|
Illustrationsfoto:
The White
House
|
4.
Sharon-modellen set fra palæstinensisk hold
Det er klart at en tilbagevenden af millioner af
palæstinensiske flygtninge til Israel vil gøre hele modellen omsonst. Det var
derfor vigtigt for Sharon - og et krav fra Netanyahu for at give sin støtte
til Sharons strategi - at Bush sanktionerede sin opbakning til modellen ved
samtidig at frakende palæstinenserne en ret til at vende tilbage. Kun få har
anset det for realistisk, at palæstinenserne en dag ville få mulighed for at
vende tilbage til Israel, men når deres ret har været fastholdt skyldes det,
at den blev betragtet som et legitimt anliggende for forhandling. Denne ret
har Israel og USA nu frataget dem, hvilket med stor sandsynlighed (men dog
ikke nødvendigvis) betyder at de kan virke farvel til kompensation og hvad de selv
betragter som æresoprejsning. En lige så dramatisk udmelding var Bush’s støtte
til Sharons krav om at flertallet af bosættelser på Vestbredden kunne gøres
permanente. Hermed er der virkelig sket et skred fra 1967, hvor
palæstinenserne, det meste af det internationale samfund og til dels USA anså
en israelsk tilbagetrækning fra hele Vestbredden for at være den legitime
tolkning af 242, over Oslo-processen, hvor territorier på Vestbredden blev
gjort til et forhandlingsspørgsmål (hvad der i virkeligheden var den største
skavank i denne proces) til i dag. Nu anses størstedelen af de israelske
bosættelser uden videre forhandling som en permanent del af Israel.
På trods af at Sharons tilbagetrækningsplan således
indebærer, at dele af de israelske besættelser opgives, rummer den altså en
række fordele for Israel: Med indhegningen af palæstinenserne øges sikkerheden
for israelerne; med overdragelse af de områder, der allerede nu er under
såkaldt palæstinensisk selvstyre, imødegår han det demografiske problem - og
oven i købet kan han med en vis ret gøre gældende at han opfylder nogle af de
krav det internationale samfund stiller ham i form af tilbagetrækning fra
besatte områder og nedlæggelse af bosættelser. Det hele sker med amerikansk
billigelse og samtidig har han sikret størstedelen af bosættelserne på
Vestbredden samt endegyldigt fået afvist palæstinensiske flygtninges ret til
at vende tilbage til Israel.
Palæstinenserne står tilbage med det forklaringsproblem,
der består i at gøre det begribelig for verden, hvorfor de ikke er glade for
Sharons ensidige tilbagetrækning, der jo som nævnt delvist følger nogle af
FN’s krav til Israel. Det burde dog ikke være så vanskeligt: For det første
kan palæstinenserne pege på, at de ikke finder det rimeligt, at deres skæbne
skal forhandles i Texas mellem Sharon og Bush uden at de på nogen måde
inddrages. For det andet kan de pege på, at det territorium de overlades er så
fragmenteret og lille, at det umuliggør oprettelsen af en stat og for det
tredje at nok efterkommer Sharon nogle af FN’s krav, men samtidig indebærer
modellen en eklatant tilsidesættelse af andre FN resolutioner. Politisk,
økonomisk og socialt efterlades de med gennemførelsen af Sharon-modellen i en
fuldstændig umulig situation, hvor deres tilværelse og levevilkår systematisk
og ubønhørligt vil blive stadig værre.
ARTIKLENS FORSIDE
NÆSTE
SIDE
TILBAGE
|
|
