|
Illustrationsfoto:
The White
House
|
2.
Israel vil ikke forhandle
Det
har altid stået klart, at Sharon ikke anser forhandlinger med palæstinenserne
og da slet ikke med Arafat og PLO som en realistisk mulighed for at sikre
Israels sikkerhed. Ligeledes har Sharon og hans Likud-parti været erklæret
modstandere af at afgive territorier, Israel har besat i de krige landet har
været involveret i. Dette gælder navnlig for Vestbredden som Sharon, Likud og
de højrenationalistiske partier betragter som en naturlig del af Israel.
Tværtimod skulle Israels sikkerhed garanteres gennem anneksion af Vestbredden,
hvorfor Likud i 1977 gjorde opførelser af israelske bosættelser i de besatte
områder til en egentlig strategi, der skulle skabe en sikkerhedszone med
henblik på at tilvejebringe et forsvar mod de fjendtligtsindede palæstinensere
og arabiske nabostater. En proces, der strengt taget er fortsat under samtlige
skiftende israelske regeringer frem til i dag. Ideen om en palæstinensisk stat
har således været tabu i israelsk politik helt frem til de mislykkede Camp
David-forhandlinger i sommeren 2000.
Ganske vist sad Israel ved forhandlingsbordet op gennem
1990’erne efter igangsættelsen af den såkaldte Oslo-proces. Denne proces havde
vundet tilslutning fra den daværende Arbejderpartileder Rabin, der havde
erkendt, at kun en to-stats løsning, hvor palæstinenserne fik selvstyre
udgjorde et reelt perspektiv for fred. To-stats løsning er nok for meget sagt,
for endnu under Rabin var ordet palæstinensisk stat tabu, hvorfor han talte om
en ”palæstinensiske enhed”, hvilket dog ikke friholdt ham fra barsk kritik fra
Likud med Netanyahu i spidsen. Netanyahu efterfulgte i 1996 Simon Peres der
havde haft regeringsmagten siden Rabin blev myrdet ved en demonstration i Tel
Aviv af højrenationalister, som var imod Oslo-aftalen. Netanyahu var imod
Oslo-processen, men blev af Clinton presset til at videreføre forhandlinger
uden at dette førte til egentlige fremskridt i forhandlingerne. Heller ikke
efterfølgeren fra Arbejderpartiet, Ehud Barak, der overtog posten som
ministerpræsident i 1999, var tilhænger af Oslo-processen. I stedet
insisterede han på forhandlinger om en endelig aftale, hvilket Clinton gik med
til og det lykkedes den amerikanske præsident at få halet en modstræbende
Arafat til forhandlingsbordet i Camp David i 2000.
Hverken Camp David-forhandlingerne eller
Taba-forhandlingerne i januar 2001 gav resultat. USA og Israel tildeler Arafat
ansvaret for fiaskoen og det forekommer unægtelig som noget af en politisk
brøler, at Arafat bakkede ud af Taba-forhandlingerne. Det er forståeligt, at
Arafat afviste Clintons løsningsforslag - med udsigt til et israelsk valg;
komplet mangel på tillid til de israelske ledere begrundet i bitre erfaringer
fra Oslo-processen samt det forhold at mange vigtige detaljer langt fra var
afklaret i Taba. Men i lyset af den blodige konflikt, der har hersket i
området siden, kan Arafats afvisning let fremstilles som mangel på vilje til
en fredelig løsning med Israel.
Siden da er konflikten gået i hårdknude. Israel vil ikke
forhandle, men insisterer i stedet på at tilvejebringe sikkerhed ved at
gennemføre foregribende militære aktioner i de besatte områder kombineret med
ensidige initiativer som opførelsen af et sikkerhedshegn på Vestbredden.
Palæstinenserne på deres side har hverken evnet at sætte en stopper for
terrorisme i Israel eller at gennemføre politiske reformer, der kan berede
vejen for et mere legitimt og tillidsvækkende styre. Frem til køreplanen for
fred, som blev vedtaget i Aqaba sommeren 2003, var de eneste modeller, de
amerikanske forhandlere opererede med, forsøg på at håndtere konflikten - dvs.
begrænse volden på begge sider. Formlen var, at Israel skulle stoppe
opførelsen af bosættelser mens palæstinenserne skulle stoppe for terrorismen.
Alt sammen uden resultat.
Der kunne dog spores en vis optimisme i forbindelse med
køreplanen for fred, der i al sin enkelhed skulle igangsætte en proces med det
klare sigte inden for en kort årrække at få etableret en palæstinensisk stat.
Optimismen var begrundet i,
at alle parter nu for første gang var enig i at
perspektivet var en to-statsløsning; at de palæstinensiske grupper Hamas,
Islamisk Jihad og al-Aqsa-brigaderne havde indvilliget i at indgå en
våbenhvile, og at Sharon efter stor modstand tilsluttede sig køreplanen.
Den første forudsætning for planen var et stop
for volden men
allerede i august samme år stod det klart, at de to parter ikke kunne levere
denne vare. Israel fortsatte sine likvideringer af Hamas-ledere og Hamas
svarede igen med voldsomme terroraktioner i Israel. Dermed var køreplanen for
fred skudt i sænk allerede inden var kommet i gang.
Den anden forudsætning var, at palæstinenserne
gennemførte hvad der på Bush-sprog hedder et regimeskifte. Oprettelsen af en
palæstinensisk premierministerpost og dermed begrænsning af Arafats magt
beredte vejen for en ny palæstinensisk ledelse, der i første omgang blev
varetaget af Mahmoud Abbas, som, da og da han smed tøjlerne, blev efterfulgt
af Ahmed Qurai. Men deres position er svag og under pres fra tre sider: For
det første vedbliver Arafat at holde fast i magten, for det andet er der en
stor palæstinensisk opposition både fra unge politiske reformtilhængere og fra
de islamiske grupper og for det tredje har Israel lige fra starten gjort alt
for at underminere de palæstinensiske lederes magt ved ikke at give dem tid og
rum til at vise, at de i det mindste vil forsøge at begrænse terrorismen,
hvilket allerede stod klart med de voldsomme israelske militære aktioner i
august 2003.
Summa summarum er, at hverken Israel eller USA mener der
aktuelt findes relevante palæstinensiske forhandlingspartnere. Der er heller
ikke udsigt til noget regulært palæstinensisk regimeskifte al den stund at
afholdelse af egentlige valg i de palæstinensiske selvstyreområder hverken er
praktisk eller politisk muligt: Områderne er så gennemkrydsede og opdelte af
israelske bosættelser, såkaldte ’sikre veje’ for bosætterne, checkpoints og
sikkerhedshegn at gennemførelse af en valgkamp er uden for rækkevidde.
Politisk er det illusorisk at tro at palæstinensiske ledere med nogen form for
troværdighed kan gå til valg nidkært overvåget af israelsk militær. Dertil
kommer, at Arafat og folkene omkring ham hverken er indstillet på at afgive
magt eller inddrage oppositionen, herunder Hamas, i den politiske proces. Uden
udsigt til genoptagelse af fredsprocessen og frataget politisk indflydelse,
sammenholdt med en stadig mere håbløs tilværelse, vælger mange palæstinensere
at støtte den væbnede kamp mod den israelske besættelsesmagt, herunder i form
af palæstinensiske selvmordsaktioner i Israel.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
