|
Illustrationsfoto:
The White
House
|
5. Bush’s
motiver
Selvom Bush har støttet Sharon lige siden han blev valgt og samtidig nægtet at
have noget med Arafat at gøre, kom hans udelte støtte alligevel som
noget af et chok for de fleste. Mange vil sige, det handler om amerikansk
valgkamp, hvor store dele af Bush’s vælgere navnlig i Syden er stærkt
pro-israelske. Det drejer sig altså ikke blot om amerikanske jøder i stater
som Florida og Pennsylvania, som kan være udslagsgivende for, hvem der vinder
valgene her, men de mange kristne vælgere i sydstaterne som af religiøse
grunde sympatiserer med Sharon og Likud. Kampen om stemmerne begrunder
imidlertid ikke i sig selv, at Bush ikke blot støttede Sharon, men faktisk gik
et skridt videre og brød med 37 års amerikansk Mellemøstpolitik.
Bush har selv motiveret sin støtte til Sharons plan ved
at sige, at den er et skridt på vejen tilbage til køreplanen for fred.
Argumentet er, at ingen af de bestræbelser, der er gjort siden den
palæstinensiske opstand brød ud i september 2000, har ført til en dæmpning af
volden. Som Clintons toprådgiver Martin Indyk kunne konstatere i en artikel i
Foreign Affairs er parterne simpelthen ikke i stand til at levere den
vare der hedder ’stop for volden’, hvorfor han argumenterede for, at en
international væbnet styrke under USA’s ledelse og med et FN-mandat simpelthen
skulle besætte de palæstinensiske områder og så at sige tage ansvaret fra
parterne. Filosofien var dels, at den internationale styrke skulle sørge for
at stoppe volden, dels at Palæstina skulle blive et nyt mandatområde
under FN indtil politiske reformer var gennemført og en ny palæstinensisk
regering valgt. Man kan sige, at konsekvensen af Indyks tankegang i artiklen
var, at parterne simpelthen fik dikteret en løsning, der blev garanteret af
det det internationale samfund sanktioneret af en FN resolution. Dette diktat
kunne så, når parterne (læs: palæstinenserne) var modne, danne udgangspunkt
for et forhandlingsresultat. Dette ville både forudsætte, at USA – givet vis
under stærk israelsk modstand – både skulle stemme en resolution igennem i FN
og stille tropper til rådighed til en fredsstyrke i Palæstina. Dette forslag
er selvfølgelig uspiseligt for enhver siddende amerikansk præsident – navnlig
i et valgår.
Bush’s synspunkt kunne nu være, at Indyks diagnose er
rigtig, men kuren forkert: En forhandlingsløsning er ikke inden for
rækkevidde, hvorfor en løsning må dikteres, dog ikke af FN, men af Israel. Det
er Sharon-modellen. Den kan – og det er hvad Bush gang på gang har sagt –
udgøre et fornyet grundlag for en genoptagelse af køreplanen for fred. Med
andre ord: Da denne køreplans første fase ikke kan gennemføres af parterne i
fællesskab, må den med Sharon-modellen springes over. Ideen er, at
tilbagetrækningsplanen skal danne grundlag for at gå videre med køreplanens
fase to, som taler om oprettelse af en palæstinensisk stat med midlertidige
grænsedragninger, der skal danne baggrund for videre forhandlinger. Dette
ville indebære, at USA rent faktisk er indstillet på at fastholde
Sharon-modellen som en midlertidig løsning, der alene skal tilvejebringe et
grundlag for en fortsættelse af køreplanen med henblik på genforhandling af
grænser osv. Dette kunne ideelt set godt føre til en endelig løsning, der til
forveksling kommer til at ligne den plan Clinton lagde frem i juledagene 2000
og som de fleste endnu håber kan blive slutresultatet. Det er klart at dette –
udover det sædvanlige og nærmest rutineprægede pres på palæstinenserne – vil
indebære et ganske alvorligt pres på Israel. Dette skal imidlertid ikke
iværksættes før efter den amerikanske valgkamp. Man kan her pege på at Bush,
såfremt han genvælges, vil have langt friere hænder end nu, hvorfor han
faktisk vil have mulighed for at lægge et sådan pres uden at risikere de store
problemer. Tværtimod ville han kunne høste gevinster både i Mellemøsten og
Europa og således genvinde noget af den kapital, han har sat overstyr i
forbindelse med Irak-krigen. Om han faktisk vil det, er selvfølgeligt et helt
åbent spørgsmål: Muligheden foreligger, og allerede nu kan hans
alliancepartnere i Storbritannien og Danmark gøre en igangsættelse af
køreplanen for freds fase 2 til et centralt forhandlingsemne i de aktuelle
diskussioner om Irak, hvor Bush har store problemer og trænger til
international hjælp og opbakning.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
