uger før under det uformelle udenrigsministermøde i Napoli. Dét kunne man have gjort --- men der møder vi den uhellige alliance: der var lande som mente at det skulle man så alligevel ikke gøre - fordi nu skulle vi have Den Rigtige Forfatning, når vi skulle have den! Hvortil nogle lande sagde at de ikke havde interesse i at det ikke blev lige her og nu.
Regnede nogen med, at man kunne overtale i hvert fald Spanien, så Polen ville være den eneste tilbageværende knast? Man kan gå få det indtryk, at når et enkelt land står tilbage med et særstandpunkt kan der opstå et momentum som gør dén position svær at holde.
LF: Det var uden tvivl også strategien. Polen havde jo sagt: 'Nice-traktaten eller døden!' Spanierne havde dog trods alt sagt at 'Nice-traktaten er ikke Bibelen!' Så på den måde var der en fornemmelse af, at hvis man kunne få spanierne til at kravle ned fra det berømte høje træ - ved at give dem et eller andet - så ville polakkerne stå alene tilbage, og dét ville de trods alt nok ikke kunne holde til. Det var vel egentlig forventningen.
Nu siges det at tyskerne overvejer at straffe polakkerne ved budgetforhandlingerne: HVIS Polen havde stået alene tilbage, ville dén kobling og dét perspektiv jo være trådt endnu klarere frem. Jf. det, du talte om før: man ville have haft noget at handle med.
LF: Ja - og så kunne man netop ved en meget usympatisk studehandel have lovet spanierne nogle penge.
Man skal huske en ting her mht. Spanien og Polen. (Nu har vi allesammen lært at sige "Spanien og Polen", det tog lidt tid i starten: der kom man altid til at sige '...Portugal'! - de to lande hang ligesom sammen!) Nu virker de som om de er pot og pande og de store pals [kammersjukker, red.] - men det er de jo absolut ikke når vi kommer til budgetforhandlingerne. Dér strides de om de samme penge - og især er det jo sådan at polakkerne vil have spaniernes! Så man kunne måske godt have drevet en kile ned imellem dem - men dét lykkedes altså ikke, og man kom faktisk aldrig til den del af forhandlingen. På trods af at polakkerne var meget rystede. De havde forberedt virkelig at bide sig fast i bordpladen og gennemføre den helt store forhandling - pludselig måtte de opleve hvordan de tre store lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, dukkede op hos Berlusconi og sagde: 'Let's call it a day - det her bliver ikke til noget. Lad os ikke forhandle videre'. Så polakkerne blev lidt overraskede over den måde det hele foregik på: de var lige ifærd med at kridte skoene og hitte ud af hvad de skulle gøre - og så var det sådan set allerede slut.
 |
Illustrationsfoto:
EU