|
Illustrationsfoto:
The White
House
|
3. Sharon’s motiver
Hverken amerikanske forhandleres forsøg på at forhandle en våbenhvile eller
israelske militære aktioner i de besatte områder har kunnet stoppe volden. For
israelerne er sikkerhed det højest prioriterede politiske mål. For at opnå
sikkerhed har Sharon i erkendelse af at hans hidtidige politik har slået fejl
vendt sig mod en ide, der for alvor blev fremført af Rabin i 1994 efter en
serie palæstinensiske terroraktioner. Ideen går simpelthen ud på at skabe en
fysisk adskillelse mellem de to parter. I 1995 førte det til en indhegning af
Gaza, mens overvejelser om et hegn på Vestbredden blev stillet i bero. Efter
to års væbnet konflikt med palæstinenserne blev ideen i 2002 genoptaget af
Sharon med opførelsen af hvad der kaldes et sikkerhedshegn, men som nærmere må
betegnes som et omfattende sikkerhedskompleks. Når dette projekt nyder udbredt
opbakning blandt israelerne skyldes det det enkle faktum, at ikke en eneste
palæstinensisk selvmordsaktion er udgået fra Gaza siden 2001. Indhegning
virker med andre ord.
Der er for så vidt intet i vejen med at Israel søger at
beskytte sig selv ved at bygge mure og hegn. Problemet er hvor hegnet bygges.
Blev det bygget i områder af det, der var israelsk territorium før 1967-krigen
kunne næppe meget indvendes. Blev det bygget i forlængelse af en
israelsk-palæstinensisk aftale om en grænse i forbindelse med oprettelsen af
en israelsk stat ville ingen have grund til at protestere. Ingen af delene er
selvfølgelig tilfældet. Det nuværende hegn bygges på besat palæstinensisk
område, hvor det menes at skære op til 20 % af Vestbredden, der således
indlemmes i Israel. Imidlertid diskuteres et endnu mere vidtgående projekt,
der kaldes encirclement, fordi det sigter mod en indhegning af
nuværende palæstinensiske selvstyreområder. Dette projekt har navnlig Sharons
bagland med Benjamin Netanyahu i spidsen argumenteret for og sat som
betingelse for at støtte Sharons tilbagetrækningsplan fra Gaza. Realiseres
dette projekt blot tilnærmelsesvist betyder det, at palæstinenserne sidder
tilbage med ca. 40 – 50 % af Vestbredden, der vil være inddelt i små adskilte
kantoner uden forbindelse til hverken hinanden eller til Gaza.
Sharon-modellen går således i al sin enkelhed ud på, at
Israel gennemfører en ensidig tilbagetrækning fra Gaza (hvor de fleste
bosættelser samtidig nedlægges) og opførelsen af et sikkerhedshegn på
Vestbredden, som tilsammen medfører en total indhegning af palæstinenserne.
Man har talt om Gaza som et stort fængsel og den samme status kan de
palæstinensiske selvstyreområder nu se frem til. Der er næppe tvivl om, at en
sådan manøvre vil begrænse palæstinenserne mulighed for at gennemføre aktioner
i Israel, ligesom de meget målrettede mord på palæstinensiske ledere givetvis
også svækker Hamas og de andre bevægelser.
Modstandere af Sharons disengagement-plan,
som tilbagetrækningen fra Gaza kaldes, ser den som udtryk for svaghed
og sådan vil mange palæstinensere også forsøge at fremstille den - på samme
måde som Hizbollah gjorde, da Israel uden forhandling trak sig ud af det meste
af Sydlibanon i 2000. Tilsvarende ser mange med skepsis på, at Sharon virkelig
vil trække sig ud af dele af Vestbredden - oven i købet uden at få noget igen,
som det hedder. I forhold til Sharons tidligere position er det også noget af
en kovending. Men den er logisk begrundet i det andet stadig mere graverende
problem for Israel, nemlig den demografiske udvikling: Hvis Gaza og
Vestbredden forbliver israelske vil det føre til en binational stat, hvor
palæstinenserne om få år vil udgøre flertallet, fordi deres
befolkningstilvækst er markant større end israelernes. Dette vil indefra
undergrave mulighederne for at opretholde Israel som en jødisk stat med mindre
to ubehagelige skridt tages: Enten kan Israel nægte palæstinenserne
demokratiske rettigheder - og dermed blive en apartheidstat i lighed med det
tidligere Sydafrika - eller også kan Israel simpelthen deportere
palæstinenserne ud af landet. Begge dele vil gøre Israel til pariastat i det
internationale samfund og utvivlsomt føre til sanktioner i lighed med dem
Sydafrika var underlagt i apartheidtiden. Dilemmaet synes således i stigende
grad at være et valg mellem enten at blive isoleret internationalt og risikere
omfattende sanktioner eller at se grundlaget for en jødisk stat langsomt
forsvinde i takt med at de palæstinensiske kvinder føder deres børn.
Tilbagetrækningen fra Gaza og den delvise tilbagetrækning fra Vestbredden er
Sharons strategi til en imødegåelse af dette problem. Ved at overlade Gaza,
der aldrig har været vigtig for Israel, og dele af Vestbredden til
palæstinenserne undgår Sharon både at deportere dem ud af området og at give
dem demokratiske rettigheder i en israelsk-palæstinensisk binational stat.
Samtidig kan han argumentere med, at han faktisk opfylder de vigtige
FN-resolutioner nr. 242 og 338, der taler om at Israel skal trække ud af
områder besat i de seneste krige uden at det nærmere specificeres hvilke og
hvor meget af disse områder, der sigtes til i resolutionsteksterne.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
