|
| |
Lars
Erslev Andersen (f.1956) er cand. mag. i Idéhistorie (fra Aarhus
Universitet, 1986) og i Mellemøststudier (Odense Universitet, 1992); han
har været lektor i Mellemøststudier ved Syddansk Universitet fra 1996 og
var centerleder for området (1994-99). I øvrigt har han blandt andet
forsket for Rigspolitiet (2000-2), været valgobservatør i De
Palæstinensiske Selvstyreområder, Nicaragua og Yemen, samt fagkonsulent i
Mellemøstens geografi for Den Store Danske Encyklopædi. Han har skrevet
bl.a.: "Den afghanske forbindelse. Afghanistan-veteraner, al-Qaida-netværk
og den globale terrorisme" (KBH 2002) og udgav i april 2003 bogen "Den
amerikanske orden - USA og det moderne Mellemøsten" (Aschehoug).
|
|
|
|
| |
|
Illustrationsfoto: Dept. of
Defense
|
1.
Bush forbløffer Sharon
2.
Israel vil ikke forhandle
3.
Sharon’s motiver
4.
Sharon-modellen set
fra palæstinensisk hold
5.
Bush’s motiver
6.
Kerry som alternativ
1.
Bush forbløffer Sharon
I
april chokerede George W. Bush den ganske verden og navnlig araberne ved
bramfrit at give sin udelte støtte til den israelske ministerpræsidents
ensidige løsningsplan for Palæstina-konflikten. Chokket skyldtes, at Bush med
et smil på læben og ros til Sharon uden videre brød med 37 års amerikansk
Mellemøstpolitik.
Ganske vist har verden efter snart tre et halvt år
med Bush ved roret modstræbende måtte erkende, at han står for en revolution i
amerikansk udenrigspolitik. Men det gav rystrelser såvel i Europa som i
Mellemøsten at Bush både ville støtte Sharon i, at de bosættelser på
Vestbredden, som det amerikanske Udenrigsministerium strengt taget
betragter som værende i strid med international lov kan blive permanente uden
forhandling med palæstinenserne og at de palæstinensiske flygtninges FN
sanktionerede ret til at vende tilbage til Israel skal fratages dem –
ligeledes: uden forhandling.
En forbløffet, men glad Sharon kunne således vende
tilbage til Israel fra sit møde med Bush, hvor han havde fået mere end han
kunne håbe på og meget mere end nogen havde forventet. Det var dermed en
stærkt styrket ministerpræsident, der kun få dage senere med stolthed kunne
rose sit militær for endnu et mord på en Hamas-leder, da det lykkedes en
israelsk kamphelikopter at dræbe Abdel Aziz Rantissi,
kun tre uger efter missiler havde dræbt Ahmad Yassin, bevægelsens grundlægger.
Sædvanen tro, kan man med en vis kynisme
sige, fordømte den ganske verden Israels mord, mens USA - ligeledes sædvanen
tro - holdt hånden over regeringen i Jerusalem og bedyrede, at israelerne
naturligvis har ret til at forsvare sig mod terrorister som Rantissi og
Yassin, der har stået bag selvmordsaktionerne rettet mod de israelske borgere:
I den såkaldte krig mod terrorisme er Israel og USA i samme båd og de ser
ingen forskel mellem foregribende angreb – mord – på terrorister, uanset om de
tilhører Hamas eller al-Qaida.
Vi er med andre ord vidne til, at USA nu ikke
længere betragter hverken israelske bosættelser på den besatte Vestbred eller
palæstinensernes flygtningestatus som forhandlingsspørgsmål. Samtidig med, at
israelske mord på palæstinensiske ledere anses som legitime og velbegrundede
med Arafat som en i denne sammenhæng ejendommelig undtagelse. Ejendommelig
fordi såvel Israel som den amerikanske regering længe har betragtet den
palæstinensiske modtager af Nobels fredspris som dybt involveret i terrorisme.
Så når amerikanerne beder Israel om at tage Arafat af listen over
palæstinensere som frit kan likvideres skyldes det ene og alene, at et mord på
den gamle PLO-leder trods alt virker lidt for provokerende.
På denne baggrund kan det være rimeligt at stille
spørgsmålet, hvad Israel egentlig har gang i og hvorfor Bush finder det
rimeligt og meningsfuldt at støtte en politik som det meste af resten af
verden anser for ganske illegitim for nu ikke at sige helt hinsides lov og
ret? I lyset af det nærtstående amerikanske præsidentvalg kan en vurdering af
John Kerrys holdning til den israelsk-palæstinensiske konflikt ligeledes være
en overvejelse værd.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
